Tag-arkiv: Hellevad-Ørum Kirke

Orkesterbesøg i Klokkerholm

Orkesterbesøg i Klokkerholm

Brønderslev Harmoniorkester afholder en musikcafé i Hellevad Kirke i Klokkerholm som en del af deres turné rundt i kommunen.

Tirsdag den 7. november gæster Brønderslev Harmoniorkester Hellevad Kirke i Klokkerholm ved en musikcafé, som er en del af orkesteret turné rundt i kommunen.

Caféen vil blive ledet af en oplagt Mogens Jensen, som gennem aftenen vil bidrage med gode oplæg og på en fantastisk måde få publikum inddraget i aftens musikcafé.

Igennem aftenen vil publikum opleve hvilke forskellige musikgenre som orkesteret spiller, men også hvordan de enkelte instrumenter indgår i en musikalsk enhed i et harmoniorkester. Efter caféen vil der være en beværtning og hyggesnak med musikerne.

 

Konceptet er, at orkesteret – ud over at spille forskellige genre af musiktyper – også vil fortælle om de enkelte instrumenter. I gennem caféen vil der være mulighed for at høre om det spændende samarbejde der mellem dirigent og på tværs mellem musikere. Det er først når dette samarbejde spiller max, at man kan opleve hvordan de enkelte stemmer spiller sammen og herved skaber et helt unikt musiknummer

Denne aktivitet er blevet muligt ved at flere borgerforeningerne i Brønderslev Kommune og Brønderslev Harmoniorkester har indgået et partnerskab, og det har medvirket til udvikle dette nyt tiltag – en musikcafé.

 

Det er Brønderslev Kommunes Kulturpulje som har støttet orkesteret og disse midler er – foruden Hellevad Kirke – bliver bruget til at musikcaféer i Hellum, Dronninglund og Øster Hjermitslev Kirker.

Igennem forårssæsonen har Brønderslev Harmoniorkester øvet nye numre til disse musikcaféer, der bliver gennemført i dette efterår

 

”Vi er meget glade for at kommunen har givet os disse midler, og herved medvirket til at vi dels kan udvikle vores egen musik, dels kan give borgere i Brønderslev Kommune en anderledes musikoplevelse – Vi glæder os til de næste musikoplevelser”, udtaler Søren Himmelstrup fra harmoniorkestret. Der er fri entré.

 

Faktaboks

Dato: Tirsdag den 7. november 2017 kl. 19.00.

Sted: Hellevad Kirke, Bredkærsvej 2B, Klokkerholm, 9320 Hjallerup.

Arrangør: Hellevad Sogns Menighedsråd og Klokkerholm Borgerforening med støtte fra Brønderslev Kommunes kulturpulje.

Beværtning: Der serveres efterfølgende et glas vin.

De skal synge sammen med Sigurd Barrett

Børne- og ungdomskor ved områdets kirker skal den 29. oktober synge sammen med Sigurd Barrett i Hjallerup Idrætscenter.

 

En stor oplevelse venter for koristerne ved områdets børne- og ungdomskor, når de sidste søndag i oktober skal medvirke til en koncertfortælling om Luther i Hjallerup Idrætscenter. Det er Sigurd Barrett, som er kendt for sin store produktion af børnesange og fjernsyn for børn, der i reformationsåret – sammen med tøjdyret Snapper – har sammensat en forestilling om Martin Luther og Reformationen, for, hvad er Reformationen egentlig for noget? Hvem var ham der Martin Luther? Og hvad betyder Reformationen for os i dag? Det kan nok både børn og voksne undre sig over og mange spørgsmål melder sig. Via musik, fortælling og humor vil Sigurd og tøjdyret Snapper komme omkring disse spørgsmål – og publikummet bliver inddraget flere gange. Sigurd kommer sammen med hans orkester, som på scenen får de selskab af 40-50 børn, hvilket bliver en stor oplevelse at være med til.

 

Et fælles projekt

Arrangørerne bag arrangementet satser på mindst 300 solgte billetter og der stadig åben for billetsalget.

– "Vi håber at mange vil bakke op om arrangementet. Der venter en god, lærerig og sjov forestilling – både for børn og voksne", udtaler Ulrika Jensen og Lasse Christensen, som er organister ved kirkerne i henholdsvis Hjallerup og Hellevad-Ørum og er med i udvalget bag arrangementet. De leder også korarbejdet ved kirkerne og øver i øjeblikket sangene med korene, som skal opføres til forestillingen. Sigurd har skrevet en række nye sange til forestillingen og de øvrige er fra hans udgivelser med danmarkshistorie og bibelhistorie. Arrangementet er et fælles projekt mellem folkekirkerne i gl. Dronninglund Kommune og borgerforeningerne i Hjallerup og Klokkerholm, og arrangementet har også fået støtte fra kommunens kulturpulje, fonde og foreninger.

