Tag-arkiv: Hellevad-Ørum Kirke

Juleklokke

Ringer der en lille (jule)klokke? Eller måske en gran-juleklokke?

Vores to dygtige gravermedhjælpere på Hellevad Kirkegård, Bente og Lars, har igen igen… været kreative og lavet denne udsmykning. Granklokken kan ses på Hellevad Kirkegård i Klokkerholm.

Man kan ved samme lejlighed gå en tur rundt på kirkegården og se den flotte grandækning på gravstederne.

Luciakor og julesalmemaraton

Der er lagt op til en stemningsfuld aften med luciaoptog og julesalmesang i Hellevad Kirke.

Juletiden har mange gode traditioner. Et af dem er luciaoptoget i Hellevad Kirke med kirkens børnekor. Koret er på smukkeste vis iklædt fine lucia-natkjoler, og går en vandring med lys i hånden gennem en mørklagt kirke. Undervejs synger koret en række lucia- og mariasange akkompagneret af organist Lasse Christensen.

Derudover skal synges igennem. Et udpluk af adventstidens og julens salmer er valgt, og julesalmesangen bliver forstærket med hjælp af Hjallerup Sangkor. Et lille julesalmemaraton med både gamle og nye julesalmer. Undervejs lyder der læsninger fra Bjarne Reuters gendigtning af Biblen, ’Bogen’.

Der venter kort sagt en meget spændende og stemningsfuld luciakoncert i Hellevad Kirke, som man bør opleve. Koncerten afholdes torsdag den 12. december kl. 19, og der er gratis adgang.

De små synger julen ind

Forældre på barselsorlov inviteres til at synge julesalmer sammen med deres små babyer i Hellevad Kirke.

I løbet af december måned kommer mange forskellige institutioner forbi kirken til julegudstjenester – det gælder for eksempel dagplejere, børnehaver og skoler. Nu kan forældre på barselsorlov også komme til julesammenkomst i kirken, når Hellevad Kirke inviterer forældre med små babyer til julesalmer, hygge og æbleskiver.

– Vi opretter flere gange om året et forløb med salmesang for babyer for samme målgruppe. Efter opfordring fra deltagere på det seneste hold, inviterer vi at samles en enkelt gang før jul med julesalmer, udtaler organist Lasse Christensen fra Hellevad Kirke, som står for undervisningen.

– Vi skal synge ti advents- og julesalmer mens vi slår på små fingerbækken, laver fagter, vugger i tæpper og danser om juletræet. Efterfølgende serverer vi æbleskiver, og ønsker hinanden en glædelig jul, uddyber Lasse Christensen.

Alle forældre på barsel kan deltage, også selvom man ikke bor i sognet. Arrangementet foregår onsdag den 18. december klokken 10 i Hellevad Kirke, og der er tilmelding til organist Lasse Christensen på mail eller SMS.

28 39 77 90 / lasse@hellevadkirke.dk

Man gjorde et barn fortræd

Man gjorde et barn fortræd

Da Erik Geisnæs var dreng, råbte de andre børn ’Frelser, Frelser, Frelser!’ efter ham, når han kom op fra cykelkælderen i Morsøgade i Aalborg, iklædt sin uniform fra Frelsens Hær. Både Eriks forældre og bedsteforældre var aktive i Frelsens Hærs arbejde i Aalborg.

I dag plejer han at sige, at han blev født under to krige: Anden verdenskrig og Frelserkrigen. I 2012 udgav Erik Geisnæs den selvbiografiske ’Frelser, frelser, frelser – Man gjorde et barn fortræd’.

Erik Geisnæs kommer til Klokkerholm og fortæller om sin barndom i Aalborg om barn i Frelsens Hær. Foredraget finder sted i Konfirmandstuen, Bredkærsvej 22, Klokkerholm, torsdag den 21. november 2019 klokken 19. Det er gratis at deltage.

De vandt en sølvmedalje

Nordjysk Pigekor vandt sølvmedalje ved kor-konkurrencen European Choir Games i Göteborg i Sverige. Torsdag den 3. oktober giver de koncert i Hellevad Kirke i Klokkerholm.

