Kategoriarkiv: Nyheder fra Klokkerholm

Nyhedsarkivet, her kan du finder alle de nyheder som er skrevet i tidens løb.

Sangaften med hilsen til forårssolen

ØRUM: Ved en sangaften i Ørum Kirke fejres forårets komme med et repertoire af smukke og velkendte forårssange, der hylder lyset, livet og naturens genopblomstring.

Aftenen byder på fællessang, hvor nogle af årstidens fineste sange er på programmet. Klokkerholm Koret medvirker som forsangere, og vil desuden fremføre et særligt udvalgt program med sange, der indfanger forårets stemning og glæde. Kirkens frivillige står klar med et glas forfriskning efter sangaftenen.

 

Et 40-års jubilæum

Klokkerholm Koret kan til efteråret fejre 40-års jubilæum. Korets første øveaften var den 21. november 1985, hvor koret blev startet op af en aftenskole under folkeskoleloven, Klokkerholm Fritidsskole. Fritidsskolen blev dog efter 38 års virke nedlagt 2023 og Klokkerholm Koret herefter overført som aftenskolehold under Brønderslev Kulturskole.

Klokkerholm Koret er et blandet voksenkor med for nuværende 18 medlemmer. Antallet af medlemmer har varieret meget gennem de snart 40 år, som koret har eksisteret.

Kormedlemmerne samles hver onsdag aften fra september til april, hvor der øves på årstidens sange, både nye og gamle. Line Marie Gaaei Jensen har gennem de sidste 17 år stået i spidsen for koret.

Det har altid været en stor motivation for korets sangere at øve sig kommende koncerter, sangaftner og andet, hvor de skal optræde. Af spændende aktiviteter, som Klokkerholm Koret har stået for, kan nævnes ”Syng for Sjov”-arrangementerne i Ørum Kultur- og Forsamlingshus fra årerne 1991 til 1998, hvor koret lagde op til hyggelige aftener med masser af underholdning og fællessang. En anden af de store oplevelser var en seks dages busrejse til Finland i 1998, hvor der var masser af hyggeligt samvær og korsang. Koret gav blandt andet koncert i Åbo Domkirke, underholdt på Kampin Palvelukeskus og Myllypuron Sairalla, samt gav koncert i Finlandia Huset, Helsingfors. Klokkerholm Koret har også nogle år været på weekendture til Læsø, hvor de blandt andet har givet koncerter i Østerby Kirke og på Byrum Ældrecenter.

Sangaftenen finder sted onsdag den 19. marts 2025 i Ørum Kirke kl. 19. Der er gratis entré.

Korsangere sætter ord på et vigtigt budskab

Vi kan ikke leve alene, og netop dette tema er omdrejningspunktet for en rørende koncert: behovet for hinanden, noget at tro på, noget at håbe på, at blive elsket og set.

KLOKKERHOLM: ”Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele”. Sådan skrev digteren og domprovsten John Donne engang i 1600-tallet, og ordene er lige så relevante i dag. Vi er forbundet med hinanden og afhængige af fællesskab, tro, håb og kærlighed.

Denne tankevækkende idé danner grundlaget for en koncert i Hellevad Kirke med kirkens korsangere i slutningen af marts. Programmet præsenterer korsatser, der på hver deres måde belyser temaet. Publikum kan glæde sig til at høre blandt andet Fald min engel af TV-2, Håbets sang af Karen Mose, Maria sang af Anne Linnet, Salig er den af Teitur Lassen og For vi kan ikke leve alene af Tøsedrengene.

Medvirkende er Hellevad-Ørum Kirkekor og korskole under ledelse af organist Lasse Christensen.

Koncerten finder sted torsdag den 27. marts 2025 i Hellevad Kirke kl. 19. Der er gratis entré.

Hjælp i den sidste tid

På Hospice Vendsyssel oplever de dagligt, at der er et stort tabu i forhold til at tale om den sidste del af livet, om døden og om det, der sker efter døden. For mange kræver det stort mod at tale om disse ting, og for andre skyldes det uvidenhed om det.

KLOKKERHOLM: På Hospice Vendsyssel arbejder de i dagligdagen med patienter, som lever i den sidste del af deres liv, og de vil meget gerne være med til at sætte mere fokus på, hvordan det er at arbejde et sted, hvor omdrejningspunktet er at gøre den sidste tid i livet så god, som muligt – både for patienten og dennes pårørende.

