Tag-arkiv: Hellevad-Ørum Kirke

Korsbæk-trioen gæster Ørum Kirke

Korsbæk-trioen gæster Ørum Kirke

 

ØRUM: Korsbæk-trioen er en klavertrio med base i Nordjylland, men de spiller alle mulige og umulige steder, og i enhver sammenhæng. Trioen gæster således Ørum Kirke ved en kirkekoncert torsdag den 23. marts 2017. Repertoiret er klassisk, men trioen bringer gerne populærmusik ind i koncertprogrammet, og præsenterer musikken med et glimt i øjet. Trioen præsenterer deres musik på en lettilgængelig og ukompliceret måde og forsøger altid at trække nogle referencer til den sammenhæng vi indgår i – gerne med et humoristisk islæt.

Historien om Korsbæk-trioen 

Trioen startede som et underholdningsorkester ved Sussis (fra Sussi og Leo) fødselsdagsfest i Frederikshavner Hallen tilbage i foråret 2011. Efterfølgende besluttede de at arrangere en koncert i Øster Hassing Kirke, hvor Martin Kjeldgaard på det tidspunkt var organist.

Til plakater og pressemateriale havde de brug for et navn. Valget faldt på Korsbæk-trioen, fordi musikerne gerne ville signalere at de har en bred folkelig appel – og ikke udelukkende spiller rendyrket klassisk musik.

Med navnet Korsbæk-trioen var det selvfølgelig svært at undgå at blive kædet sammen med Matador, så udover kirkekoncerter, private fester, kongresser og receptioner er det blevet til en lang række Matador/Korsbæk bogcafeer rundt omkring i samarbejde med Aalborg Bibliotekerne. I 2015 blev Korsbæk-trioen igen kædet sammen med Matador, denne gang i Dyrehavsbakken ved København, hvor vi spillede ved indvielsen af Korsbæk på Bakken.

Præsentation af musikerne

Olga Carlsen er uddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium. Født og opvokset i Hviderusland. Begyndte at spille violin som seks-årig og har siden optrådt i mange forskellige sammenhænge. Siden Olga kom til Danmark i 2005, har hun været en aktiv deltager i Nordjyllands musikliv. Udover at optræde med Korsbæk-trioen spiller Olga med Nordjyske Strygere og Aalborg Symfoniorkester. Olga er også organist i Asaa og Melholt Kirker.

Johanne Andersson er uddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium. Har et omfattende virke som cellist i hele landet. Spænder vidt, fra kirker, klassiske koncertsale, studier og spillesteder, til shows for børn, teater og musicals. Johanne spiller både som solist, i ensembler og i orkestre. Hun bevæger sig musikalsk på kryds og tværs af genrer og brænder for at udforske ny musik.

Martin Kjeldgaard er uddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium. Arbejder til daglig som organist og korleder i Vodskov Kirke og har et omfattende virke som freelance-pianist. Martin beskæftiger sig desuden med teater og musicals som kapelmester, arrangør og vocal-coach. Han arbejder med både klassisk og rytmisk musik, men er uddannet inden for det klassiske område.

Tid: Torsdag den 23. marts 2017 klokken 19.00.

Sted: Ørum Kirke, Vestermarksvej 2, 9320 Hjallerup.

Entré: Fri entré.

Beværtning: Efterfølgende serveres en forfriskning.

Arrangør: Ørum Sogns Menighedsråd.

 

Iben Krogsdal og ”100 salmer”

Iben Krogsdal og ”100 salmer”

Torsdag 9. marts kl. 19.00

I præstegården i Klokkerholm

Hør salmedigteren Iben Krogsdal fortælle om de menneskeskæbner og tanker, der ligger bag hendes ny salmer fra nyudgivelsen ”100 salmer”. Iben Krogsdal er salmedigter, forfatter og tidl. religionsforsker ved Århus Universitet samt en meget brugt foredragsholder. Hun har en særlig evne til at formulere vedkommende kristendom på nudansk.

Undervejs synger vi løs af salmerne akkompagneret af Lasse Christensen. Fri entré. Kaffe 20 kr. Arr. Menighedsrådene.

Indbydelse til babysalmesang

Indbydelse til babysalmesang
 
Velkommen til babysalmesang 2017 i Klokkerholm! Tilbuddet foregår i et tæt samarbejde med Hjallerup Kirke, så babysalmesangere fra Hjallerup er derfor også meget velkommen til at deltage!
 
