Religion i Byrhøj-tiden

Skiftet fra den gamle nordiske religion til kristendom eller fra ”de gamles skik” til ”den nye skik” varede lang tid. Missionærer kom til Danmark i begyndelsen af 700- tallet, men havde ikke megen held med at omvende Danerne. De næste århundreder fik man mere og mere kontakt med de europæiske lande. Vikingerne hærgede, erobrede land og bosatte sig i det fremmede, men der var også voksende handel mellem landene. De herskende klasser havde kontakt med ligemænd i udlandet. Flere og flere gik over til kristendommen , og i løbet af 1100- tallet blev der bygget mange kirker. Organisation i form af bispedømmer blev påbegyndt. Overgangen til den kristne tro foregik, efter de få kilder man har, uden voldsomme kampe eller blodsudgydelser.

Hvad ved vi om den gamle nordiske religion? Inden kristendommens indførelse fandtes næsten intet skriftsprog i Danmark – ud over runeskrift. Fortællinger om Guderne, deres handlinger i Asgård og på jorden, om sagnhelte og andre væsner, der stod Guderne nær, blev videregivet mundtligt fra generation til generation. Fortællingerne har givet mennesket forestillinger om liv og død, lykke, frugtbarhed og fremgang og forklaringer, når ulykker og ond skæbne var på spil.
Religionen blev fortalt forskelligt fra sted til sted og ændret gennem tiden. Den kunne være blevet glemt, hvis ikke der blandt de Islandske håndskrifter var bevaret to værker, der i lyrisk form beskriver de nordiske gude- og heltesagn. “Den ældre Edda” består af digte af flere anonyme forfattere, og det er usikkert, hvornår myterne er opstået, og hvornår de er skrevet ned. Mange forskere har beskæftiget sig med værket, og de fleste mener, at det, der er gengivet, for en stor del er autentiske hedenske myter. “Den ældre Edda” er svær at forstå, men omkring 1220 skrev den islandske stormand Snorri Sturluson “den yngre Edda” som er en genfortælling af den ældre Edda og en slags håndbog for skjalde (for at skjaldekunsten ikke skulle blive glemt) Selv om skrifterne er skrevet af den kristne Sturluson er der enighed om, at den er en god nøgle til den nordiske mytologi.

I sproget har vi mange spor efter de gamle guder f.eks i personnavne og stednavne. Guderne i den nordiske mytologi minder meget om guderne i beslægtede sprogområder
Arkæologien har givet os et begrænset, men autentisk indblik i datidens opfattelse af guderne. Der er fundet mange afbildninger af Thors hammer på runestene, som for at påkalde Thors magt til det skrevne, ligesom der på Glavenstrupstenen på Fyn står ”Thor vie disse runer– ”
Der er også fundet to sten med billedristning af Thors fisketur sammen med jætten Hymer., én fra Hørdum kirke i Thy og én fra Altuna i Uppland, Sverige. Begge dekoreret omkring vikingetid. Med Eddaerne som kilde kan vi forstå billedristningerne: Thor var i forklædning af en ung mand tog på fisketur med jætten Hymer. Hymer drillede Thor med, at han var for ung til at kunne klare fisketuren. Thor blev vred rykkede hovedet af en af Hymers okser og brugte det som madding. Midgårdsormen bed på krogen og blev halet ind til båden af Thor. Midgårdsormen var et frygteligt syn, jætten blev bange og huggede fiske snøren over så Midgårdsormen undslap. Thor blev rasende, og slog Hymer med næven, så han faldt over bord.
På Gottlandske sandsten, som var nemmere at hugge i, ses Sleipner Odins otte benede hest og andre motiver.

Fund af ofringer giver os viden om menneskets forhold til Guderne, ligesom gravgaverne kunne tydes som forestilling om et dødsrige. Men gaverne kunne også være en demonstration af rigdom
.
Vi ved ikke meget om hvordan religionen blev praktiseret. Måske har man henvendt sig til guderne i form af ritualer i vanskelige situationer, ved store begivenheder eller i forbindelse med årets gang f.eks ved midvinter.
Arkæologien har fundet andre spor efter den gamle religion. Der er fundet talrige smykker forestillende Thors hammer, således også på Byrhøj, se billede.

4

Fund fra Byrhøj, fire kors og en Thorshammer

På Byrhøj er der desuden fundet et spænde, såkaldt fibel med fuglemotiv brugt til kvindernes selekjoler. Det skulle sandsynligvis forestille Odins ravne Munin og Hugin. Odin var overhoved for guderne, Gud for krig og død, men han havde også mange andre funktioner. Odin kunne være god, men også ond og uberegnelig. De to ravne fungerer som udtryk for Odins evner som den alvidende Gud, de ser og hører nemlig alt, hvad der foregår i verden. Samtidig er ravnene ådselsædere – Odin er jo også Gud for de døde. Se billede.

Der er også på Byrhøj fundet en smykkelignende genstand forestillende to valkyrier, den ene til hest, den anden giver hesten noget at drikke Se billede herunder.

Fortællingerne om valkyrierne er som følger:
I dødsriget Valhal regerer Odin. Valhal er måske en forestilling, der er kommet til senere under kristen indflydelse – som en himmel. Odin omgiver sig med krigere, konger og stormænd, som han selv har udpeget til at dø i kamp. De valgte kan derefter tilbringe behagelig tid i Valhalla, hvor de forlyster sig med forskellige kampe og konkurrencer, mens de afventer Ragnarok, som er den endelige kamp hvor guder og mennesker dør i kamp mod jætterne – dog vil få mennesker og guder genopstå i en ny verden. Valkyrierne har til opgave at bringe de krigere, som Odin har udpeget til Valhalla, hvor valkyrierne for øvrigt også varter op og dækker bord ! De rider gennem luft og over hav. Men som meget andet i den nordiske gudeverden har valkyrierne også en anden side. De kan komme til syne som dæmoniske norner (skæbnegudinder) og væve kampens rædselsbillede på skæbnevæven. Som beskrevet i ”Njals saga ”: En mand ser som i et syn et varsel inde i et jordhus. Nogle kvinder væver et klæde af mennesketarme og menneskekranier som vævevægte og han bliver slået af rædsel og skynder sig bort, mens kvinderne senere red bort, seks og seks med det vævede klæde i hånden.
På billedet er hestens dækken vævet af noget tykt stof , kunne ligne tarme!

Kilder: Nordiske guder og helte af Anders Bæksted
Danmarks oldtid Yngre jernalder og Vikingetid 400-1050 e.Kr.
af Jørgen Jensen
Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 3. Da Danmark blev Danmark
Fra ca 700- 1050
af Peter Sawyer