Kategoriarkiv: Nyheder

Troen på, at ler og yoga gør en forskel1

I en firlænget gård i udkanten af Klokkerholm har en flok kunstnere dannet et kunstnerkollektiv med værksteder, udstillinger, yogahold etc. De kalder stedet for Kunst Pausen. Her er der plads til kreativ og kunstnerisk udfoldelse. I spidsen for gruppen står keramiker Ole Krongaard og yogalærer Rona Krag. De var begge tidligere en del af kunstnerkollektivet på Dronninglund Slot, men har valgt at starte deres eget.
De eneste, der bor på stedet, er Ole og Rona, men tanken er, at her skal kunstnere kunne komme og arbejde.
De vil fortælle om stedet og deres håndværk, og der bliver mulighed for at få noget ler i hånden.
Tirsdag den 25. april 2023 på Hellevadvej 24 kl. 19. Gratis entré (kaffe/brød 20 kr.).

Kom, maj, du søde, milde

Foråret er i luften, alting pibler frem, fuglene synger igen, og dagene bliver længere og længere. Det er en skøn årstid, som altid har inspireret utallige mennesker til at digte sange. Så velkommen til en sangaften, hvor vi synger folkekære og nyere påskesalmer fra Salmebogen, 100 salmer og navnkundige forårssange fra Højskolesangbogen.
Klokkerholm Koret medvirker på fællessangen, og synger et udvalgt repertoire. Ved klaveret sidder organist Lasse Christensen, som i samspil med Line M.G. Jensen på tværfløjte også spiller et par numre.
Onsdag den 19. april 2023 i Ørum Kirke kl. 19. Gratis entré.

Påskeugens begivenheder

Palmesøndag, den 2. april:
Vi indleder påskeugen med en familiegudstjeneste i Hellevad Kirke kl. 11, hvor korskolen medvirker, og hvor børnene på festlig vis bærer palmegrene ind i kirken. Gudstjenesten er tilrettelagt med flere gængse salmer, så alle kan synge med.
Skærtorsdag, den 6. april:
Du inviteres til en aften, hvor fællesskabet omkring bordet er det centrale element. Arrangementet begynder i Ørum Kirke kl. 17, og efterfølgende samles vi til fællesspisning i Ørum Kultur- og Forsamlingshus. Menuen er lammesteg (men med mulighed for frikadeller eller en vegetarret). Der er tilmelding til fællesspisningen via hjemmesiden, og middagen koster blot 50 kr., som betales på dagen.
Langfredag, den 7. april:
Vi markerer Langfredag med meditativ musikgudstjeneste i Hellevad Kirke kl. 11. Vi oplever en bibelsk vandring fra den første store ofring til Lammets ofring i påsken, videre til Johannes Døber, der peger på Jesus som Guds Lam, og ender med hebræerbrevet, der udlægger, hvad Jesu død betyder for os i dag.
Saxofonist Pia Munch medvirker, og undervejs lyder der også korsang.
Påskedag, den 9. april:
Vi fejrer påskens højdepunkt med en festlig påskegudstjeneste i Hellevad Kirke kl. 11, hvor salmesangen klinger allersmukkest, og hvor det glædelige budskab lyder: Han er opstanden! Vokalgruppen Sono Vocis medvirker med korsang og befordrer fællessangen. Alle kan få en potte med påskeliljer med hjem efter gudstjenesten.
Anden påskedag, den 10. april:
Vi afslutter påsken med en salmesangsgudstjeneste i Ørum Kirke kl. 16 og synger et udvalg af påskens salmer, samt lytter til korte bibellæsninger, miniprædikener og musik. Efter gudstjenesten serveres en kop kaffe.

En svingende hyldest til livet

‘Hymn To Freedom’ er et orkester, der spiller en masse gode spirituals, blandet med numre, der lægger sig godt op ad denne genre, og bliver spillet med masser af energi, hjerte og sjæl. De spiller selvfølgelig dét kendte nummer, der har lagt navn til denne trio. Nummeret er i sig selv en hyldest til livet og friheden.
Basunen bliver lagt i hænderne på en af Danmarks bedste på dette instrument, Steen Nikolaj Hansen, hammondorglet bliver kyndigt betjent af en af landets dygtigste hammondorganister, Niels Ole Sørensen, og trommerne bliver spillet med et super swing af en af de bedste groovemaster, Espen Laub von Lillienkjold.
Ja, der er lagt op til en musikoplevelse af de store!
Torsdag den 9. marts 2023 i Ørum Kultur- og Forsamlingshus kl. 19. Gratis entré.

