Kategoriarkiv: Nyheder fra Klokkerholm

Nyhedsarkivet, her kan du finder alle de nyheder som er skrevet i tidens løb.

Juleklokke

Ringer der en lille (jule)klokke? Eller måske en gran-juleklokke?

Vores to dygtige gravermedhjælpere på Hellevad Kirkegård, Bente og Lars, har igen igen… været kreative og lavet denne udsmykning. Granklokken kan ses på Hellevad Kirkegård i Klokkerholm.

Man kan ved samme lejlighed gå en tur rundt på kirkegården og se den flotte grandækning på gravstederne.

Luciakor og julesalmemaraton

Der er lagt op til en stemningsfuld aften med luciaoptog og julesalmesang i Hellevad Kirke.

Juletiden har mange gode traditioner. Et af dem er luciaoptoget i Hellevad Kirke med kirkens børnekor. Koret er på smukkeste vis iklædt fine lucia-natkjoler, og går en vandring med lys i hånden gennem en mørklagt kirke. Undervejs synger koret en række lucia- og mariasange akkompagneret af organist Lasse Christensen.

Derudover skal synges igennem. Et udpluk af adventstidens og julens salmer er valgt, og julesalmesangen bliver forstærket med hjælp af Hjallerup Sangkor. Et lille julesalmemaraton med både gamle og nye julesalmer. Undervejs lyder der læsninger fra Bjarne Reuters gendigtning af Biblen, ’Bogen’.

Der venter kort sagt en meget spændende og stemningsfuld luciakoncert i Hellevad Kirke, som man bør opleve. Koncerten afholdes torsdag den 12. december kl. 19, og der er gratis adgang.

De små synger julen ind

Forældre på barselsorlov inviteres til at synge julesalmer sammen med deres små babyer i Hellevad Kirke.

I løbet af december måned kommer mange forskellige institutioner forbi kirken til julegudstjenester – det gælder for eksempel dagplejere, børnehaver og skoler. Nu kan forældre på barselsorlov også komme til julesammenkomst i kirken, når Hellevad Kirke inviterer forældre med små babyer til julesalmer, hygge og æbleskiver.

– Vi opretter flere gange om året et forløb med salmesang for babyer for samme målgruppe. Efter opfordring fra deltagere på det seneste hold, inviterer vi at samles en enkelt gang før jul med julesalmer, udtaler organist Lasse Christensen fra Hellevad Kirke, som står for undervisningen.

– Vi skal synge ti advents- og julesalmer mens vi slår på små fingerbækken, laver fagter, vugger i tæpper og danser om juletræet. Efterfølgende serverer vi æbleskiver, og ønsker hinanden en glædelig jul, uddyber Lasse Christensen.

Alle forældre på barsel kan deltage, også selvom man ikke bor i sognet. Arrangementet foregår onsdag den 18. december klokken 10 i Hellevad Kirke, og der er tilmelding til organist Lasse Christensen på mail eller SMS.

28 39 77 90 / lasse@hellevadkirke.dk

Klokkerholm Byfornyelse ApS udbyder grunde til salg

Klokkerholm Byfornyelse ApS udbyder grunde til salg.

Det drejer sig om Bredkærsvej 3 og Bredkærsvej 5 i Klokkerholm.

Bygninger på grunde vil blive nedrevet så disse står som tomme grunde.

Data på grunde er:
Bredkærsvej 3 – areal 824 m2
Der er betalt kloakbidrag, bidrag til SE (el), Klokkerholm Vandværk og Hjallerup Fjernvarme. Alle disse forsyninger er afbrudt ved hovedledning i gade.

Bredkærsvej 5 – 674 m2
Der er betalt kloakbidrag, bidrag til SE (el), Klokkerholm Vandværk og Hjallerup Fjernvarme. Alle disse forsyninger er afbrudt ved hovedledning i gade.

Grunde må iflg. Lokalplanen anvendes til boligformål.

Grunde udbydes til salg enkeltvis eller som samlet salg.

Tilbud på grund/grunde skal indeholde en fast pris samt en skitse over det projekt grunden/grundene erhverves til. Klokkerholm Byfornyelse ApS vægter såvel pris som det projekt der medfølger med samme vægt. Sælger udarbejder salgsaftale, samt tinglyser salget.

Tilbud skal være Klokkerholm Byfornyelse ApS i hænde senest den 10.12.2019. Køber skal stå ved tilbud i en periode på 6 mdr. fra den 10.12.2019.