Babysalmesang er et musikalsk tilbud for babyer fra 1-12 måneder med enten mor eller far. Babysalmesang handler om at skabe kvalitetstid gennem musik, sang, bevægelse, rytmik og stemning i samspil med mor/far og barn. Sang og musik er med til at stimulere dit barns kreative udvikling. Derudover er du med i et fællesskab med andre børn og forældre i lokalsamfundet.
 
Vi synger og nynner salmer, puster sæbebobler, vugger babyer i tæpper, kigger på stjerner, lytter til musik, danser med baby i skødet, tænder lys i døbefonten samt meget andet.
 
Det handler ikke om, hvordan du synger. Dit barn elsker lyden af din stemme. Ja, baby synes det er verdens bedste lyd. Derfor skal du på ingen måde være bekymret for det sanglige. Det drejer sig først og fremmest om at få en god og nærværende oplevelse sammen med din baby.
 
Der kræves ingen folkekirkemedlemskab eller religiøse overbevisninger for at deltage. Alle er velkomne!
 
Organist Lasse Christensen instruerer og leder sangen. Vi synger ikke alle salmevers, men øver os blot på første vers.
 
En lektion varer omkring 40 minutter og foregår onsdage klokken 10.00. På grund af renovering af Hellevad Kirke foregår de første 3-4 gange i præstegårdens konfirmandstue, Bredkærsvej 22, Klokkerholm.
 
Holdet starter onsdag den 19. april 2017 og samles 10 gange. Efter lektionen drikker vi kaffe og spiser rundstykker, mens vi 'snakker af'. Der er plads til 10 babyer på holdet og det er gratis at deltage.
 
Mød op og giv dig selv og dit barn en god oplevelse med sang og samvær!
 
 
Via babysalmesang får du…
  • kendskab til salmeskatten.
  • nye og utraditionelle oplevelser i kirkerummet.
  • dit barns sanser stimuleret.
  • musikalske redskaber, når der skal soves, leges og/eller trøstes.
  • fællesskab med ligesindede.
 
Praktiske oplysninger
Datoer: Alle onsdage fra den 19. april 2017 til og med den 21. juni 2017.
Tid: Klokken 10.00 til ca. 11.30.
Sted: Konfirmandstuen, Bredkærsvej 22, Klokkerholm. I løbet af maj
måned samles vi i Hellevad Kirke, da kirkerenoveringen forventes afsluttet. Nærmere herom.
Pris: Kr. gratis.
Medbring: Tæppe, som baby kan ligge på og sokker.
Instruktør: Organist Lasse Christensen.
Tilmelding: …sker til organist Lasse Christensen på telefon/SMS 28 39 77 90 eller e-mail: lasse@hellevadkirke.dk
 
Ved tilmeldingen bedes oplyst navn på forældre og barn, babys fødselsdag, adresse/by, telefon/SMS og mailadresse, kaffe- eller te-drikker og evt. kosthensyn. Derudover andre forhold, som kan være gavnligt at vide.

Stor oplevelse for konfirmander

Stor oplevelse for konfirmander

 

Ørum: Siden 2010 har de skiftende års konfirmander og børne- og kirkekor i Klokkerholm deltaget i et gospelstævne med afsluttende koncert. Forskellige gospelinstruktører har gennem årene stået for dagen, blandt andet Linda Andrews, kendte fra ’X-Factor’, Lene Nørrelykke, kendt fra ’Stjerne for en aften’, og Joachim Hejslet, som er fra lokalområdet og er også kendt som konfirmandgospel-guru.

 

I år skal årets konfirmander og børne- og kirkekor opleve Heidi Bisgaard fra Aalborg. Heidi er kandidatuddannet med speciale i rytmisk sang og korledelse fra Nordjysk Musikkonservatorium, og brænder for rytmisk sang og vokalmusik. Hun er både udøvende kunstner og underviser på gymnasier, højskoler, efterskoler og laver teambuilding med sang for danske virksomheder.

 

”Heidi Bisgaard har bred erfaring i at lave workshops på alle niveauer. Det bliver uden tvivl en rigtig god koncert, hvor tilhørerne også bliver engageret”, udtaler Lasse Christensen, som er organist i Hellevad og Ørum Kirker. ”Konfirmander lærer sangene på dagen og i løbet af tre timer er de klar til at give en alletiders koncert”, lover han.

 

Også kirkekor fra nærområdet er inviteret til at deltage i gospeldagen.

Arrangementet har i alle årene været afholdt i Hellevad Kirke, men da kirken er lukket for renovering bliver årets gospeldag afholdt i Ørum Kultur- og Forsamlingshus.