 

Korsang flytter grænser

Det kræver stort mod at stå på en scene, og for nogen kan det ligefrem være en grænseoverskridende oplevelse, når der sidder 300 mennesker og kigger. Dog er alle børn og unge i trygge hænder, da Sigurd er god til børn og har stor erfaring med mange spændte børn på en scene. Alle børn og unge får uden tvivl en god oplevelse.

Korsang spreder nemlig ikke kun glæde. Korsang er også personlig udviklende, fællesskabsskabende og kan netop give waow-oplevelser. Når alle løfter i flok produceres et stort overskud og frigør ressourcer, som resulterer i glæde og smil, følelsen af lethed og oplevelse af at være 'høj' – og meget mere. Derfor er det godt – ikke kun for børn – at synge og fx være medlem af et korfællesskab.

Ved Hjallerup Kirke er der kor for alle aldre: minikor fra 0.-2. klasse, ungdomskor fra 4. klasse og søndagskor for voksne. Ved Hellevad og Ørum Kirker er der børnekor fra 3.-4. klasse, ungdomskor fra 5. klasse, kirkekor fra gymnasiealderen og lejlighedskor for voksne. Alt i alt rige muligheder for at synge i kor ved de lokale kirker.

 

Lidt om Sigurd

Sigurd Barrett er født i Rødovre, opvokset i Viborg og bor i dag i Valby. Han spillede klaver første gang som toårig og skrev sine første børnesange som seksårig. Han havde sit første professionelle job som 12-årig i 1979, tog musisk studentereksamen på Viborg Katedralskole i 1985 og blev cand.phil. i musikvidenskab fra Aarhus Universitet i 1992 med speciale i russisk rock, der indbragte ham topkarakter. Sigurd fik sit folkelige gennembrud i Danmark med tv-programmerne 'Sigurds Bjørnetime' og 'Hit med Sangen' på DR1. Siden fik han sit eget tv-show 'Sigurds Ulvetime' og var med til at skabe tv-programmerne 'Sigurd & Symfoniorkesteret', 'Sigurd & Big Bandet' samt 'Sigurd og Operaen' som introducerede henholdsvis klassisk musik, jazz og opera for børn. Derudover har gjort et stor stykke arbejde som forfatter og formidler af danmarkshistorie, verdensatlas, bibelfortællinger, græske og nordiske guder for børn.

 

Billetter til arrangementet kan købes for 50 kr. på www.hjallerupborgerforening.nemtilmeld.dk

 

 

 

Lægehuset i Klokkerholm gennem tiderne

Den lokale læge igennem årtier, nu pensionist, Søren Sillesen, kommer onsdag den 1. november på Hellevadlund og fortæller historier fra en svunden tids holdning til lægegerning, blandt andet med et par skildringer om Doktor Jensen, som mange vil huske. Beretningen bliver en blanding af hvordan lægehuset var organiseret dengang og nu, og om den forandring lægerollen har taget gennem tiderne. Søren Sillesen medbringer en del instrumenter fra Doktor Jensens tid, som han viser og demonstrere.

Søren Sillesen, som oprindelig kommer fra Sønderjylland, startede i 1983 som læge i Klokkerholm, da læge Kaj A. Jensen stoppede. Det var i kompagniskab med læge Kjeld Andersen, som imidlertid døde i 1997. Så kom læge Stig Pedersen til, indtil han rejste i 2006. I 2014 overtog den nyuddannede læge, Helle Nygaard, hans praksis. Efterfølgende har Søren i tre år virket i lægehuset én dag om ugen, men stoppede helt 1. marts i år. Søren har derudover haft undervisning af lægestuderende på universitetet i Aalborg.

Undervejs lægges der op til fællessang fra Højskolesangbogen med organist Lasse Christensen ved klaveret.

Sogneeftermiddagen afholdes i et samarbejde mellem Hellevad og Ørum Sognes Menighedsråd, Hellevad-Ørum Lokalhistoriske Arkiv og Hellevadlund Centerråd.

 

Faktaboks:

Dato/tid: Onsdag den 1. november 2017 kl. 14.00.