Klokkerholm Byfornyelse ApS forbeholder sig frit at kunne vælge mellem indkomne tilbud og forkaste alle hvis tilbud. Salg er betinget af sælgers advokat kan godkende salget og sker dette ikke bortfalder handlen. Ingen af parterne kan gøre krav mod hinanden hvis dette sker.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Carsten Hannesbo Klokkerholm Byfornyelse ApS på 21729790. Tilbud skal mailes på carsten.hannesbo@gmail.com.

Hent grundtegning

 

 

Grundrids med status

 

Man gjorde et barn fortræd

Man gjorde et barn fortræd

Da Erik Geisnæs var dreng, råbte de andre børn ’Frelser, Frelser, Frelser!’ efter ham, når han kom op fra cykelkælderen i Morsøgade i Aalborg, iklædt sin uniform fra Frelsens Hær. Både Eriks forældre og bedsteforældre var aktive i Frelsens Hærs arbejde i Aalborg.

I dag plejer han at sige, at han blev født under to krige: Anden verdenskrig og Frelserkrigen. I 2012 udgav Erik Geisnæs den selvbiografiske ’Frelser, frelser, frelser – Man gjorde et barn fortræd’.

Erik Geisnæs kommer til Klokkerholm og fortæller om sin barndom i Aalborg om barn i Frelsens Hær. Foredraget finder sted i Konfirmandstuen, Bredkærsvej 22, Klokkerholm, torsdag den 21. november 2019 klokken 19. Det er gratis at deltage.

De vandt en sølvmedalje

Nordjysk Pigekor vandt sølvmedalje ved kor-konkurrencen European Choir Games i Göteborg i Sverige. Torsdag den 3. oktober giver de koncert i Hellevad Kirke i Klokkerholm.

KLOKKERHOLM: Nordjysk Pigekor deltog i begyndelsen af august i European Choir Games i Göteborg. Ved seneste kor-konkurrence i Rom i 2017 konkurrerede Nordjysk Pigekor i åben klasse og klarede det så flot, at koret i år kunne rykke et niveau op, og blive bedømt i klassen Champions Competition i kategorien Youth Choirs ved European Choir Games 2019.

Her er pointsystemet et andet, og niveauet var væsentligt højere. I alt skulle syv dommere fra henholdsvis Sverige, Rusland, Kina, Tyskland, Danmark, England og Belgien bedømme hver sang i forhold til intonation, klang, præcis nodegengivelse og kunstnerisk udtryk. Nordjysk Pigekor blev bedømt på sangene Gloria, It’s not up to you, Underlige Aftenlufte og Ave Maris Stella – og de fik sølvmedalje for deres præstation.

Ved konkurrencen deltog 6000 korsangere fra 48 nationer og Danmark vandt den samlede første plads, efter en flot præstation af koret Vocal Line.

Koret blev dannet i tresserne
Nordjysk Pigekor er et traditionsrigt kor, som har eksisteret siden begyndelsen af tresserne. Dog blev koret egentlig oprettet i trediver som et børnekor i Frederikshavn, men blev senere overtaget af komponisten Tage Mortensen og fik derved navnet Nordjysk Pigekor.

Koret består af dels pigekoret og et juniorkor. Pigekoret tager ud og synger koncerter flere gange om året og ledes af dirigent Christina Kjærulff. Juniorkoret er en forskole til pigekoret, som arbejder med at udvikle stemmerne og dygtiggøre sangerne, så de kan blive optaget i pigekoret.

Stilistisk tager Nordjysk Pigekor afsæt i den danske sangskat og favner både kirkelig og verdslig kormusik. De er kendt for den rene, nordiske klang og høj musikalitet.

Pigekoret er fast gæst, når Aalborg Symfoniorkester afvikler deres årlige julekoncert – Englesang og Messingklang – og når Musikkens Hus hvert år afholder Sct. Hans Koncert. Hvert andet år deltager koret i internationale korkonkurrencer for dels at opretholde sit høje niveau, og for dels at hente ny inspiration og styrke det sociale sammenhold.

Det er et kor i top form, som giver koncert i Hellevad Kirke torsdag den 3. oktober 2019 klokken 19. Der er gratis adgang for alle.