KLOKKERHOLM: Nordjysk Pigekor deltog i begyndelsen af august i European Choir Games i Göteborg. Ved seneste kor-konkurrence i Rom i 2017 konkurrerede Nordjysk Pigekor i åben klasse og klarede det så flot, at koret i år kunne rykke et niveau op, og blive bedømt i klassen Champions Competition i kategorien Youth Choirs ved European Choir Games 2019.

Her er pointsystemet et andet, og niveauet var væsentligt højere. I alt skulle syv dommere fra henholdsvis Sverige, Rusland, Kina, Tyskland, Danmark, England og Belgien bedømme hver sang i forhold til intonation, klang, præcis nodegengivelse og kunstnerisk udtryk. Nordjysk Pigekor blev bedømt på sangene Gloria, It’s not up to you, Underlige Aftenlufte og Ave Maris Stella – og de fik sølvmedalje for deres præstation.

Ved konkurrencen deltog 6000 korsangere fra 48 nationer og Danmark vandt den samlede første plads, efter en flot præstation af koret Vocal Line.

Koret blev dannet i tresserne
Nordjysk Pigekor er et traditionsrigt kor, som har eksisteret siden begyndelsen af tresserne. Dog blev koret egentlig oprettet i trediver som et børnekor i Frederikshavn, men blev senere overtaget af komponisten Tage Mortensen og fik derved navnet Nordjysk Pigekor.

Koret består af dels pigekoret og et juniorkor. Pigekoret tager ud og synger koncerter flere gange om året og ledes af dirigent Christina Kjærulff. Juniorkoret er en forskole til pigekoret, som arbejder med at udvikle stemmerne og dygtiggøre sangerne, så de kan blive optaget i pigekoret.

Stilistisk tager Nordjysk Pigekor afsæt i den danske sangskat og favner både kirkelig og verdslig kormusik. De er kendt for den rene, nordiske klang og høj musikalitet.

Pigekoret er fast gæst, når Aalborg Symfoniorkester afvikler deres årlige julekoncert – Englesang og Messingklang – og når Musikkens Hus hvert år afholder Sct. Hans Koncert. Hvert andet år deltager koret i internationale korkonkurrencer for dels at opretholde sit høje niveau, og for dels at hente ny inspiration og styrke det sociale sammenhold.

Det er et kor i top form, som giver koncert i Hellevad Kirke torsdag den 3. oktober 2019 klokken 19. Der er gratis adgang for alle.

Visemusik med Manér i Ørum Kirke

Visemusik med Manér i Ørum Kirke

Oplev en spændende kirkekoncert, når visegruppen Manér kommer til Ørum fylder kirkerummet med viser.

ØRUM: Visegruppen Manér er – efter gruppens eget udsagn – én af Nordjyllands mest spændende og alsidige musikalske ensembler. Gruppen blev dannet i 1985 og har siden optrådt rundt omkring i landet på festivaler, spillesteder og kirker, og har desuden også kunne høres i både radioen og ses i fjernsynet.

Gruppens fokus er at fremføre nyere danske viser med iørefaldende musik og gode tekster – både med indhold og gode historier.

Manérs musikalske fundament spænder vidt. Gruppens musikalske fundament strækker sig fra traditionel visemusik, over blide iørefaldende swingende toner til spændende instrumentalmusik. Manér har ligeledes egne komponister tilknyttet, der gennem årene har produceret unikt materiale til gruppen.

Gennem de seneste år har gruppen intensiveret sine arrangementer i kirken. Det har vist sig at være et godt match. Gruppens materiale og optræden passer fint ind i kirkerummets særlige arkitektur og stemning.

Gruppen består af: Inge-Marie Zinck Pyndt, sang, guitar og fløjte. Inge Frandsen, harmonika. Cosmus Pyndt, guitar. Jakob Fønsbo, bas.

Koncerten finder sted torsdag den 29. august 2019 klokken 19. Der er gratis entré, og menighedsrådet er vært ved en forfriskning efter koncerten.

Hellevad Kirke i ministørrelse

Hellevad Kirke i ministørrelse

Menighedsrådet ved Hellevad Kirke fået lavet en lille model af kirken. Modellen er bygget af Ejnar Kristensen, som bor i Klokkerholm. Han har også bygget kirkeskibet ‘Fregatten Jylland’, som hænger i kirken, og er desuden medlem af menighedsrådet.

Modelkirken kan blandt andet bruges i forskellige sammenhæng, hvor kirken deltager, fx til byfesten, hvor kirken har deltaget i flere omgange.

