Tag-arkiv: Hellevad-Ørum Kirke

Lutter Luther høstfest i Klokkerholm

Lutter Luther høstfest i Klokkerholm

Hellevad og Ørum Kirker fejrer i lighed med sidste år fælles høstgudstjeneste den sidste søndag i september. Samtidig fejres den ’høst’ som kirke og samfund har fået af reformationen jævnfør 500 års-fejringen af reformationens begyndelse. Kom i god tid og mød afladsprædikanten Johan Tetzel og reformatoren Martin Luther samt en middelalderduoen på skalmeje og tromme.

Ved gudstjenesten medvirker kirkens børne- og ungdomskor, kirkekoret og fælleskoret, foruden trompetist på fællessalmerne.

Arrangementet afvikles i Hellevad Kirke samt i et opstillet telt på kirkens torv, hvor der efter gudstjenesten er suppe- og salgsboder, børneaktiviteter og bogbord. Medbring gerne en høstgave i form af årets frugt, grønt, bagværk, marmelade, som børn bærer frem ved gudstjeneste og efterfølgende sælger til fordel for nødhjælps og socialt arbejde. De to menighedsråd samarbejder med frivillige fra borgerforeningen, aktive kvinder, madklubben, blå spejdere, Ørum Amatørscene, kirkekor og konfirmander.

Indbydelse til afskedsgudstjenester og reception

Indbydelse til afskedsgudstjenester og reception

Menighedsrådene ved Hellevad og Ørum Kirker indbyder til afskedsgudstjenester for vores sognepræst gennem 20 år, Ole Skov Thomsen, søndag den 27. august 2017 i begge kirker, med efterfølgende reception ved præstegården.

 

Ørum Kirke kl. 09.30

Hellevad Kirke kl. 11.00

Reception ved præstegården kl. 12.15

 

Alle er velkomne.

Stort anlagt Reformationsjubilæum i Hjallerup

Stort anlagt Reformationsjubilæum i Hjallerup

 

500 års-jubilæet for Reformationen bliver fejret med en stor familiekoncert i Hjallerup Idrætscenter, hvor Sigurd Barrett kommer og fortæller ’Alt om Luther på 60 minutter’.

 

HJALLERUP: Hvad er reformationen for noget? Hvem var ham der Martin Luther? Og hvad betyder reformationen for os i dag? Det kan nok både børn og voksne undre sig over og mange spørgsmål melder sig. Sigurd Barrett og tøjdyret Snapper har sammensat en koncert, hvor Sigurd fortæller Reformationens historie i ord og toner ledsaget af eget orkester og kirkernes børnekor fra hele gl. Dronninglund Kommune. Arrangementet bliver afholdt i Hjallerup Idrætscenter søndag den 29. oktober 2017 – to dage før reformationsdatoen, som er den 31. oktober. På denne dag i 1517 hamrede Martin Luther 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg – 95 udsagn mod afladen, som kirken skulle gøre op med.

 

Arrangementet ”Alt om Luther på 60 minutter” er blevet til i et samarbejde mellem Hjallerup Borgerforening, Klokkerholm Borgerforening og kirkerne i den østlige del af Brønderslev Kommune. I efteråret 2016 spurgte Hjallerup Kirke de to borgerforeninger og de øvrige kirker, om der var stemning for at samarbejde om projektet. Det har der i høj grad været, og siden da er der blevet holdt en række fælles planlægningsmøder, hvor opgaverne er blevet fordelt på bedste vis.

 

”Det er en stor glæde at samarbejde lokalt omkring konkrete projekter som dette”, fortæller sognepræst Marie Kirketerp fra Hjallerup Kirke, og fortsætter: ”Vi kan alle byde ind, med hvad vi hver især kan, og så styrker det fællesskabet i lokalsamfundet.”

 

Ud over de lokale arrangører er der også lokale sponsorer til arrangementet. Her skal nævnes: Hjallerup Musikforening, Dronninglund Sparekasse og Brønderslev Kommunes kulturpulje, som har støttet med 30.000 kr. Billetter kan købes via Hjallerup Borgerforenings hjemmeside til 50 kr. pr. person.

 

 

Dato: søndag den 29. oktober 2017 kl. 12.30.

Entré: 50. kr. pr. person. Billetter kan købes her: https://hjallerupborgerforening.nemtilmeld.dk/8/

Medvirkende: Sigurd Barrett og orkester, Snapper og områdets børne- og ungdomskor.