Sted: Hellevadlund, Borgergade 34, Klokkerholm.

Foredragsholder: Tidligere læge i Klokkerholm, Søren Sillesen.

Arrangør: Hellevad og Ørum Sognes Menighedsråd, Hellevad-Ørum Lokalhistoriske Arkiv og Hellevadlund Centerråd.

 

Historier fra verdens afkroge i Klokkerholm

Historier fra verdens afkroge i Klokkerholm

 

Mission Aviation Fellowship, der med deres små fly fragter nødhjælp og bibler ud til verdens afkroge, kommer forbi konfirmandstuen i Klokkerholm og holder foredrag.

Landssekretær Øjvind Thomasen vil med udgangspunkt i sine rejser i Madagaskar og Tanzania fortælle om, hvordan Mission Aviation Fellowship (MAF) flyver nødhjælp til områder af verdenen, hvor fly er den mest effektive og oftest eneste måde at nå ud til mennesker. Som i Madagaskar hvor MAF flyver læger og sygeplejersker ud til isolerede landsbyer.

MAF er en international missions- og nødhjælpsorganisation, der på verdensplan råder over 135 fly. Flyene fragter alt fra læger og medicin til bibler og levende dyr rundt i 26 ulande i Asien, Afrika og Sydamerika. Fælles for disse lande er, at flytransport er nødvendigt for at krydse ørkener, jungler, bjerge eller sump og nå ud til mennesker i tide.

MAF blev stiftet lige efter 2. verdenskrig af kristne piloter fra Royal Air Force, der ønskede at flyve for at skabe fred i stedet for at sprede krig.

 

Tirsdag den 10. oktober 2017 kl. 19.00 i Konfirmandstuen.

Lutter Luther høstfest i Klokkerholm

Lutter Luther høstfest i Klokkerholm

Hellevad og Ørum Kirker fejrer i lighed med sidste år fælles høstgudstjeneste den sidste søndag i september. Samtidig fejres den ’høst’ som kirke og samfund har fået af reformationen jævnfør 500 års-fejringen af reformationens begyndelse. Kom i god tid og mød afladsprædikanten Johan Tetzel og reformatoren Martin Luther samt en middelalderduoen på skalmeje og tromme.

Ved gudstjenesten medvirker kirkens børne- og ungdomskor, kirkekoret og fælleskoret, foruden trompetist på fællessalmerne.

Arrangementet afvikles i Hellevad Kirke samt i et opstillet telt på kirkens torv, hvor der efter gudstjenesten er suppe- og salgsboder, børneaktiviteter og bogbord. Medbring gerne en høstgave i form af årets frugt, grønt, bagværk, marmelade, som børn bærer frem ved gudstjeneste og efterfølgende sælger til fordel for nødhjælps og socialt arbejde. De to menighedsråd samarbejder med frivillige fra borgerforeningen, aktive kvinder, madklubben, blå spejdere, Ørum Amatørscene, kirkekor og konfirmander.

Indbydelse til afskedsgudstjenester og reception

Indbydelse til afskedsgudstjenester og reception

Menighedsrådene ved Hellevad og Ørum Kirker indbyder til afskedsgudstjenester for vores sognepræst gennem 20 år, Ole Skov Thomsen, søndag den 27. august 2017 i begge kirker, med efterfølgende reception ved præstegården.

 

Ørum Kirke kl. 09.30

Hellevad Kirke kl. 11.00

Reception ved præstegården kl. 12.15

 

Alle er velkomne.

Stort anlagt Reformationsjubilæum i Hjallerup

Stort anlagt Reformationsjubilæum i Hjallerup

 

500 års-jubilæet for Reformationen bliver fejret med en stor familiekoncert i Hjallerup Idrætscenter, hvor Sigurd Barrett kommer og fortæller ’Alt om Luther på 60 minutter’.

 

HJALLERUP: Hvad er reformationen for noget? Hvem var ham der Martin Luther? Og hvad betyder reformationen for os i dag? Det kan nok både børn og voksne undre sig over og mange spørgsmål melder sig. Sigurd Barrett og tøjdyret Snapper har sammensat en koncert, hvor Sigurd fortæller Reformationens historie i ord og toner ledsaget af eget orkester og kirkernes børnekor fra hele gl. Dronninglund Kommune. Arrangementet bliver afholdt i Hjallerup Idrætscenter søndag den 29. oktober 2017 – to dage før reformationsdatoen, som er den 31. oktober. På denne dag i 1517 hamrede Martin Luther 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg – 95 udsagn mod afladen, som kirken skulle gøre op med.