– Plejehjemmet Hellevadlund har også en model af kirken, som vi har lånt i forbindelse byfesten i Klokkerholm. Den har været et godt blikfang for kirkens stand, fortæller organist Lasse Christensen.

–  Vi deltager også i år. Vores stand vil rumme tryksager om de forskellige tilbud, som kirken har, opslagstavle med billeder fra kirkens aktiviteter, og et brætspil-bord med tre gamle spil: Mølle, Dam og Ludo. Derudover kan man få en samtale med os, fortæller Lasse Christensen.

Modellen står udstillet ved siden af prædikestolen i Hellevad Kirke.

 

cof
cof

Igen hvid og flot

Hellevad Kirke er gennem de sidste par uger blevet kalket godt og grundigt. Det er Kalkjarlen fra Hadsund som har stået for opgaven, og graver Henrik Jul Larsen har udtrykt stor tilfredshed med arbejdet:

– Jeg erindrer ikke at kirken før har været så hvid og flot. Kirken er først behandlet mod alger, og derefter er kalket to gange, udtaler graver Henrik Jul Larsen fra Hellevad Kirke. Udover kirkens hvide mure, er også kapellet, graverbygningen og indgangsportalen blevet kalket.

Flere af kirkerne i Brønderslev Provsti, som også geografisk set udgør Brønderslev Kommune, har gået sammen om en fælles kalkordning. Det betyder bedre kalkning af kirkerne til en billigere pris.

Ørum Kirke bliver også kalket. Håndværkerne har været i gang med reparationer af murværket, før kalkningen kan finde sted. Selve kalkningen sker i august.

 

sdr
sdr
sdr

Kirkekommunikation i lokalavisen

Kirkekommunikation i lokalavisen

Kirkebladet fra Hellevad og Ørum Kirker udkommer ikke længere. Fremover har kirkerne valgt at købe en annonce i Midtvendsyssel Avis, og annoncen vil udkomme første og tredje tirsdag i måneden.

– Vores trykkeri var gået konkurs, og vi stod så for at skulle finde et nyt trykkeri. Det gav en anledning til at se, om ikke tiden var inde til at ændre i vores måde at kommunikere med vores brugere på, fortæller menighedsrådene og fortsætter:

– Lokalavisen udkommer til flere husstande end kirkebladet gjorde, og vi vil gerne have, at flest mulige hører om vores aktiviteter. Vi har desuden i længere tid været på de sociale medier med stor succes.

Der vil fortsat være en gudstjeneste- og arrangementskalender på tryk i kirkerne, som man kan tage med hjem. Den helt aktuelle information vil altid være at finde på kirkernes hjemmeside.

Forsideproduktion gennem 34 år
Kunstner Gitte Engen har siden 1985 udfærdiget forsiden på Hellevad-Ørum Kirkeblad. Det er igennem årene blevet til et utal af collager og malerier med olie på lærred. Forsiderne har været samleobjekter for mange i menigheden. Gitte er født i Aalborg og bor i dag i Allerup ved Jyske Ås, hvorfra hun driver sin virksomhed som kunstner og sanger.

– Naturen er en stor inspirationskilde, som konstant har øje og respekt for tilværelsens storhed og samtidige forgængelighed, fortæller Gitte Engen.

Gitte er i dialog med den kristne fortælling, myterne, sammenhængskraften. De har udgjort den råde tråd og har været drivkraften i værkerne. I disse år arbejder Gitte fortrinsvis med olie på lærred, men også collage og tekstiler finder vej fra atelieret.

Gitte var desuden årets kunstner i Det Danske Bibelselskab i 2002, og har lavet kunst til en lang række kirker, virksomheder og private.

Menighedsrådene takker Gitte for samarbejdet gennem alle årene.

Menigheden trodsede vejret og tog på vandring

Menigheden trodsede vejret og tog på vandring

Lidt småregn og en frisk blæst var vejrmeldingen Kristi himmelfartsdag, hvor menighederne i Hellevad, Ørum og Hjallerup Sogne skulle på pilgrimsvandring. Trods det tog knap 60 deltagere afsted til Gjøl på en pilgrimsvandring på ni kilometer.