Arrangør: Menighedsrådene i gl. Dronninglund Kommune, Hjallerup- og Klokkerholm Borgerforening.

Sponsorer: Brønderslev Kommunes kulturpulje, Dronninglund Sparekasse, Hjallerup Musikforening, Sparekassen Vendsyssels Fond Klokkerholm.

Pilgrimsvandring ved Slettestrand

Pilgrimsvandring ved Slettestrand

I lighed med tidligere år fejres Kr. Himmelfartsdag under åben himmel med en pilgrimsvandring. Turen er i år en vandring med udgangspunkt fra Svineklovene ved Fjerritslev, forbi det nedbrændte Svinkløv Badehotel til Slettestrand, sidste del af turen langs Under Lien til Fosdalen og gennem den smukke ådal op til Lerup Kirke.

Pilgrimsvandring i en moderne tydning samler en bred vifte af interesser fra natur, over motion, til historie og det religiøse. At vandre minder om livet som en vej, hvor det er vigtigt med mål og retning, men også at være til stede undervejs. Kr. Himmelfartsdag vil vi vandre et stykke sammen.

Vi mødes til morgensang i Hjallerup Kirke kl. 9.00. Herefter bliver vi kørt i bus til Fjerritslev. Den enkelte bedes selv medbringe madpakke og drikkevarer til frokost. Til gengæld serveres der kaffe og brød. Vi holder afsluttende en kort andagt i Lerup Kirke. Forventelig hjemkomst ved 16 tiden.

Godt fodtøj er vigtigt til den godt 10 km. lange vandring. Der er mulighed for individuelt for at vælge en kortere distance, alt efter hvad kræfterne rækker til, da vi har en følgebil med til opsamling på udvalgte steder.

I tilfælde af vedholdende regn nøjes vi med morgensang i Hjallerup Kirke.

Turen er et samarbejde mellem Hellevad, Ørum og Hjallerup Kirker.

Tilmelding senest 21. maj til Torben Sanden, telefon 98 28 18 90 eller mail: torben@sanden.dk

eller til Ole Skov Thomsen, telefon 98 28 40 56 eller mail: oth@km.dk

eller ved at skrive sig på den fremlagte tilmeldingsseddel i kirkens våbenhus.

Genåbning af Hellevad kirke 7. maj

Så lykkedes det! Renoveringen af Hellevad Kirke er færdig! Endda i så god tid til konfirmationen St. Bededag, at der

Kan afholdes genåbningsgudstjeneste søndag den 7. maj kl. 11.00. Menighedsrådet er vært ved en efterfølgende let anretning for alle interesserede.

Udover kalkning, supplerende teglstensgulv og nyt knæfald er der ophængt et kirkeskib skænket af det lokale menighedsrådsmedlem Ejnar Christensen. Med fjernelse af nogle få bænke er der nu bedre plads til dåb og koncerter og i øvrigt til den sociale dimension. Det er det lokale firma Mesterbyg, som har stået for renoveringen i samarbejde med arkitektfirmaet Brøgger og menighedsrådets byggeudvalg inklusiv graver Henrik Larsen.

Kirkeloftet letter i Ørum

Foråret bliver traditionen tro budt velkommen i Ørum Kirke, hvor kirkens tre kor giver forårskoncert sidst i april for fuld musik.

For fjerde år i træk prøver organist Lasse Christensen at samle et kæmpekor, som skal afslutte koncerten med et par sange for fuld musik. Det store kor har i tre år tællet 45 sangere, som har stået i den lille Ørum Kirke og sunget så kirkeloftet lettede.

– Jeg håber at kunne samle op mod 50 sangere igen i år til kæmpekoret. Det har været nogle helt fantastiske koncerter, vi har haft, hvor børn, unge og voksne har løftet i folk, – dét har været nogle stjerneoplevelser, fortæller Lasse Christensen.

 

Temaet for årets forårskoncert er dansk sang top 50.

– I april 2015 bad DR P2 danskerne om at nominere og fortælle om deres yndlingssang. Det blev til flere tusinde nomineringer af sange, og der kom en top 50-liste ud af det. Denne liste har givet inspiration til koncertens tema, hvor 7 af sangene fra top 15 bliver sunget til koncerten, fortæller Lasse Christensen, og fortsætter:

– Men først om fremmest er sangglæden og fællessangen i centrum – den er en vigtig faktor og kan ikke købes for penge.