 

Arrangementet ”Alt om Luther på 60 minutter” er blevet til i et samarbejde mellem Hjallerup Borgerforening, Klokkerholm Borgerforening og kirkerne i den østlige del af Brønderslev Kommune. I efteråret 2016 spurgte Hjallerup Kirke de to borgerforeninger og de øvrige kirker, om der var stemning for at samarbejde om projektet. Det har der i høj grad været, og siden da er der blevet holdt en række fælles planlægningsmøder, hvor opgaverne er blevet fordelt på bedste vis.

 

”Det er en stor glæde at samarbejde lokalt omkring konkrete projekter som dette”, fortæller sognepræst Marie Kirketerp fra Hjallerup Kirke, og fortsætter: ”Vi kan alle byde ind, med hvad vi hver især kan, og så styrker det fællesskabet i lokalsamfundet.”

 

Ud over de lokale arrangører er der også lokale sponsorer til arrangementet. Her skal nævnes: Hjallerup Musikforening, Dronninglund Sparekasse og Brønderslev Kommunes kulturpulje, som har støttet med 30.000 kr. Billetter kan købes via Hjallerup Borgerforenings hjemmeside til 50 kr. pr. person.

 

 

Dato: søndag den 29. oktober 2017 kl. 12.30.

Entré: 50. kr. pr. person. Billetter kan købes her: https://hjallerupborgerforening.nemtilmeld.dk/8/

Medvirkende: Sigurd Barrett og orkester, Snapper og områdets børne- og ungdomskor.

Arrangør: Menighedsrådene i gl. Dronninglund Kommune, Hjallerup- og Klokkerholm Borgerforening.

Sponsorer: Brønderslev Kommunes kulturpulje, Dronninglund Sparekasse, Hjallerup Musikforening, Sparekassen Vendsyssels Fond Klokkerholm.

Pilgrimsvandring ved Slettestrand

Pilgrimsvandring ved Slettestrand

I lighed med tidligere år fejres Kr. Himmelfartsdag under åben himmel med en pilgrimsvandring. Turen er i år en vandring med udgangspunkt fra Svineklovene ved Fjerritslev, forbi det nedbrændte Svinkløv Badehotel til Slettestrand, sidste del af turen langs Under Lien til Fosdalen og gennem den smukke ådal op til Lerup Kirke.

Pilgrimsvandring i en moderne tydning samler en bred vifte af interesser fra natur, over motion, til historie og det religiøse. At vandre minder om livet som en vej, hvor det er vigtigt med mål og retning, men også at være til stede undervejs. Kr. Himmelfartsdag vil vi vandre et stykke sammen.

Vi mødes til morgensang i Hjallerup Kirke kl. 9.00. Herefter bliver vi kørt i bus til Fjerritslev. Den enkelte bedes selv medbringe madpakke og drikkevarer til frokost. Til gengæld serveres der kaffe og brød. Vi holder afsluttende en kort andagt i Lerup Kirke. Forventelig hjemkomst ved 16 tiden.

Godt fodtøj er vigtigt til den godt 10 km. lange vandring. Der er mulighed for individuelt for at vælge en kortere distance, alt efter hvad kræfterne rækker til, da vi har en følgebil med til opsamling på udvalgte steder.

I tilfælde af vedholdende regn nøjes vi med morgensang i Hjallerup Kirke.

Turen er et samarbejde mellem Hellevad, Ørum og Hjallerup Kirker.

Tilmelding senest 21. maj til Torben Sanden, telefon 98 28 18 90 eller mail: torben@sanden.dk

eller til Ole Skov Thomsen, telefon 98 28 40 56 eller mail: oth@km.dk

eller ved at skrive sig på den fremlagte tilmeldingsseddel i kirkens våbenhus.

Genåbning af Hellevad kirke 7. maj

Så lykkedes det! Renoveringen af Hellevad Kirke er færdig! Endda i så god tid til konfirmationen St. Bededag, at der

Kan afholdes genåbningsgudstjeneste søndag den 7. maj kl. 11.00. Menighedsrådet er vært ved en efterfølgende let anretning for alle interesserede.

Udover kalkning, supplerende teglstensgulv og nyt knæfald er der ophængt et kirkeskib skænket af det lokale menighedsrådsmedlem Ejnar Christensen. Med fjernelse af nogle få bænke er der nu bedre plads til dåb og koncerter og i øvrigt til den sociale dimension. Det er det lokale firma Mesterbyg, som har stået for renoveringen i samarbejde med arkitektfirmaet Brøgger og menighedsrådets byggeudvalg inklusiv graver Henrik Larsen.