 

 

Faktaboks:

Lørdag den 11. februar 2017, koncert kl. 16.30. Fri entré.

Medvirkende: Årets konfirmander og børne-/kirkekor i Klokkerholm + kirkekor fra nærområdet.

Instruktør: Heidi Bisgaard og Jakob Gunnertoft på klaver.

 

 

 

Børn lærer om kristendommen

Børn lærer om kristendommen

 

Klokkerholm: Tirsdag den 17. januar startede et nyt hold minikonfirmander. 16 børn har valgt at deltage og minikonfirmanderne skal arbejde med hvad kristendommen er for en størrelse: bøn, tilgivelse, nadver, dåb, kirkens højtider osv.

Dagens emne var 'de første kristne': Tidsmaskinen skulle i brug for at komme tilbage til år 64, hvor de første kristne levende et farligt liv. Man kunne nemlig blive kastet for løverne, hvis man var kristen! De havde et hemmeligt tegn – fisken – så man vidste om folk var kristne eller ej.

På kirkeloftet gemme minikonfirmanderne sig. De første kristne gemte sig forskellige steder for at synge, bede og høre bibelhistorier sammen. Ellers skulle kirkeklokken beses og to skulle prøve præstekjolen og messehaglen.

Folkekirken tilbyder minikonfirmandundervisning til alle børn i hele landet, typisk for elever på 3. klassetrin. Børnene får et grundlæggende kendskab til kirke og kristendom gennem blandt andet historier, leg, musik og kreative aktiviteter som drama og tegninger. Undervisningen er tilpasset børnenes alder og lægger op til spørgsmål og undren.

Minikonfirmander besøger ofte kirkerummet, fordi det åbner op for gode og nysgerrige spørgsmål om de ting, som børnene ser i kirken, fx en døbefont eller et billede.

Børnene stiller også eksistentielle spørgsmål om liv og død. For kan det virkelig kan passe at Gud findes? Og bor han lige her i kirken eller oppe i skyerne? Og passer Gud på min døde mormor oppe i himlen?

Minikonfirmanderne hører også bibelhistorier, som de kan spejle deres liv i. Historierne er ikke bare centrale i kristendommen, men de også er en væsentlig del af vores kultur og fælles referenceramme.

Sognepræst Ole Skov Thomsen og organist Lasse Christensen står for undervisningen.

Nyt ’look’ i Klokkerholm

Nyt ’look’ i Klokkerholm

 

KLOKKERHOLM: Alting har sin tid – og tiden var kommet til de gamle ahorntræer langs Bredkærsvej på Hellevad Kirkegård i Klokkerholm.

”Mange af træerne var desværre angrebet af råd og svamp og udgjorde en stor sikkerhedsrisiko”, udtaler Henrik Jul Larsen, graver ved Hellevad Kirke, som nævner at de regner med at plante nye træer langs kirkediget.

Fældningen af sådanne træer krævede professionelt hjælp, da træerne måtte skoves gren for gren fra toppen, så opgaven blev lagt i hænderne på Jysk Skov & Natur ved Jens Harry Sørensen. Arbejdet forløb sig over to dage, hvor Bredkærsvej måtte lukkes, mens arbejdet stod på.

Nu er der meget åben langs Bredkærsvej, når man færdes forbi Hellevad Kirke

Renoveringen af Hellevad Kirke

Renoveringen af Hellevad Kirke

Efter flere udsættelser er det nu ganske vist: Renoveringen af Hellevad Kirke starter tirsdag den 31. januar 2017 og forventes færdig til konfirmationerne i maj. I den periode afholdes der gudstjenester dels i Ørum Kirke og dels i kapellet ved Hellevad Kirke, som indrettes til gudstjenesterum. Kirkelige handlinger afholdes kun i Ørum Kirke.

 

Renoveringen består af nyt knæfald, flisegulv i kirkeskibet, frigørelse af kirkebænke øverst i begge ender og bagerst i kirken – formål: bedre plads til koncerter/kor, drama og dåb foran korbuen og cafe/kirkekaffe-miljø bagerst i kirken. Derudover skal kirken kalkes.

 

Mesterbyg Klokkerholm ved Henrik Steen står får byggearbejdet.

13 familier fik julehjælp

 

I efteråret besluttede menighedsrådene at uddele julehjælp til økonomiske trængte familier. Der var i alt 13 ansøger i sognene og alle ansøgninger blev imødekommet. 6 familier har modtager fra Hellevad-Ørum, 7 familier har modtaget fra Hjallerup Kirke – Ørum Sogn rækker helt ind til Grønnegade i Hjallerup By. Det er blandt de husstande, som Hjallerup Kirke har været så venlige også at give til.

