JULEMUSIK I KLOKKERHOLM

JULEMUSIK I KLOKKERHOLM

KLOKKERHOLM: Årets traditionsrige julekoncert i Hellevad Kirke løber, som altid, af stablen den 3. søndag i advent. En julekoncert hvor kirkens børnekor og kirkekor medvirker sammen med det lokale bykor, Klokkerholm Koret. Kort sagt, ene af gode lokale kræfter. Korene medvirker hver især med et program, og koncerten afsluttes med en række fællesnumre, hvor alle kor synger sammen. I alt cirka 45 sangere.

Kirkens børnekor, som i øjeblikket består af 16 medlemmer, indleder julekoncerten med et luciaoptog. Et meget smukt indslag, hvor lyset kommer frem, og hvor børnenes glæde og forventninger kan mærkes. Kirken har fået syet nye flotte luciakjoler af Inge Jørgensen fra Klokkerholm.

Sankta Lucia er en katolsk helgeninde, som på grund af sin tro og et tvangsægteskab led martyrdøden den 13. december i 300-tallet. Historien fortæller, at Lucia trods et forbud delte mad ud til de fattige. På hovedet bar hun en krans med lys, så hun kunne se og havde hænderne fri til at hjælp. Traditionen med Luciaoptog er relativt ny og kommer fra Sverige – og har som sådan ikke noget med julen at gøre.

Kirkekoret medvirker blandt andet med et stemningsfuldt nummer, hvor sangerne står spredt rundt i hele kirken. Koret har 6 medlemmer fra 16-20 år. De fleste af sangerne har også sunget i børnekoret. Kirkekoret medvirker typisk flere gange om måneden til gudstjenester i Hellevad og Ørum Kirker og synger primært rytmisk- og gospelmusik. Børne- og kirkekoret ledes af organist Lasse Christensen.

Klokkerholm Koret kunne sidste år fejre 30 års jubilæum og består i øjeblikket af omkring 25 sangere. Korets dirigent er Line M.G. Nørgaard, som også medvirker på tværfløjte under fællessangen i selskab med Mikkel Larsen på trompet.

Efter julekoncerten er menighedsrådet vært ved et glas gløgg. En god og hyggelig optakt til julen.

 

Julekoncerten starter kl. 19.00.

 

Sted: Hellevad Kirke, Klokkerholm

Dato: 11. december 2016

Tid: klokken 19.00

Medvirkende: Hellevad-Ørum Kirkekor og Klokkerholm Koret

Entré: Fri entré

Arrangør: Hellevad Sogns Menighedsråd

lucia-2015-i-hellevad-kirke

klokkerholm-koret

boerne-kirkekor-2016