Dagen begyndte med morgenandagt i Ørum Kirke, hvor sognepræst Marie Kirketerp gav et ord med på vejen. Vejret var lidt regnfuldt, men i løbet af busturen klarede det op. Turen denne gang gik til Gjøl. Ruten gik fra dæmningen, forbi Bjerget til sommerhusområdet, videre til havnen og kirken, hvor turen sluttede.

Dæmningen, som forbinder Gjøl og Øland, kan i år fejrer 100-års jubilæum. Et spændende sted at vandre med fjordudsigt, frisk luft og fugleliv. På Gjøl-siden ligger Bjerget – en 17 meter høj moræneaflejring bestående af sand, grus og sten, hvoraf der er mange stenrester af rombeporfyr, som stammer fra bjergområder ved Oslo. Materialerne er ført dertil af isen. Mange af pilgrimmene vandrede op på toppen for at nyde udsigten.

I sommerhusområdet blev frokosten spist ved et af sommerhusene,

cof
sdr
cof
cof
cof

inden turen gik videre til den fine havn og endemål i Gjøl Kirke. Efter en kort andagt var der stort kaffebord i sognegården inden hjemturen.

For ti år siden tog de tre kirker i Hellevad-Ørum og Hjallerup initiativ til en pilgrimsvandring på Kristi himmelfartsdag. Den gang gik turen til Lønstrup, forbi Mårup Kirkeruin og Rubjerg Knude Fyr med endemål i Rubjerg Kirke. Det blev en stor succes. Lige siden – kun afbrudt af et enkelt år – har de tre kirker arrangeret en pilgrimsvandring. I år var det Ørum Sogns Menighedsråd, som havde arrangeret turen. Denne gang til Gjøl.

 

Våren synger i kulturkirken

Våren synger i kulturkirken

KULTURKIRKEN NICOLAUS: Foråret er fuldt af sang – og sangglæden bliver dyrket ved forårskoncerten i Ørum Kirke, hvor Hellevad-Ørum Kirkekor og Ørum Kirkes Fælleskor vil medvirke under ledelse af kirkens organist, Lasse Christensen.

– Programmet vil blandt andet bestå af sange, som knytter sig til befrielsen 4. maj. Næste år er 75-året for Danmarks befrielse og der bliver arrangeret alsangsstævner i hele landet, men også lokalt opfordres man til lave lignende tiltag, fortæller organist Lasse Christensen, og supplerer

– Vi arbejder også på lokalt at arrangere noget i den forbindelse.

Sangen sætter ord på følelser, spørgsmål og eksistens, samt meget andet. At synge sammen er noget vi alle kan, og det samler os på tværs af baggrund, alder, overbevisning og sangstemme.

Stort alsangsprojekt i 2020
Initiativet startede op januar 2019 og den store kulmination bliver markeringen af 75-året for Danmarks befrielse den 4. maj 2020. Bag alsangs-projektet står Grundtvigsk Forum, Dansk Forfatterforening og Spil Dansk, og Nordea-fonden har støttet projektet.

Der bliver arrangementer sangaktiviteter, som alle borgere kan deltage i. Blandt andet fem regionale giga-events med fællessang, som vil samle i titusindvis af borgere samt en kæmpestor TV-transmitteret fællessangs-begivenhed.

Sangen skal også ud til dem, som ikke plejer at synge sammen med andre. Målet er, at samtlige 98 kommuner skal lave arrangementer lokalt. Og så vil DR medvirke til at udbrede projektet til hele landet via deres medier, kor og orkestre.

Kulturkirken tager form
Forårskoncerten i Ørum Kirke arrangeres under Kulturkirken NICOLAUS. Kulturkirken er et projekt og vision om at afholde kulturelle- og kulturbærende arrangementer i Hellevad og Ørum Kirker, som skal give publikummet spændende og anderledes oplevelser. Formålet er også at styrke og fremme de kulturelle tilbud i samspil med foreninger og andre interesserede i lokalsamfundet. Forårskoncerten er det fjerde arrangement i år i kulturkirken. I den efterfølgende uge arrangeres et seminar om fortællekunsten – dels en aften med H.C. Andersens ’Snedronningen’ og en workshop om kunsten at fortælle.

Koncerten løber af stablen torsdag den 2. maj 2019 klokken 19, og der er gratis entré for alle.