 

Netop fællessangen er vigtig for Lasse Christensen:

– Fællessangen skaber selvfølgelig samhørighed, glæde og fællesskab, men vigtigere endnu er, at, vi kan synge om det, vi ikke kan sige. Vi kan synge om ting, vi ikke altid får talt om. Vi kan synge om ret voldsomme ting, fx de store livsspørgsmål, hvad er det at være menneske, livets vilkår, hvorfor er vi her på jorden, fællesskabets betydning, taknemmelighed. Dét er ting vi alle sammen går rundt og tumler med, men som vi måske ikke altid får talt om? Dér er det at fællessangen skaber et rum, hvor vi kan sige det, som kan være svært at snakke om. På den måde kan vi alle sidde og reflektere over livet.

 

De medvirkende er som sagt kirkens tre kor.

Børnekoret, som består af 16 medlemmer, synger nogle af de bedste sange fra sæsonen – dog ikke julesangene. Koret øver fast torsdag eftermiddage i musiklokalet på Klokkerholm Skole, deltager i korstævner med andre børnekorsangere fra hele Nordjylland, og medvirker ved gudstjenester og kirkekoncerter i Hellevad og Ørum Kirker. I efteråret deltog de i et stort korstævne i Gistrup Kirke under ledelse af domorganisten fra Haderslev, og til efteråret i år skal børnekoret synge sammen med Sigurd Barrett i Hjallerup Hallen, hvor også børnekor fra nærområdet deltager.

 

Kirkekoret har seks unge medlemmer, som går i gymnasium, og næsten alle har også sunget i børnekoret for år tilbage. Det er et meget velsyngende kirkekor, og de høster altid mange roser fra menigheden. Kirkekoret synger en række dejlige sange, som de har på deres faste repertoire.

 

Fælleskoret er kirkens ’lejlighedskor’. Koret samles tre-fire gange årligt, hvor de medvirker til et arrangement. Forud har sangerne mødtes til en øvegang, hvor sangene bliver lært. Der er altid tilmelding, og organist Lasse Christensen håber at mange har lyst til at deltage i fælleskoret. Eneste krav er lysten til at synge og der synges udelukkende enstemmigt. Fælleskoret synger tre højskolesange fra top 15-listen.

 

 

Praktisk:
Dato: Torsdag den 27. april 2017 kl. 19.00.
Medvirkende: Hellevad-Ørum Kirkekor (kirkens børnekor og kirkekor) og Ørum Kirkes Fælleskor under ledelse af organist Lasse Christensen.
Entré: Fri entré.
Arrangør: Ørum Sogns Menighedsråd.

Beværtning: Forfriskning efter koncerten.

 

 

Forårsmusik på plejehjemmet i Klokkerholm

Klaveret og violinen

Frem med instrumenterne og fællessangen! Foråret er i luften! Onsdag den 29. marts 2017 inviteres der til musik og sang på plejehjemmet Hellevadlund i Klokkerholm. Ved klaveret sidder Lasse Christensen, som i samspil med Olga Carlsen på violin vil præsentere et program, der blandt andet vil omfatte Astor Piazzollas smukke Ave Maria. Og i forbindelse med fællessangen kan tilhørerne komme med forslag.

Lasse har været ansat som organist ved Hellevad og Ørum Kirker siden december 2010, men har spillet i kirkerne siden 2007, mens uddannelsen som organist blev taget på Vestervig Kirkemusikskoles afdeling i Aalborg. Lasse er opvokset på Holstebroegnen og har været organist i Sahl Kirke ved Vinderup (kirken med det gyldne alter). Udover organistjobbet er Lasse for nyligt blevet korleder for Hjallerup Sangkor.

Olga er uddannet på violin fra Nordjysk Musikkonservatorium. Født og opvokset i Hviderusland. Begyndte at spille violin som seks-årig og har siden optrådt i mange forskellige sammenhænge, blandt andet i Korsbæk-trioen, Nordjyske Strygere og Aalborg Symfoniorkester. Olga er også organist i Asaa og Melholt Kirker.

Arrangører er Hellevadlund Centerråd og Hellevad og Ørum Sognes Menighedsråd.

Korsbæk-trioen gæster Ørum Kirke

Korsbæk-trioen gæster Ørum Kirke

 

ØRUM: Korsbæk-trioen er en klavertrio med base i Nordjylland, men de spiller alle mulige og umulige steder, og i enhver sammenhæng. Trioen gæster således Ørum Kirke ved en kirkekoncert torsdag den 23. marts 2017. Repertoiret er klassisk, men trioen bringer gerne populærmusik ind i koncertprogrammet, og præsenterer musikken med et glimt i øjet. Trioen præsenterer deres musik på en lettilgængelig og ukompliceret måde og forsøger altid at trække nogle referencer til den sammenhæng vi indgår i – gerne med et humoristisk islæt.