Anni Hansen er afdelingssygeplejerske og souschef på Hospice Vendsyssel, og hun vil denne aften fortælle om Hospice Vendsyssel, om hvilke kriterier, der er for indlæggelse; hvordan får man plads på et hospice; om personalet på hospice, og hvem samarbejder de med; patienter på hospice og et indblik i dagligdagen; at være Frivillige på Hospicet; hvad sker der omkring døden og efter døden.

I løbet af aftenen vil hun også berøre emnet ”aktiv dødshjælp”. Hvad er aktiv dødshjælp egentlig, om passiv dødshjælp og assisteret selvmord og hvori består forskellen?

Debatten om aktiv dødshjælp er måske større, end den nogensinde før har været. Holdninger og følelser blandt folk er markant forskellige, og det er for mange svært at komme til enighed i diskussionen om emnet. Vi skal kunne tale med hinanden om, at aktiv dødshjælp ikke bare er et ”ja/nej-spørgsmål”, men har utrolig mange facetter.

Anni Hansen er uddannet sygeplejerske og har været ansat på Hospice Vendsyssel fra åbningen i 2008. Siden 2009 har hun fungeret som souschef.

Sogneaftenen finder sted torsdag den 6. marts 2025 i Konfirmandstuen kl. 19. Der er gratis entré – kaffe/brød 20 kr., som ubeskåret går til julehjælpen. Arrangementet finder sted i samarbejde mellem menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne og Klokkerholm Borgerforening.

Aftenstemning med forårstoner, pastoraler og fuglekvidder

Midt i marts sætter organist Lasse Christensen sig igen til orglet i Hellevad Kirke og spiller en halvtimes musik. Denne gang med musik til foråret.

KLOKKERHOLM: Foråret pibler frem, når organist Lasse Christensen sætter sig til tangenterne og fremfører et program, der spænder fra rørende fortolkninger til klassiske favoritter, og bringer forårets toner til live. Programmet byder på alt fra en smuk og eftertænksom orgelbearbejdelse af Kaj Munks “Den blå anemone” til Edvard Griegs elskede “Våren”, Vivaldis ikoniske “Foråret” fra De fire årstider og Wilhelm Peterson-Bergers stemningsfulde “Vid Frösö kyrka” fra værket Frösöblomster. Hertil kommer pastoraler, der maler billeder af landlig idyl, og musik, der imiterer fuglekvidder.

– Orglet er fantastisk til at gengive fuglesang, og det kommer publikum til at opleve i flere af værkerne, fortæller Lasse Christensen.

Koncerten varer blot 30 minutter og finder sted torsdag den 13. marts 2025 i Hellevad Kirke kl. 16.30. En oplagt mulighed for at mærke forårets første tegn gennem musik. Efter koncerten serverer kirkens frivillige en kop kaffe.

Varme sange, der smelter vinterkulden

Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser, men midt i februar synger de sig til varmen, når der er sangaften i Hellevad Kirke i Klokkerholm.

KLOKKERHOLM: Hvis du er tosset med fællessang, eller elsker blot at nyde at lytte til andres sang, så er det værd at komme til sangaften i Hellevad Kirke den 13. februar. Her synges der sange, der smelter vinterkulden, og vokalgruppen Prima Vista medvirker under ledelse af organist Lasse Christensen, som også akkompagnerer fællessangen fra klaveret.

– Programmet består af flere gode navnkundige sange, som mange vil kunne genkende, fx I sne står urt og busk i skjul, Den blå anemone og Her vil ties, her vil bies, samt et par nyere sange, som er blevet mere sunget gennem en årrække, fortæller organist Lasse Christensen. Han indleder desuden sangaftenen med Antonio Vivaldis ”Vinteren” fra ’De fire årstider’ arrangeret for orgel og spiller også et par bearbejdelser over salmen Her vil ties, her vil bies undervejs.

Vokalgruppen Prima Vista synger fine korsatser, og du vil kunne nyde en flot korklang af vintersangene Der er ingenting i verden så stille som sne, Liden sol i disse uger og Sneflokke kommer vrimlende.

– Prima Vista består af ti sangere, der alle kender hinanden fra Nordjysk Pigekor tilbage i slutningen af 80’erne til begyndelsen af 90’erne. De har gennem en længere årrække dannet et lille kor og har i dag et godt i samarbejde med mig, hvor de blandt andet medvirker flere gange om året til gudstjenester, kirkekoncerter og sangaftner i kirkerne, fortæller Lasse Christensen.