OPEN BY NIGHT I KLOKKERHOLM

OPEN BY NIGHT I KLOKKERHOLM

FREDAG DEN 16. AUGUST FRA KL. 17.00

afholdes på Hellevadvej 3

17.00 Tour de Klokkerholm køres i Klokkerholms gader.

18.00 Boder åbnes. Venstre serverer helstegt pattegris og Dansk Lastbil Nostalgi har pølser på grillen.
18.00 Spejderne laver en masse aktiviteter for børnene – KOM OG VÆR MED.

18.30 Crooked Ballrooom Alliance underholder i teltet.

19.00 Byens nye planetplads og sti indvies, og de vil fortælle om stedet hele aftenen.

Meny komer og udlodder en fyldt indkøbsvogn til en værdi på min. 1.000,-

Vi glæder os til en festlig aften i Klokkerholm.

Visemusik med Manér i Ørum Kirke

Visemusik med Manér i Ørum Kirke

Oplev en spændende kirkekoncert, når visegruppen Manér kommer til Ørum fylder kirkerummet med viser.

ØRUM: Visegruppen Manér er – efter gruppens eget udsagn – én af Nordjyllands mest spændende og alsidige musikalske ensembler. Gruppen blev dannet i 1985 og har siden optrådt rundt omkring i landet på festivaler, spillesteder og kirker, og har desuden også kunne høres i både radioen og ses i fjernsynet.

Gruppens fokus er at fremføre nyere danske viser med iørefaldende musik og gode tekster – både med indhold og gode historier.

Manérs musikalske fundament spænder vidt. Gruppens musikalske fundament strækker sig fra traditionel visemusik, over blide iørefaldende swingende toner til spændende instrumentalmusik. Manér har ligeledes egne komponister tilknyttet, der gennem årene har produceret unikt materiale til gruppen.

Gennem de seneste år har gruppen intensiveret sine arrangementer i kirken. Det har vist sig at være et godt match. Gruppens materiale og optræden passer fint ind i kirkerummets særlige arkitektur og stemning.

Gruppen består af: Inge-Marie Zinck Pyndt, sang, guitar og fløjte. Inge Frandsen, harmonika. Cosmus Pyndt, guitar. Jakob Fønsbo, bas.

Koncerten finder sted torsdag den 29. august 2019 klokken 19. Der er gratis entré, og menighedsrådet er vært ved en forfriskning efter koncerten.

Hellevad Kirke i ministørrelse

Hellevad Kirke i ministørrelse

Menighedsrådet ved Hellevad Kirke fået lavet en lille model af kirken. Modellen er bygget af Ejnar Kristensen, som bor i Klokkerholm. Han har også bygget kirkeskibet ‘Fregatten Jylland’, som hænger i kirken, og er desuden medlem af menighedsrådet.

Modelkirken kan blandt andet bruges i forskellige sammenhæng, hvor kirken deltager, fx til byfesten, hvor kirken har deltaget i flere omgange.

– Plejehjemmet Hellevadlund har også en model af kirken, som vi har lånt i forbindelse byfesten i Klokkerholm. Den har været et godt blikfang for kirkens stand, fortæller organist Lasse Christensen.

–  Vi deltager også i år. Vores stand vil rumme tryksager om de forskellige tilbud, som kirken har, opslagstavle med billeder fra kirkens aktiviteter, og et brætspil-bord med tre gamle spil: Mølle, Dam og Ludo. Derudover kan man få en samtale med os, fortæller Lasse Christensen.

Modellen står udstillet ved siden af prædikestolen i Hellevad Kirke.

 

cof
cof

Igen hvid og flot

Hellevad Kirke er gennem de sidste par uger blevet kalket godt og grundigt. Det er Kalkjarlen fra Hadsund som har stået for opgaven, og graver Henrik Jul Larsen har udtrykt stor tilfredshed med arbejdet:

– Jeg erindrer ikke at kirken før har været så hvid og flot. Kirken er først behandlet mod alger, og derefter er kalket to gange, udtaler graver Henrik Jul Larsen fra Hellevad Kirke. Udover kirkens hvide mure, er også kapellet, graverbygningen og indgangsportalen blevet kalket.

Flere af kirkerne i Brønderslev Provsti, som også geografisk set udgør Brønderslev Kommune, har gået sammen om en fælles kalkordning. Det betyder bedre kalkning af kirkerne til en billigere pris.

Ørum Kirke bliver også kalket. Håndværkerne har været i gang med reparationer af murværket, før kalkningen kan finde sted. Selve kalkningen sker i august.

 

sdr
sdr
sdr