Kirkeloftet letter i Ørum

Foråret bliver traditionen tro budt velkommen i Ørum Kirke, hvor kirkens tre kor giver forårskoncert sidst i april for fuld musik.

For fjerde år i træk prøver organist Lasse Christensen at samle et kæmpekor, som skal afslutte koncerten med et par sange for fuld musik. Det store kor har i tre år tællet 45 sangere, som har stået i den lille Ørum Kirke og sunget så kirkeloftet lettede.

– Jeg håber at kunne samle op mod 50 sangere igen i år til kæmpekoret. Det har været nogle helt fantastiske koncerter, vi har haft, hvor børn, unge og voksne har løftet i folk, – dét har været nogle stjerneoplevelser, fortæller Lasse Christensen.

 

Temaet for årets forårskoncert er dansk sang top 50.

– I april 2015 bad DR P2 danskerne om at nominere og fortælle om deres yndlingssang. Det blev til flere tusinde nomineringer af sange, og der kom en top 50-liste ud af det. Denne liste har givet inspiration til koncertens tema, hvor 7 af sangene fra top 15 bliver sunget til koncerten, fortæller Lasse Christensen, og fortsætter:

– Men først om fremmest er sangglæden og fællessangen i centrum – den er en vigtig faktor og kan ikke købes for penge.

 

Netop fællessangen er vigtig for Lasse Christensen:

– Fællessangen skaber selvfølgelig samhørighed, glæde og fællesskab, men vigtigere endnu er, at, vi kan synge om det, vi ikke kan sige. Vi kan synge om ting, vi ikke altid får talt om. Vi kan synge om ret voldsomme ting, fx de store livsspørgsmål, hvad er det at være menneske, livets vilkår, hvorfor er vi her på jorden, fællesskabets betydning, taknemmelighed. Dét er ting vi alle sammen går rundt og tumler med, men som vi måske ikke altid får talt om? Dér er det at fællessangen skaber et rum, hvor vi kan sige det, som kan være svært at snakke om. På den måde kan vi alle sidde og reflektere over livet.

 

De medvirkende er som sagt kirkens tre kor.

Børnekoret, som består af 16 medlemmer, synger nogle af de bedste sange fra sæsonen – dog ikke julesangene. Koret øver fast torsdag eftermiddage i musiklokalet på Klokkerholm Skole, deltager i korstævner med andre børnekorsangere fra hele Nordjylland, og medvirker ved gudstjenester og kirkekoncerter i Hellevad og Ørum Kirker. I efteråret deltog de i et stort korstævne i Gistrup Kirke under ledelse af domorganisten fra Haderslev, og til efteråret i år skal børnekoret synge sammen med Sigurd Barrett i Hjallerup Hallen, hvor også børnekor fra nærområdet deltager.

 

Kirkekoret har seks unge medlemmer, som går i gymnasium, og næsten alle har også sunget i børnekoret for år tilbage. Det er et meget velsyngende kirkekor, og de høster altid mange roser fra menigheden. Kirkekoret synger en række dejlige sange, som de har på deres faste repertoire.

 

Fælleskoret er kirkens ’lejlighedskor’. Koret samles tre-fire gange årligt, hvor de medvirker til et arrangement. Forud har sangerne mødtes til en øvegang, hvor sangene bliver lært. Der er altid tilmelding, og organist Lasse Christensen håber at mange har lyst til at deltage i fælleskoret. Eneste krav er lysten til at synge og der synges udelukkende enstemmigt. Fælleskoret synger tre højskolesange fra top 15-listen.

 

 

Praktisk:
Dato: Torsdag den 27. april 2017 kl. 19.00.
Medvirkende: Hellevad-Ørum Kirkekor (kirkens børnekor og kirkekor) og Ørum Kirkes Fælleskor under ledelse af organist Lasse Christensen.
Entré: Fri entré.
Arrangør: Ørum Sogns Menighedsråd.

Beværtning: Forfriskning efter koncerten.

 

 

Forårsmusik på plejehjemmet i Klokkerholm

Klaveret og violinen

Frem med instrumenterne og fællessangen! Foråret er i luften! Onsdag den 29. marts 2017 inviteres der til musik og sang på plejehjemmet Hellevadlund i Klokkerholm. Ved klaveret sidder Lasse Christensen, som i samspil med Olga Carlsen på violin vil præsentere et program, der blandt andet vil omfatte Astor Piazzollas smukke Ave Maria. Og i forbindelse med fællessangen kan tilhørerne komme med forslag.

