De skal synge sammen med Sigurd Barrett

Børne- og ungdomskor ved områdets kirker skal den 29. oktober synge sammen med Sigurd Barrett i Hjallerup Idrætscenter.

 

En stor oplevelse venter for koristerne ved områdets børne- og ungdomskor, når de sidste søndag i oktober skal medvirke til en koncertfortælling om Luther i Hjallerup Idrætscenter. Det er Sigurd Barrett, som er kendt for sin store produktion af børnesange og fjernsyn for børn, der i reformationsåret – sammen med tøjdyret Snapper – har sammensat en forestilling om Martin Luther og Reformationen, for, hvad er Reformationen egentlig for noget? Hvem var ham der Martin Luther? Og hvad betyder Reformationen for os i dag? Det kan nok både børn og voksne undre sig over og mange spørgsmål melder sig. Via musik, fortælling og humor vil Sigurd og tøjdyret Snapper komme omkring disse spørgsmål – og publikummet bliver inddraget flere gange. Sigurd kommer sammen med hans orkester, som på scenen får de selskab af 40-50 børn, hvilket bliver en stor oplevelse at være med til.

 

Et fælles projekt

Arrangørerne bag arrangementet satser på mindst 300 solgte billetter og der stadig åben for billetsalget.

– "Vi håber at mange vil bakke op om arrangementet. Der venter en god, lærerig og sjov forestilling – både for børn og voksne", udtaler Ulrika Jensen og Lasse Christensen, som er organister ved kirkerne i henholdsvis Hjallerup og Hellevad-Ørum og er med i udvalget bag arrangementet. De leder også korarbejdet ved kirkerne og øver i øjeblikket sangene med korene, som skal opføres til forestillingen. Sigurd har skrevet en række nye sange til forestillingen og de øvrige er fra hans udgivelser med danmarkshistorie og bibelhistorie. Arrangementet er et fælles projekt mellem folkekirkerne i gl. Dronninglund Kommune og borgerforeningerne i Hjallerup og Klokkerholm, og arrangementet har også fået støtte fra kommunens kulturpulje, fonde og foreninger.

 

Korsang flytter grænser

Det kræver stort mod at stå på en scene, og for nogen kan det ligefrem være en grænseoverskridende oplevelse, når der sidder 300 mennesker og kigger. Dog er alle børn og unge i trygge hænder, da Sigurd er god til børn og har stor erfaring med mange spændte børn på en scene. Alle børn og unge får uden tvivl en god oplevelse.

Korsang spreder nemlig ikke kun glæde. Korsang er også personlig udviklende, fællesskabsskabende og kan netop give waow-oplevelser. Når alle løfter i flok produceres et stort overskud og frigør ressourcer, som resulterer i glæde og smil, følelsen af lethed og oplevelse af at være 'høj' – og meget mere. Derfor er det godt – ikke kun for børn – at synge og fx være medlem af et korfællesskab.

Ved Hjallerup Kirke er der kor for alle aldre: minikor fra 0.-2. klasse, ungdomskor fra 4. klasse og søndagskor for voksne. Ved Hellevad og Ørum Kirker er der børnekor fra 3.-4. klasse, ungdomskor fra 5. klasse, kirkekor fra gymnasiealderen og lejlighedskor for voksne. Alt i alt rige muligheder for at synge i kor ved de lokale kirker.

 

Lidt om Sigurd

Sigurd Barrett er født i Rødovre, opvokset i Viborg og bor i dag i Valby. Han spillede klaver første gang som toårig og skrev sine første børnesange som seksårig. Han havde sit første professionelle job som 12-årig i 1979, tog musisk studentereksamen på Viborg Katedralskole i 1985 og blev cand.phil. i musikvidenskab fra Aarhus Universitet i 1992 med speciale i russisk rock, der indbragte ham topkarakter. Sigurd fik sit folkelige gennembrud i Danmark med tv-programmerne 'Sigurds Bjørnetime' og 'Hit med Sangen' på DR1. Siden fik han sit eget tv-show 'Sigurds Ulvetime' og var med til at skabe tv-programmerne 'Sigurd & Symfoniorkesteret', 'Sigurd & Big Bandet' samt 'Sigurd og Operaen' som introducerede henholdsvis klassisk musik, jazz og opera for børn. Derudover har gjort et stor stykke arbejde som forfatter og formidler af danmarkshistorie, verdensatlas, bibelfortællinger, græske og nordiske guder for børn.

 

Billetter til arrangementet kan købes for 50 kr. på www.hjallerupborgerforening.nemtilmeld.dk