Alle indlæg af Webmaster

Julefrokost hos Dansk Lastbil Nostalgi

Dansk Lastbil Nostalgi afholdte traditionen tro julefrokost i februar.

Da det var første gang vi skulle have julefrokost i Klokkerholm, var vi meget spændte på om det blev lige så godt som dem vi havde i Hjørring – det blev det!

Fra starten var stemningen fin og humøret højt blandt de 80 deltagere, som kom fra alle egne af landet, og med til at højne stemningen var vore 3 gæster fra Norge samt Johannes Hovaldt og Peter Mølbjerg der som medlemmer af Sparekassen Vendsyssel, Klokkerholms fondsbestyrelse havde en gave med til foreningen.                                            

Johannes Hovaldt fortalte lidt om ejendommens historie, blandt andet om de gode høstballer der før i tiden blev afholdt i disse lokaler. Så fortalte han, at byen er glad for at Dansk lastbil Nostalgi er kommet til Klokkerholm og håbede at det måtte blive til fælles glæde hvorefter han og Peter Mølbjerg overrakte den fint indpakkede gave til Dansk Lastbil Nostalgi formand Per B. Thomsen.

Gaven viste sig at være et gavebevis på 50.000 kr. som Sparekassen Vendsyssel, Klokkerholms fond har doneret til Dansk Lastbil Nostalgi med formålet at erhverve foreningens domicil til ejendom.                     

Formanden takkede på foreningens vegne for gaven og for at fonden havde været med til at realisere foreningens drømme om at købe vores lejede lokaler. Formanden takkede også for den velvilje foreningen er blevet mødt med af borgerne i Klokkerholm hvilket gør at vi føler os hjemme her og vi håber vi kan leve op til byens forventninger.

Vi benyttede også lejligheden til at udnævne Leif Christiansen til foreningens første æresmedlem. Formanden begrundede bestyrelsens beslutning bl.a. med, at Leif har været med til at stifte foreningen, har i en årrække siddet i bestyrelsen, altid er villig til at hjælpe, er en glad og venlig person der altid har repræsenteret foreningen på værdig vis. Derefter overrakte formanden et diplom og en hyggepakke til Leif Christiansen.

På vore norske gæsters vegne takkede Terje Goderstad for deltagelse i julefrokosten og talte om det gode samarbejde mellem norske og danske veteranlastbil entusiaster som han gerne så mere udbredt hvorefter han overrakte gaver til Dansk Lastbil Nostalgi. Formanden takkede vore norske venner for deres deltagelse og gaver og også han udtrykte ønske om et tættere samarbejde på tværs af landegrænserne.

Formanden takkede de medlemmer der havde deltaget i tilrettelæggelse og gennemførelse af julefrokosten. Derefter nød vi den gode mad, leveret af Menu i Klokkerholm, og hinandens selskab.

Det var endnu en god dag i Klokkerholm.

 

Tag en forårsstemning med hjem

Tina Siel, Tine Lilholt og Knud-Erik Thrane og giver torsdag den 15. marts 2018 en kirkekoncert i Hellevad Kirke med deres stemningsfulde og glade forårsrepertoire. De kalder sig for Den Unikke Trio.

Tina Siel er kendt for sin fløjlsbløde stemme, skønne fortolkninger af salmer og sange og sit altid gode humør.

Tine Lilholt er kendt fra sine mange år i Lars Lilholt Band. Tine spiller både fløjter og harpe og er et geni til at finde ind i fløjtens sjæl i sine flotte improvisationer. Tine vil ligeledes ved denne koncert spille harpe, som hun nu mestrer og vil akkompagnere på dette svære instrument.

Pigerne vil blive professionelt understøttet af pianist Knud-Erik Thrane, som med sin indføling og smukke harmonier vil fuldende trioens ramme for en meget hyggelig og stemningsfyldt koncertoplevelse.

Koncerten indeholder både danske, svenske, norske og engelske sange og salmer samt et par smukke ballader. Trioen indlægger altid et par fællessange, ligesom der også vil være solopræstationer på de forskellige instrumenter.