Sangaftenen arrangeres af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne og finder sted torsdag den 13. februar i Hellevad Kirke kl. 19. Deltagelse er gratis.

Når musikken går til hjertet

ØRUM: Kender du det at blive rørt af en sang? Det er noget, koret Voice of Light arbejder med, når de giver koncerter: At musikken går til hjertet.

Voice of Light er et amatørkor på højt niveau. Koret har eksisteret siden 2015 og har opbygget et bredt repertoire, som spænder fra flotte ballader, populære danske sange til swingende gospel og nyfortolkninger af gamle og nye sange. De synger primært firestemmigt, fordelt på sopran, alt, tenor og bas, men synger også værker med seks eller syv stemmer. I det seneste år har de brugt mange kræfter og øveaftener på at højne kvaliteten.

Koret holder til på Liselund i Vodskov og synger under ledelse af Lars Gaarden.

Koncerten arrangeres af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne og finder sted tirsdag den 25. februar 2025 i Ørum Kirke kl. 19. Der er gratis entré.

Kyndelmisse med pandekager og øl

ØRUM: Vi nærmer os midvinter, som falder den 2. februar og markerer, at vi er halvvejs gennem vinteren. Kyndelmisse hedder dette tidspunkt. Mange gamle traditioner og ritualer knytter sig til dette tidspunkt. For eksempel blev frugttræer pisket med ris, og rituelle pløjninger skulle sikre en god høst. Man spiste flæsk for at forebygge sult, og dagens vejr blev brugt som varsel for forårets komme: Hvis det blæste så kraftigt, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. på jorden, var foråret på vej. En tommelfingerregel sagde desuden, at bonden skulle have halvdelen af foderet til dyrene tilbage, da de først kunne komme på græs i maj.

Kyndelmisse betyder lysmesse, og i kirkelig sammenhæng markerer man lysets komme med en lysmesse. Tidligere blev lysene til hele årets kirkebrug indviet denne dag.

I år falder kyndelmisse søndag den 2. februar, og i Ørum Kirke fejres dagen med en lysgudstjeneste kl. 14. Der vil være læsninger om lyset, orgelmusik og korsang ved Hellevad-Ørum Kirkekor, ledet af organist Lasse Christensen, som også spiller på orglet. Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen er liturg og prædikant.

Efter gudstjenesten inviteres alle til pandekager og øl i Ørum Kultur- og Forsamlingshus. Pandekager og øl er en gammel kyndelmisse-tradition, som man nu kan nyde i fællesskab.

Bøn for fred i verden

KLOKKERHOLM: Krig, ufred og konflikter fylder desværre meget, også på vores kontinent. Selvom mange af os ikke direkte er påvirket, rammes vi alligevel af de umenneskelige handlinger, som vores medmennesker gennemlever i andre lande.

I en tid, hvor håbet kan virke fjernt, afholdes der en stillegudstjeneste i Hellevad Kirke. Her vil der være fredsbønner, refleksioner, orgelmusik og lystænding. Gudstjenesten kan opleves som et tiltrængt pusterum, hvor man får mulighed for at træde et skridt tilbage, finde ro og reflektere over det, der virkelig betyder noget.

– Vi vil gerne skabe et rum, hvor vi kan samles for at udtrykke vores medfølelse, vores ønske om fred, tænde et lys og give rum for stilhed, fortæller sognepræst Sandra Fossdal Nielsen.

Organist Lasse Christensen spiller et afdæmpet repertoire med blandt andet musik af J.S. Bach og meditationer over Fadervor. Derudover synger Motetkoret en smuk korsats over Jesper Mejlvangs Stille nu, mit hjerte. Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen vil desuden sætte ord på de tanker og følelser, mange sidder med i denne tid.

Stillegudstjenesten finder sted søndag

Når pophits og evergreens møder kirkeorglet

Oplev en enestående musikalsk aften i Hellevad Kirke, hvor tidens store pophits og elskede evergreens får nyt liv, når de fremføres på kirkens orgel.