Lasse har været ansat som organist ved Hellevad og Ørum Kirker siden december 2010, men har spillet i kirkerne siden 2007, mens uddannelsen som organist blev taget på Vestervig Kirkemusikskoles afdeling i Aalborg. Lasse er opvokset på Holstebroegnen og har været organist i Sahl Kirke ved Vinderup (kirken med det gyldne alter). Udover organistjobbet er Lasse for nyligt blevet korleder for Hjallerup Sangkor.

Olga er uddannet på violin fra Nordjysk Musikkonservatorium. Født og opvokset i Hviderusland. Begyndte at spille violin som seks-årig og har siden optrådt i mange forskellige sammenhænge, blandt andet i Korsbæk-trioen, Nordjyske Strygere og Aalborg Symfoniorkester. Olga er også organist i Asaa og Melholt Kirker.

Arrangører er Hellevadlund Centerråd og Hellevad og Ørum Sognes Menighedsråd.

Korsbæk-trioen gæster Ørum Kirke

Korsbæk-trioen gæster Ørum Kirke

 

ØRUM: Korsbæk-trioen er en klavertrio med base i Nordjylland, men de spiller alle mulige og umulige steder, og i enhver sammenhæng. Trioen gæster således Ørum Kirke ved en kirkekoncert torsdag den 23. marts 2017. Repertoiret er klassisk, men trioen bringer gerne populærmusik ind i koncertprogrammet, og præsenterer musikken med et glimt i øjet. Trioen præsenterer deres musik på en lettilgængelig og ukompliceret måde og forsøger altid at trække nogle referencer til den sammenhæng vi indgår i – gerne med et humoristisk islæt.

Historien om Korsbæk-trioen 

Trioen startede som et underholdningsorkester ved Sussis (fra Sussi og Leo) fødselsdagsfest i Frederikshavner Hallen tilbage i foråret 2011. Efterfølgende besluttede de at arrangere en koncert i Øster Hassing Kirke, hvor Martin Kjeldgaard på det tidspunkt var organist.

Til plakater og pressemateriale havde de brug for et navn. Valget faldt på Korsbæk-trioen, fordi musikerne gerne ville signalere at de har en bred folkelig appel – og ikke udelukkende spiller rendyrket klassisk musik.

Med navnet Korsbæk-trioen var det selvfølgelig svært at undgå at blive kædet sammen med Matador, så udover kirkekoncerter, private fester, kongresser og receptioner er det blevet til en lang række Matador/Korsbæk bogcafeer rundt omkring i samarbejde med Aalborg Bibliotekerne. I 2015 blev Korsbæk-trioen igen kædet sammen med Matador, denne gang i Dyrehavsbakken ved København, hvor vi spillede ved indvielsen af Korsbæk på Bakken.

Præsentation af musikerne

Olga Carlsen er uddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium. Født og opvokset i Hviderusland. Begyndte at spille violin som seks-årig og har siden optrådt i mange forskellige sammenhænge. Siden Olga kom til Danmark i 2005, har hun været en aktiv deltager i Nordjyllands musikliv. Udover at optræde med Korsbæk-trioen spiller Olga med Nordjyske Strygere og Aalborg Symfoniorkester. Olga er også organist i Asaa og Melholt Kirker.

Johanne Andersson er uddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium. Har et omfattende virke som cellist i hele landet. Spænder vidt, fra kirker, klassiske koncertsale, studier og spillesteder, til shows for børn, teater og musicals. Johanne spiller både som solist, i ensembler og i orkestre. Hun bevæger sig musikalsk på kryds og tværs af genrer og brænder for at udforske ny musik.

Martin Kjeldgaard er uddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium. Arbejder til daglig som organist og korleder i Vodskov Kirke og har et omfattende virke som freelance-pianist. Martin beskæftiger sig desuden med teater og musicals som kapelmester, arrangør og vocal-coach. Han arbejder med både klassisk og rytmisk musik, men er uddannet inden for det klassiske område.

Tid: Torsdag den 23. marts 2017 klokken 19.00.

Sted: Ørum Kirke, Vestermarksvej 2, 9320 Hjallerup.

Entré: Fri entré.

Beværtning: Efterfølgende serveres en forfriskning.

Arrangør: Ørum Sogns Menighedsråd.