 

Den Unikke Trio har arbejdet sammen i 14 år og har med succes rejst rundt i landet, hvor der alle steder bliver meldt om fulde huse, og gruppen har fået virkelig gode anmeldelser. Trioen startede som en julekoncert-trio, men spiller nu hele året rundt, med et repertoire, som består af traditionelle danske, svenske, norske mere eller mindre kendte sange, instrumentale numre, som kan være både lidt klassiske og nyere, samt egne kompositioner. Den Unikke Trio har også indspillet to CD´er.

 

Der er lagt op til en smuk kirkekoncert, hvor man kan tage en skøn forårsstemning med hjem.

 

 

FAKTABOKS

Medvirkende: Den Unikke Trio bestående af Tina Siel, Tine Lilholt og Knud-Erik Thrane.

Dato: Torsdag den 15. marts 2018.

Tid: Klokken 19.00.

Sted: Hellevad Kirke, Klokkerholm.

Entré: Gratis entré.

Arrangør: Hellevad Sogns Menighedsråd.

Hellevad-Ørum: Klokkeringning for Prins Henrik

Kirkeklokkerne ringer for Prins Henrik

Kirkeministeriet har udsendt cirkulære om ringning med kirkeklokkerne i anledning af Hans Kongelige Højhed Prins Henriks død.

Der skal ringes med alle kirkeklokker i folkekirkens kirker i forbindelse med bisættelsen Hans Kongelige Højhed Prins Henrik tirsdag den 20. februar 2018.

”Der skal ringes i en halv time, før højtideligheden i Christiansborg Slotskirke begynder kl. 11.00, og der skal ringes i en halv time efter, at bisættelsen har fundet sted”, fortæller Birthe Agerbæk, som er kirkeværge ved Hellevad Kirke i Klokkerholm.


Den officielle tekst fra Kirkeministeriet lyder:
Ved kgl. resolution af 15. februar 2018 har Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden bestemt, at der i anledning af Hans Kongelige Højhed Prins Henriks død overalt i Danmark skal ringes med alle kirkeklokker i forbindelse med bisættelsen i en halv time før højtideligheden begynder og i en halv time efter, at bisættelsen har fundet sted.

Salmer for de mindste i Hellevad Kirke

Midt i marts starter et babysalmesangshold i Hellevad Kirke i Klokkerholm. Der er plads til flere på holdet.

KLOKKERHOLM: Hellevad Kirke byder alle babyer fra 1-10 måneder med deres mor eller far velkommen til babysalmesang fra marts til maj. Holdet starter den 14. marts og løber over 10 gange og deltagelsen er gratis.

”Vi synger og nynner salmer, puster sæbebobler, vugger babyer i tæpper, kigger på stjerner, danser med baby, tænder lys i døbefonten samt meget andet”, fortæller kirkens organist, Lasse Christensen, som leder og står for holdet.

Babysalmesang er et musikalsk tilbud for babyer med enten mor eller far. Babysalmesang handler om at skabe kvalitetstid gennem musik, sang, bevægelse, rytmik og stemning i samspil med mor/far og barn. Sang og musik er med til at stimulere den kreative udvikling. Derudover er man med i et fællesskab med andre børn og forældre fra lokalsamfundet.

Indbydelse til babysalmesang 2018

 

Minikonfirmand

De er i gode hænder

 

En stor flok elever fra 3. klasse på Klokkerholm Skole har valgt at starte til minikonfirmand ved Hellevad Kirke. De skal arbejde med hvad kirken og kristendommen er for en størrelse, heriblandt bøn, tilgivelse, nadver, dåb og kirkens højtider.

 

HELLEVAD-ØRUM: Dagens emne var dåb og hænder. Vi kender alle de faste udtryk, som fx at holde hånden over nogen, være i gode hænder, give en hånd med, slå hånden af nogen, med rund hånd eller have nogen i sin hule hånd.

 

I Guds hænder

I undervisningen har minikonfirmanderne snakket om de mange udtrykke, vi kan, via vores hænder: pege på noget, tælle, vinke, klappe, holde i hånd, folde hænderne og give skulderklap. Ja, tegnsprog er et helt sprog udelukkende bestående af vores hænder, og som kan udtrykke alt.