KLOKKERHOLM: Forestil dig tonerne fra musikhistoriens største pophits og elskede evergreens, spillet på et kirkeorgel. Det er præcis, hvad du kan opleve, når organist Lasse Christensen indtager tangenterne i Hellevad Kirke til en helt særlig orgelkoncert. En koncert med et udvalg fra hitlistens popklassikere og filmmelodier arrangeret for orgel – kendte og elskede numre, men som du sikkert aldrig har hørt dem før.

– Repertoiret spænder bredt og inkluderer numre som Judy Garlands ikoniske ”Over the Rainbow” til Frank Sinatras legendariske fortolkning af ”My Way” samt hits fra beat-tiden som ”Bridge over Troubled Water” af Paul Simon, fortæller Lasse Christensen.

Du vil kunne nyde smukke melodier som John Lennons tidløse ”Yesterday”, Procol Harums ”A Whiter Shade of Pale”, som bygger på basgangen fra Bachs Air, og Eric Claptons inderlige ”Tears in Heaven”.

Fra filmens verden præsenteres Oscar-vindende melodier som Celine Dions ‘My Heart Will Go On’ fra Titanic, Elton Johns ‘Can You Feel the Love Tonight’ fra Løvernes Konge og den fortryllende ‘A Whole New World’ fra Aladdin.

Koncerten afsluttes med en rørende fortolkning af ‘What a Wonderful World’, kendt fra Louis Armstrongs sprøde jazz-stemme, og den storslåede ‘Time to Say Goodbye’, gjort berømt af Andrea Bocelli og Sarah Brightman.

Lasse Christensen har været organist ved Hellevad og Ørum Kirker siden 2007 og afsluttede sin organistuddannelse fra Vestervig Kirkemusikskole i 2010. Ud over at spille til gudstjenester og kirkelige handlinger leder han kirkens korarbejde, arrangerer kulturelle begivenheder som koncerter, foredrag og fællessang samt varetager kommunikation og babysalmesang.

Koncerten finder sted torsdag den 9. januar 2025 i Hellevad Kirke i Klokkerholm kl. 19. Der er gratis entré, og efter koncerten bydes der på et glas forfriskning.

Nørre Ravnstrup og kulørte fortællinger fra nordjyske slotte og herregårde

Forfatteren Niels Pedersen har en passion for danmarkshistorie og i særdeleshed danske slotte og herregårde og den fantastiske kulturarv, som disse repræsenterer. Interessen har udmøntet sig i bogen ”Kaj Lykkes kranium og andre fortællinger fra danske slotte og herregårde”. Til januar kommer han til Ørum og holder et foredrag med udgangspunktet i herregården Nørre Ravnstrup.

ØRUM: Nørre Ravnstrup er sandsynligvis hovedparcellen i den gamle herregård Ravnstrup, som allerede bliver nævnt i 1503. På det tidspunkt købte Hundslund Kloster gården, men efter Reformationen i 1536 kom Nørre Ravnstrup til Kronen, der overtog alt kirkegods. Den følgende tid begyndte Kronen at skille sig af med det nyerhvervede gods, og i 1578 blev gården solgt til Peder Munk Lange. Hans enke giftede sig senere med Malte Sehested, som købte Ravnstrup Mølle af Kronen. Dermed var herregård og mølle hos samme ejer og fulgtes ad indtil 1847.

Skiftende ejere af herregården

Siden ejede blandt andet Bille- og Kjærulf-slægterne Nørre Ravnstrup, og gården skiftede hyppigt hænder. Gården var ukomplet, hvilket ville sige, at den ikke havde tilstrækkeligt antal fæstegårde underlagt gården til at kunne opnå skattefrihed. I 1730 blev Nørre Ravnstrup, møllen og et par huse solgt videre uden fæstegods, som den hidtidige ejer beholdt. Ved det følgende ejerskifte i 1757 blev der igen lagt fæstegods under Nørre Ravnstrup.

I 1847 kom Nørre Ravnstrup, Ørum Kirketiende og bøndergods til Peder Rold Lundbye efter hans far, mens stedmoren, Anna Marie Møldrup, beholdt møllen. Dermed blev gård og mølle for første gang i 250 år skilt igen. Året efter giftede hun sig igen, og møllen gik derfor til hendes nye mand Søren Jensen Casper.