Historien om Korsbæk-trioen 

Trioen startede som et underholdningsorkester ved Sussis (fra Sussi og Leo) fødselsdagsfest i Frederikshavner Hallen tilbage i foråret 2011. Efterfølgende besluttede de at arrangere en koncert i Øster Hassing Kirke, hvor Martin Kjeldgaard på det tidspunkt var organist.

Til plakater og pressemateriale havde de brug for et navn. Valget faldt på Korsbæk-trioen, fordi musikerne gerne ville signalere at de har en bred folkelig appel – og ikke udelukkende spiller rendyrket klassisk musik.

Med navnet Korsbæk-trioen var det selvfølgelig svært at undgå at blive kædet sammen med Matador, så udover kirkekoncerter, private fester, kongresser og receptioner er det blevet til en lang række Matador/Korsbæk bogcafeer rundt omkring i samarbejde med Aalborg Bibliotekerne. I 2015 blev Korsbæk-trioen igen kædet sammen med Matador, denne gang i Dyrehavsbakken ved København, hvor vi spillede ved indvielsen af Korsbæk på Bakken.

Præsentation af musikerne

Olga Carlsen er uddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium. Født og opvokset i Hviderusland. Begyndte at spille violin som seks-årig og har siden optrådt i mange forskellige sammenhænge. Siden Olga kom til Danmark i 2005, har hun været en aktiv deltager i Nordjyllands musikliv. Udover at optræde med Korsbæk-trioen spiller Olga med Nordjyske Strygere og Aalborg Symfoniorkester. Olga er også organist i Asaa og Melholt Kirker.

Johanne Andersson er uddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium. Har et omfattende virke som cellist i hele landet. Spænder vidt, fra kirker, klassiske koncertsale, studier og spillesteder, til shows for børn, teater og musicals. Johanne spiller både som solist, i ensembler og i orkestre. Hun bevæger sig musikalsk på kryds og tværs af genrer og brænder for at udforske ny musik.

Martin Kjeldgaard er uddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium. Arbejder til daglig som organist og korleder i Vodskov Kirke og har et omfattende virke som freelance-pianist. Martin beskæftiger sig desuden med teater og musicals som kapelmester, arrangør og vocal-coach. Han arbejder med både klassisk og rytmisk musik, men er uddannet inden for det klassiske område.

Tid: Torsdag den 23. marts 2017 klokken 19.00.

Sted: Ørum Kirke, Vestermarksvej 2, 9320 Hjallerup.

Entré: Fri entré.

Beværtning: Efterfølgende serveres en forfriskning.

Arrangør: Ørum Sogns Menighedsråd.

 

Iben Krogsdal og ”100 salmer”

Iben Krogsdal og ”100 salmer”

Torsdag 9. marts kl. 19.00

I præstegården i Klokkerholm

Hør salmedigteren Iben Krogsdal fortælle om de menneskeskæbner og tanker, der ligger bag hendes ny salmer fra nyudgivelsen ”100 salmer”. Iben Krogsdal er salmedigter, forfatter og tidl. religionsforsker ved Århus Universitet samt en meget brugt foredragsholder. Hun har en særlig evne til at formulere vedkommende kristendom på nudansk.

Undervejs synger vi løs af salmerne akkompagneret af Lasse Christensen. Fri entré. Kaffe 20 kr. Arr. Menighedsrådene.

Indbydelse til babysalmesang

Indbydelse til babysalmesang
 
Velkommen til babysalmesang 2017 i Klokkerholm! Tilbuddet foregår i et tæt samarbejde med Hjallerup Kirke, så babysalmesangere fra Hjallerup er derfor også meget velkommen til at deltage!
 
Babysalmesang er et musikalsk tilbud for babyer fra 1-12 måneder med enten mor eller far. Babysalmesang handler om at skabe kvalitetstid gennem musik, sang, bevægelse, rytmik og stemning i samspil med mor/far og barn. Sang og musik er med til at stimulere dit barns kreative udvikling. Derudover er du med i et fællesskab med andre børn og forældre i lokalsamfundet.
 