Fælles for alle udtryk handler om, hvordan vi behandler hinanden, det vil sige de udtrykker, hvordan vi er i hinandens hænder. Det er i høj grad med hænderne, vi gør hinanden godt eller ondt.

Ligeledes er det hænderne vi bruger, når vi døber og velsigner hinanden. Ved dåben får vi et usynligt ’mærke’, som et tegn på, at man hører til hos Gud, og at han holder hånden under os. Vi skal blot have tillid til det.

Minikonfirmanderne tegnede deres hænder og skrev en lille bøn i hånden. En af bønnerne lød: ”Kære Gud. Beskyt os alle i din hånd. Amen.” Alle tegningerne er ophængt i konfirmandstuen. Derudover lavede alle en døbefont af cernit, som de fik med hjem.

 

Hvad er minikonfirmand?

Folkekirken tilbyder minikonfirmandundervisning til alle børn i hele landet, typisk for elever på 3. klassetrin. Børnene får et grundlæggende kendskab til kirke og kristendom gennem blandt andet historier, leg, musik og kreative aktiviteter som drama og tegninger. Undervisningen er tilpasset børnenes alder og lægger op til spørgsmål og undren.

Minikonfirmander besøger ofte kirkerummet, fordi det åbner op for gode og nysgerrige spørgsmål om de ting, som børnene ser i kirken, fx en døbefont eller et billede.

Børnene stiller også eksistentielle spørgsmål om liv og død. For kan det virkelig kan passe at Gud findes? Og bor han lige her i kirken eller oppe i skyerne? Og passer Gud på min døde mormor oppe i himlen?

Minikonfirmanderne hører også bibelhistorier, som de kan spejle deres liv i. Historierne er ikke bare centrale i kristendommen, men de også er en væsentlig del af vores kultur og fælles referenceramme.

Undervisningen forestås af organist Lasse Christensen, samt den nye sognepræst i Hellevad-Ørum, Sandra Fossdal Nielsen.

 

Orientering om flytning af ”shelter-2” ved møllesøen.

Byen i landskabet har i kraft af en stor indsats fra søudvalget etableret to shelters ved møllesøen. Dels shelteret ved fiskebroen og dels ”shelter-2” lidt længere østpå, på samme side af møllesøen.
Hvad man ikke har kunnet forudse ved anlæggelsen har vist sig i form af støj- og røggener fra shelter-2. Flere af beboerne i umiddelbar nærhed af dette shelter har været generet.

Byen i Landskabet har derfor nedsat et udvalg i forsommeren i forsøg på at løse problemet. Udvalget har bestået af medlemmer fra Søudvalget, Borgerforeningen, de berørte husejere, Søparkens grundejerforening og Byen i Landskabet.

Efter tre møder samt et møde ”on location”, er det ikke lykkedes at komme til enighed om problemets løsning. Søudvalget har holdt på, at shelter-2 skulle forblive på dets plads og har ikke kunnet anerkende husejernes klagepunkter. Det har ikke været muligt at blive enige om forholdsregler, der har kunnet løse problemerne.

Ved det 4. møde den 16. november 2017 blev det nødvendigt med en afstemning for at komme videre med løsningen. Resultatet af denne blev, at shelteret skal flyttes til en nyanlagt shelterplads ved Kvindbjerg Høje, i tæt relation til pilgrimsruten.
Hans Glinvad Kristensen har som reaktion på udvalgets beslutning valgt at forlade udvalget. I bestyrelsen for Byen i Landskabet er vi kede af dette.

Hans har gennem årene udført et stort og prisværdigt arbejde i søudvalget. Vi vil gerne sige Hans tak for indsatsen, han har ydet i søudvalget gennem årene.

Bestyrelsen for Byen i Landskabet.

Filmstudiekreds

Torsdage 18. januar, 1. og 15. februar 2018

– tre filmaftner i vintersæsonen, som igangsættere og inspiration til samtale om nogle af de store livsspørgsmål.

Program er tilrettelagt med fokus på kortfilm under temaet ”Sig det som det er” og foregår i Konfirmandstuen, Bredkærsvej 22, Klokkerholm.

 

Alle filmaftnerne starter klokken 19.00 og deltagelse er gratis. Studiekredsen arrangeres i et samarbejde mellem menighedsrådene og Klokkerholms Aktive Kvinder.