Forskning, der kan gøre en forskel

Forskning, der kan gøre en forskel

Alzheimers er den femte hyppigste dødsårsag i Danmark og antallet af Alzheimers diagnoser stiger. En læge og sygeplejerske fra virksomheden CCBR kommer til Klokkerholm og fortæller om viden og forskning inden for Alzheimers.

KLOKKERHOLM: Der findes ingen helbredelse for Alzheimers sygdom, men alene symptomdæmpende og -udsættende behandling. Over de seneste 10-20 år er der forsket intensivt i behandlingsmuligheder, men endnu har det ikke medført udvikling af helbredende medicin.

Ved sogneaftenen tirsdag den 30. april er der sat fokus på emnet Alzheimers, som berører mange mennesker og ikke mindst pårørende.

Alzheimers – de pårørendes sygdom
Alzheimers sygdom er en sygdom i hjernen, der fortrinsvis rammer ældre. Det er den hyppigste årsag til demens. Symptomerne udvikler sig langsomt, de omfatter særligt problemer med korttidshukommelsen, men også praktiske færdigheder påvirkes. Man har ikke fastlagt årsagen til udvikling af demens ved Alzheimers sygdom, men man har fundet forandringer i hjernen, som man mener, er medvirkende.

– Alzheimers sygdom involverer i høj grad også de pårørende. De påvirkes af at se deres nære blive tiltagende syg og svækket, og de bliver stærkt involveret i at hjælpe den pårørende. Det er ofte de pårørende, som søger hjælp og behandlingsmuligheder, fortæller læge Aina Sætre Lihn, som sammen med sygeplejerske Kristina Lykkegaard Andersen kommer fra forskningsvirksomheden CCBR Aalborg.

CCBR forsker i ny medicin
CCBR startede i 1992 som et dansk firma med én klinik i Ballerup. I 1995 åbnede klinikken i Aalborg, som nu har omkring 25 ansatte. Firmaet er en del af et netværk af forskningskliniker med over 30 klinikker fordelt i hele verden, heraf tre i Danmark. Igennem årene har CCBR blandt andet beskæftiget sig med følgende forskningsområder: Alzheimers sygdom, hukommelsesforskning, forhøjet kolesterol, slidgigt, migræne, smerter, knogleskørhed, type 2 diabetes og kronisk hoste.

De forsøg, som virksomheden arbejder med, bliver oftest sideløbende kørt på hospitalsafdelinger rundt omkring i Danmark. Der er overvejende tale om lægemiddelafprøvning. CCBR har desuden et tæt forskningssamarbejde med Aalborg Universitet og med Aalborg Universitetshospital.

– Fundamentet for virksomheden CCBR er at deltage i udviklingen af ny medicin, som kan gøre en forskel, når sygdom rammer eller som kan forebygge at sygdom rammer. Det er det, som driver og engagerer os, fortæller Aina Sætre Lihn fra CCBR.

CCBR i Aalborg medvirker i øjeblikket til fire multinationale forsøg, hvor man undersøger behandling af Alzheimers sygdom. Et af disse forsøg har ind til videre vist lovende resultater.

– Hos CCBR har vi foruden den medicinske forskning en grundlæggende interesse i at hjælpe personer med Alzheimers sygdom og deres pårørende. Vi var den første forskningsklinik i Danmark, som blev demensvenlig, og vi har holdt møder med demenskoordinatorer fra flere kommuner samt lokale foreninger i forhold til at understøtte forskelligartede tiltag uddyber Aina Sætre Lihn.

Aina Sætre Lihn er uddannet læge, Ph.D. indenfor forskning i diabetes og overvægt, speciallæge i intern medicin og hormonsygdomme, tidligere overlæge ved Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Randers, klinikchef ved CCBR Aalborg siden 2015. Forfatter på mere end 20 videnskabelige artikler, og forsøgsansvarlig læge på 22 kliniske forsøg.

Derudover medvirker Kristina Lykkegaard Andersen, som er uddannet sygeplejerske og kandidatgrad i sygepleje, tidligere ansat ved Aalborg Universitetshospital, og er nu projektsygeplejerske ved CCBR Aalborg siden 2014.

Sogneaftenen arrangeres i et samarbejde mellem menighedsrådene og Klokkerholm Borgerforening, og finder sted tirsdag den 30. april klokken 19 i Konfirmandstuen i Klokkerholm, Bredkærsvej 22. Det er gratis at deltage.