Peder Rold Lundbye begyndte at sælge fæstegodset til bønderne, så de blev selvejende. Da han døde i 1865, fortsatte hans enkes nye mand Hans Holm Bredstrup, og han bortsolgte resten af fæstegodset inden sin død i 1878. Sønnen solgte da Nørre Ravnstrup med det resterende jordtilliggende til forpagteren Frederik Hasselbalch. I 1907 udstykkedes dele af gården, da Hasselbalch solgte 44 hektar ager og eng til nogle naboer, samtidig med at han solgte Nørre Ravnstrup med hovedparcellen til hestehandleren Jørgen R. Nielsen; godset var altså nu svundet meget ind. Gården ejedes endnu i 1930erne af Jørgen Nielsen og siden af hans søn.

Historiefortælling fra barnsben

Historiefortælling har Niels Pedersen ikke fra fremmede. Han tænker gerne tilbage på sin morfar, der var en dygtig fortæller. Han beskriver det som et magisk rum, når morfar fortalte om bibelhistorie og danmarkshistorie eller fortolkede for eksempel H.C. Andersen.

– Interessen for slotte og herregårde har jeg haft siden barnsben. Jeg opdagede hurtigt, at man ikke skal kradse meget i herregårdenes tykke mure eller åbne skabsdørene ret meget på klem, før skeletter og fascinerende fortællinger om hovedløse ryttere, trolddom, bombemænd og indespærrede jomfruer vælter ud, fortæller forfatter og efterskolelærer Niels Pedersen.

Interessen har nu udmøntet sig i bogen ”Kaj Lykkes kranium og andre fortællinger fra danske slotte og herregårde”, der er en slags nyere kronologisk danmarkshistorie startende med en fortælling fra 1287, hvor enkedronning Agnes beordrer sin tyske visesanger, Rumelant, til at piske en stemning op mod de stormænd, som hun på Nyborg Slot ønsker dømt for mordet på sin mand, Erik Klipping.”

Denne aftens foredrag tager med udgangspunkt i herregården Nørre Ravnstrup ved Ørum, men også generelt om herregårde, deres funktion og betydning, livet på og omkring gårdene, beretninger og historier.

Sogneaftenen arrangeres af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne i samarbejde med Klokkerholm Borgerforening, og finder sted torsdag den 16. januar 2025 i Ørum Kultur- og Forsamlingshus kl. 19. Der er gratis entré, og der bliver serveret boller, kringle og kaffe til 20 kr., som ubeskåret går til julehjælpen i sognene.

Et nyt år med fuld musik

Med støtte fra den lokale sparekassefond byder Hellevad Kirke og Klokkerholm Borgerforening igen på nytårskoncert med fuld musik.

KLOKKERHOLM: Med munter hornmusik og overraskende indslag spiller Brønderslev Harmoniorkester igen op til nytårskoncert i Hellevad Kirke i Klokkerholm. Programmet vil som altid være flot, festligt og folkeligt, og lokalbefolkningen, virksomheder samt andre interesserede inviteres til at komme og ønske hinanden et godt nytår. Til dette formål har borgerforeningen sikret boblevand og kransekage, så alle har noget at skåle med, når koncerten er nået til ende.

– Det plejer altid at være en meget festlig aften med flot musik og god stemning, og vi er glade for, at der igennem årene har været rigtig god opbakning til disse nytårskoncerter, fortæller formand for Klokkerholm Borgerforening, Carsten A. Hannesbo, og organist Lasse Christensen.

Brønderslev Harmoniorkester har over 75 år på bagen og består af 30 musikere fra 18 til 85 år. De spiller et bredt repertoire fra klassisk musik til populærmusik samt sætter en ære i at underholde på bedste vis med musik og sjove indslag. Orkestret spiller under ledelse af dirigent Mogens B.B. Jensen.

Koncerten finder sted tirsdag den 28. januar 2025 i Hellevad Kirke kl. 19. Der er gratis entré, og arrangementet afholdes i samarbejde mellem menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne og Klokkerholm Borgerforening, støttes af Sparekassen Danmark Fonden Klokkerholm.

Vær velkommen, Herrens år

Vær velkommen, Herrens år
Vi byder december velkommen med en spejdergudstjeneste i Hellevad Kirke, som afrunder dagen efter julemarkedet i Klokkerholm Hallen. Spejderne fra Dannerhøj Gruppen bærer fane og levende lys ind i kirken, og Klokkerholm Koret medvirker med korsang. Koret indleder med at synge et udvalg af sange cirka et kvarter, før gudstjenesten begynder.
Søndag den 1. december i Hellevad Kirke kl. 16.