Erik Lindsø holder et foredrag om humor og livsmod

"Det handler om at ændre mismod til livsmod, og jeg gør det ved at tage fra de muntre og give til de skuffede," siger Erik Lindsø – forfatter, kulturjournalist og højskolemand – om sit foredrag i Konfirmandstuen i Klokkerholm, tirsdag den 6. februar kl. 19.00.

 

Erik Lindsø anvender humoren til at give en kærlig opsang til dem, som han kalder de langtidsskuffede, bekymringsparate levebrødspessimister – dem, der gør verden til et alvorstungt, livstrættende sted at være. "Jeg har hørt en af dem sige: ’Hvad hjælper det at være en hestehoved foran, hvis det går ned ad bakke?" – Det er sådan et livssyn, vi må vaccinere imod. Og Erik Lindsø kommer med vaccinen i sit foredrag i Klokkerholm pakket ind i gode historier snøret til med humorens bid.

 

Erik Lindsø er en af landets mest efterspurgte foredragsholdere. Han bor i Sorø, men kom som barn på Hellum- og Hellevadegnen, hvor hans bedsteforældre og familie boede.

 

Foredraget er arrangeret i et samarbejde mellem Hellevad, Ørum og Hjallerup Sognes Menighedsråd og Klokkerholm Borgerforening.

Lysets komme fejres i Hellevad og Ørum Kirker

Kyndelmissen fejres i året på forskelligvis i Hellevad og Ørum Kirker, med henholdsvis en lysmesse i og en vesper.

 

Hvad er kyndelmisse?

Kyndelmisse er den danske oversættelse af det latinske ord for lysmesse Candelarum Missa. Candelarum betyder lys og missa betyder messe. I folkemunde kaldtes dagen førhen også for Kjørmes Knud, og fejres når halvdelen af vinterhalvåret mellem den 1. november og den 1. maj er gået, nemlig den 2. februar, den såkaldte midvinter.

Kjørmes-gilder, som nogen måske kender, er betegnelse for de fester, der tidligere blev holdt på landet for at markere midvinteren. I 1800-tallet var kyndelmissen en milepæl, hvor bonden gjorde forrådet op. Festerne var tit sammenskudsgilder med mad. En gammel dansk tradition foreskriver pandekager og øl til kyndelmisse.

 

En rytmisk lysmesse

Er man til levende stearinlys og kormusik sunget af unge piger, så kommer man ikke forgæves tirsdag den 30. januar i Hellevad Kirke kl. 19.00. Kirkens ungdoms- og kirkekor synger nemlig en lysmesse bestående af musik, som er knyttet til udvalgte læsninger fra Biblen om lysets komme til jorden. Musikken er hovedsaligt af Tore W. Aas fra Oslo Gospel Choir. Korene medvirker under ledelse af organist Lasse Christensen. Der vil være mulighed for selv at tænde et lys.

 

Tidebøn med middelalderkor

Hvis man aldrig har set en nonne i fuld ornat, eller hørt gregoriansk korsang sunget på latin, så har man alletiders chance i Ørum Kirke søndag den 4. februar kl. 16.00. Nonne- og munkekoret Voer Cantat medvirker ved søndagens kyndelmissegudstjeneste og synger en vesper som på katolsk tid. En vesper er den tidebøn, der i den katolske kirke traditionelt bedes dagligt ved solnedgang. Den består hovedsagelig af et antal salmer fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, en kort læsning med korsvar og Marias lovsang.

 

Voer Cantat består af nonner og munke, og primært har sit virke på middelalderdagene i uge 29 på Voergaard Slot. Korets dirigent er Rikke Kursch, som til daglig er organist i Skagen Kirke. Koret er desuden på hjemmebane, da de igennem flere år har haft deres korprøver i Ørum Kirke.

 

I forbindelse med vesperen indsættes Sandra Fossdal Nielsen som sognepræst af provst Lise Lundgreen. Efterfølgende tages traditionen op med pandekager og øl, hvor alle er velkomne med i Ørum Kultur- og Forsamlingshus, og man kan få lejlighed til at hilse på præsten.