 

De 6 familier som Hellevad-Ørum har udleveret til består af 9 voksne og 14 børn.

 

Kurvene har i alt kostet 3.800 kr. og indeholdt julevarer fra Menu Klokkerholm. Hvert barn har modtaget et gavekort til Bøger & Papir i Hjallerup og en julegave fra Butik Hoffmeyer i Vodskov. Alle familierne modtog desuden et håndskrevet julekort fra sognepræsten.

 

Sagsbehandler Lone Søndergaard fra Brønderslev Kommune har stået for det administrative. Menighedsrådene har ikke ønsket at få udleveret en navneliste på ansøgerne. Ansøgernes folkekirkemedlemsskab har ikke spillet en rolle på ansøgningen om kirkens julehjælp.

 

"En stor tak for samarbejdet til Menu Klokkerholm for såvel sponsorerede varer som udlevering af kurvene. Tak også til Brønderslev Kommune, som har behandlet ansøgningerne", siger Poul Larsen fra Ørum Sogns Menighedsråd, som har været tovholder på kirkens julehjælp.

 

"Vi håber at kunne samle nok penge ind til næste år, da vi ser et behov", konstaterer han. Der blev blandt andet samlet et stort pengebeløb ind i forbindelse med julekoncerten i Hellevad Kirke.

Kom i julestemning

Kom i julestemning

ØRUM: Som optakt til julen inviteres igen i år til 'Vi synger julen ind' i Ørum Kirke fjerde søndag i advent. En hyggelig gudstjenesten, hvor vi synger et udpluk af de mange dejlige julesalmer. Folk fra menigheden vælger en julesalme og giver den et ord eller to med på vejen. Der bliver både valgt kendte og nye julesalmer – blandt andet fra det nye salmebogstillæg ”100 salmer” – samt fra forskellige tidsperioder.

Ved gudstjenesten medvirker også den nye unge sognepræst i Øster Brønderslev-Hallund, Jens Staghøj Liisberg. Han blev ansat for en måned siden og kommer fra en præstestilling syd for Aalborg. Jens vælger også en salme og læser fra Zakarias’ lovsang samt Filipperbrevet.

Kirkens fælleskor medvirker også. Koret er et lejlighedskor, som medvirker 3-4 gange årligt i Ørum Kirke. Forinden gudstjenesten mødes koret og øver salmerne. Alle, som måtte have lyst til at synge med i koret, er velkomne. Der kræves ingen forudsætninger, andet end lysten til at synge. Kontakt kirkens organist, Lasse Christensen, for nærmere information eller mød blot op en time før gudstjenesten.

Gudstjenesten begynder klokken 15.30.

De hænger på den grønne gren

De hænger på den grønne gren

 
KLOKKERHOLM: Siden efterårsferien har personalet på landets kirkegårde haft travlt med at vinterpynte gravstederne med gran. At lægge gran er i sig selv et håndværk, som kræver erfaring og megen kreativitet. Også på Hellevad Kirkegård i Klokkerholm har graverne, som altid, arbejdet flittigt og med stor omhu samt idérigdom.
 
Afslutning på grandækningen betyder også at de to gravermedhjælpere, Bente Kristensen og Lars Holger Jensen, går på vinterorlov. Men ligesom i fjor var sidste arbejdsopgave at lave noget ekstra af gran på kirkegården. Det blev i år til en flot Betlehemsstjerne af to typer gran, som samtidigt danner et kors af det grønne nordmannsgran.
 
På Facebook har mange allerede udtrykt stor ros, givet likes og delt opslaget fra kirkens Facebook-side. Søndag den 4. december har langt over 100 delt opslaget, over 700 likes, over 34.000 har set stjernen, og mange rosende kommentarer – og tallene stiger hele tiden. Således scorer graverne både første og anden pladsen for mest sete, delte og likede opslag på kirkens Facebook-siden, som har en fireårig historik.
 
Sidste år lavede gravermedhjælperne et klassisk flettede gran-julehjerte, som gik viralt på Facebook og var i flere af landets medier, blandt andet i DR P4 Nordjylland og mange aviser. Kirken skønner at mindst 1.000.000 mennesker har set og/eller hørt om julehjertet, og at mange af landets gravere i år prøver at gøre kunsten efter eller har fået en inspiration.
 
Betlehemsstjernen kan ses på Hellevad Kirkegård syd for våbenhuset.