30 minutters aftenmusik

Forkæl dig selv med en lise for sjælen: Kom og nyd en halvtimes fredfyldt orgelmusik, og slut eftermiddagen af med en stille stund i kirkerummet. Du kan tænde et lys, lade pulsen falde til ro, tænke på det, der betyder noget for dig lige i øjeblikket. Og husk; du kommer bare, som du er – dresscoden spiller ingen rolle. Vi serverer efterfølgende en kop kaffe/te og småkager.
Ved orglet: Organist Lasse Christensen.
Torsdag den 16. marts 2023 i Hellevad Kirke kl. 16.30. Gratis entré.

Så fik livet mening

Oplev vores kirkekor og korskole synge det bedste, de har lært, når vi afholder korkoncert i Hellevad Kirke. Programmet består af sange, der betoner, at livet er værd at leve. Koret ledes af organist Lasse Christensen, som ligeledes har tilrettelagt koncerten. Han spiller også et par orgelstykker undervejs.
Efter koncerten serverer menighedsrådet en dejlig forfriskning til alle.
Torsdag den 23. marts 2023 i Hellevad Kirke kl. 19. Gratis entré.

En sang for Maria

Sidste søndag i marts er i år Mariæ bebudelses dag. Det er ni måneder før jul, og vi hører beretningen om englen Gabriel, der åbenbarer sig for Jomfru Maria og fortæller, at hun skal føde Guds søn. Under denne særlige mariagudstjeneste synger vi forskellige salmer fra Salmebogen og salmebogstillægget 100 salmer, der blandt andet knytter sig til bebudelsen.
Musik og korsang stemmer ligeledes ind i søndagens tema. Saxofonist Pia Munch medvirker i samspil med organist Lasse Christensen. Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen prædiker.
Søndag den 26. marts 2023 i Ørum Kirke kl. 11.

Året rundt med Benny Andersen

Foredragsholder og teolog Raymond Jensen vil denne aften dele Benny Andersens poesi og prosa med os gennem oplæsning og fællessang. Arrangementet skulle have fundet sted i fjor, men blev aflyst pga. sygdom.
Raymond Jensen er uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet og har været baptistpræst i 33 år, men gik sidste år på efterløn. Han har blandt andet været med i arbejdet med at oversætte Den Nye Aftale og siden Bibelen 2020. Foruden en flittig foredragsholder og spændende formidler.
Tirsdag den 28. marts 2023 i Ørum Kultur- og Forsamlingshus kl. 19. Gratis entré (kaffe/brød 20 kr.).

Du kom med alt det der var dig

»Størst af alt er kærlighed« – Vi indbyder til en rørende sangaften, hvor vi synger sange om kærlighed fra Salmebogen, 100 salmer og Højskolesangbogen. Vi synger både kendte og nyere sange, som alle beskriver kærlighedens og næstekærlighedens væsen på forskellig vis og har melodier, der underbygger teksternes karakter.
Fællessangen støttes af ni tidligere Nordjysk Pigekors sangere, som også medvirker med et par korsange under ledelse af organist Lasse Christensen. Han ledsager fællessangen på klaveret, og guider igennem aftenens program.
Efterfølgende hilser vi på hinanden over et glas.
Torsdag den 9. februar 2023 i Hellevad Kirke kl. 19. Gratis entré.

Hvem bliver årets kattekonge?

Hvem mon bliver årets kattekonge og -dronning? Vi inviterer til fastelavnsfest for hele familien, og alle må gerne komme udklædte! Dagen begynder med en familiegudstjeneste i Hellevad Kirke kl. 14, hvor korskolen også medvirker, og efterfølgende samles vi i Klokkerholm Hallen til tøndeslagning. Når tønderne er slået ned, serveres der boller, saft og kaffe, og kattekongen og -dronningen krones. En hyggelig eftermiddag for både børn og voksne. Deltagelse er gratis.
Søndag den 19. februar 2023 i Hellevad Kirke kl. 14.

Et liv med teater

Hør skuespiller, forestillingsleder, teaterskolelærer, -instruktør, -chef (med mere) Finn Bredahl Jørgensen fortælle om sit spændende virke med scenekunst – og uden at blive en kendt personlighed. Som rektor for Skuespillerskolen i Aarhus var han blandt andet med til at uddanne Linie 3.
Finn havde en pause fra scenen, hvor han i 27 år drev Finns Pension i Skagen. Men alligevel med et teater-twist, idet han har deltaget i underholdningsprogrammer og været engageret i bestyrelsesarbejder i Skagen Teater- og Musikforening, samt Hjørring Teater.
I dag er han pensionist og bor i Klokkerholm, men er stadig aktiv i bestyrelsen ved Hjørring Teater.
Tirsdag den 28. februar 2023 i Konfirmandstuen kl. 19. Gratis entré (kaffe/brød 20 kr.).