 

Sandra Fossdal Nielsen er ny sognepræst

Cand-theol. Sandra Fossdal Nielsen er pr. 1. februar 2018 ansat som sognepræst ved Hellevad og Ørum Kirker. Hun er 29 år og flytter ind i præstegården med sin mand, Lars, og børnene Alexander og Gudmund på henholdsvis 2 og 10 måneder.

 

Sandra er nyuddannet teolog fra Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet og har efterfølgende går på Pastoralseminariet i Aarhus. Hun skal ordineres i Aalborg Domkirke torsdag den 25. januar 2018 kl. 17.00, samt indsættes søndag den 4. februar 2018 i Hellevad Kirke kl. 14.00 og Ørum Kirke kl. 16.00. Alle som måtte have lyst, kan deltage i ordinationen og indsættelsen.

 

Sandra er opvokset på Færøerne i en kulturkristen familie, og har spillet cello som barn og sunget i kirkekor i teenageårene. Hun flyttede til Danmark som 16-årig, for at gå på efterskole og gymnasium. Hun er glad for at vandre og være i naturen og er interesseret i musik og sport, og er desuden strikkeglad.

 

Som præst vil hun engagere sig i lokalsamfundet, hun vil formidle det kristne budskab på en nutidig måde, så kirkegængerne føler, at de har fået noget ud af prædikenen. At snakke på hverdagsdansk er her en vigtig faktor, og dermed ikke bruger for mange teologiske fagtermer, men et sprog alle forstår, uden at det bliver banalt. Desuden lave gudstjenester og kirkelige aktiviteter for folk i alle aldre.

 

Menighedsrådene byder Sandra og hendes familie hjerteligt velkommen til Klokkerholm og glæder sig til samarbejdet.

Byens børn og unge synger gospel

Årets konfirmander i Klokkerholm har siden 2010 sunget gospel i forbindelse med konfirmationsforberedelsen. I årenes løb har mange unge oplevet hvad musik kan, når alle bidrager og løfter i flok. Mange forskellige instruktører har stået for arrangementet, og i år kommer sanger, komponist og entertainer Tina Buchholtz, som også stod for gospeldagen tilbage i 2010. Hun har sin pianist med, Henrik Tue Bjerg.

 

”Tina har stor erfaring i arbejdet med unge mennesker og har lavet mange projekter, hvor blandt andet 500 skolebørn har stået på en scene og sunget”, fortæller organist Lasse Christensen, som i samarbejde med menighedsrådene arrangerer gospelstævnet. Konfirmanderne kan vente en dag med melodier inspireret af det oprindelige rå afro-amerikanske udtryk samt den lyse og noget lettere skandinaviske tone.

 

Tina Buchholtz fortæller om arbejdet med børn og unge: ”Det er så livsbekræftende at arbejde med netop denne gruppe af unge, der er så fulde af liv. Dejligt at mærke at vi på en gang kan være seriøse og løsslupne sammen. For sådan en dag handler, for mig, meget om at opbygge fællesskaber – opbygge et fælles kulturelt fundament – det højner vores forståelse af og respekt for hinanden.”

 

Det er lørdag den 27. januar og dagen slutter med en gospelkoncert i Hellevad Kirke kl. 16.30, hvor alle er velkomne.

Storm P og evangeliet i Klokkerholm

De fleste kender sikkert Storm P`s vagabonder og hans klovne. Men at Storm P også var både samfundsrevsende og havde en religiøs side, er måske knap så kendt.

 

Domprovst Niels Chr. Kobbelgaard er inviteret til sogneeftermiddagen, onsdag den 24. januar kl. 14.00 i Konfirmandstuen i Klokkerholm, og vil i løbet af eftermiddagen belyse disse områder og måske gøre os klogere! For når man har med Storm P at gøre, er det ikke så ligetil at finde system i galskaben. Som opvarmning til aftenen, bringes her et par citater af Robert Storm Petersen: – "Livet er en cirkus, man kommer ind og bukker, render rundt, bukker igen og går ud". – "Måske har jeg modsagt mig selv i aften. Men hvad jeg har sagt, står jeg ved".

 

Eftermiddagens arrangement sker i et samarbejde mellem Hellevad og Ørum Sognes Menighedsråd og Hellevadlund Centerråd.