Vi synger og nynner salmer, puster sæbebobler, vugger babyer i tæpper, kigger på stjerner, lytter til musik, danser med baby i skødet, tænder lys i døbefonten samt meget andet.
 
Det handler ikke om, hvordan du synger. Dit barn elsker lyden af din stemme. Ja, baby synes det er verdens bedste lyd. Derfor skal du på ingen måde være bekymret for det sanglige. Det drejer sig først og fremmest om at få en god og nærværende oplevelse sammen med din baby.
 
Der kræves ingen folkekirkemedlemskab eller religiøse overbevisninger for at deltage. Alle er velkomne!
 
Organist Lasse Christensen instruerer og leder sangen. Vi synger ikke alle salmevers, men øver os blot på første vers.
 
En lektion varer omkring 40 minutter og foregår onsdage klokken 10.00. På grund af renovering af Hellevad Kirke foregår de første 3-4 gange i præstegårdens konfirmandstue, Bredkærsvej 22, Klokkerholm.
 
Holdet starter onsdag den 19. april 2017 og samles 10 gange. Efter lektionen drikker vi kaffe og spiser rundstykker, mens vi 'snakker af'. Der er plads til 10 babyer på holdet og det er gratis at deltage.
 
Mød op og giv dig selv og dit barn en god oplevelse med sang og samvær!
 
 
Via babysalmesang får du…
  • kendskab til salmeskatten.
  • nye og utraditionelle oplevelser i kirkerummet.
  • dit barns sanser stimuleret.
  • musikalske redskaber, når der skal soves, leges og/eller trøstes.
  • fællesskab med ligesindede.
 
Praktiske oplysninger
Datoer: Alle onsdage fra den 19. april 2017 til og med den 21. juni 2017.
Tid: Klokken 10.00 til ca. 11.30.
Sted: Konfirmandstuen, Bredkærsvej 22, Klokkerholm. I løbet af maj
måned samles vi i Hellevad Kirke, da kirkerenoveringen forventes afsluttet. Nærmere herom.
Pris: Kr. gratis.
Medbring: Tæppe, som baby kan ligge på og sokker.
Instruktør: Organist Lasse Christensen.
Tilmelding: …sker til organist Lasse Christensen på telefon/SMS 28 39 77 90 eller e-mail: lasse@hellevadkirke.dk
 
Ved tilmeldingen bedes oplyst navn på forældre og barn, babys fødselsdag, adresse/by, telefon/SMS og mailadresse, kaffe- eller te-drikker og evt. kosthensyn. Derudover andre forhold, som kan være gavnligt at vide.

Stor oplevelse for konfirmander

Stor oplevelse for konfirmander

 

Ørum: Siden 2010 har de skiftende års konfirmander og børne- og kirkekor i Klokkerholm deltaget i et gospelstævne med afsluttende koncert. Forskellige gospelinstruktører har gennem årene stået for dagen, blandt andet Linda Andrews, kendte fra ’X-Factor’, Lene Nørrelykke, kendt fra ’Stjerne for en aften’, og Joachim Hejslet, som er fra lokalområdet og er også kendt som konfirmandgospel-guru.

 

I år skal årets konfirmander og børne- og kirkekor opleve Heidi Bisgaard fra Aalborg. Heidi er kandidatuddannet med speciale i rytmisk sang og korledelse fra Nordjysk Musikkonservatorium, og brænder for rytmisk sang og vokalmusik. Hun er både udøvende kunstner og underviser på gymnasier, højskoler, efterskoler og laver teambuilding med sang for danske virksomheder.

 

”Heidi Bisgaard har bred erfaring i at lave workshops på alle niveauer. Det bliver uden tvivl en rigtig god koncert, hvor tilhørerne også bliver engageret”, udtaler Lasse Christensen, som er organist i Hellevad og Ørum Kirker. ”Konfirmander lærer sangene på dagen og i løbet af tre timer er de klar til at give en alletiders koncert”, lover han.

 

Også kirkekor fra nærområdet er inviteret til at deltage i gospeldagen.

Arrangementet har i alle årene været afholdt i Hellevad Kirke, men da kirken er lukket for renovering bliver årets gospeldag afholdt i Ørum Kultur- og Forsamlingshus.

 

 

Faktaboks:

Lørdag den 11. februar 2017, koncert kl. 16.30. Fri entré.

Medvirkende: Årets konfirmander og børne-/kirkekor i Klokkerholm + kirkekor fra nærområdet.

Instruktør: Heidi Bisgaard og Jakob Gunnertoft på klaver.