To store træer fældet

To store træer fældet

I Prædikerens Bog fra Det Gamle Testamente står der: Alting har sin tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. Lørdag den 15. maj 2021 var en historisk dag i Hellevad Sogn, da to anselige og majestætiske kastanjetræer på gårdspladsen i præstegården blev fældet. Menighedsrådet havde bestilt en rapport over træernes tilstand fra en professionel skovhugger, der beskrev kastanjetræerne som i alarmerende dårlig forfatning og udgjorde en stor risiko for person- og husskade, hvis træerne pludselig kollapsede. De var gået i forrådnelse indefra.

– Kastanjetræerne er efter kilder hele grunden til præstegårdens placering. Det blev nemlig diskuteret for over 100 år siden, da den nuværende præstegård blev opført, om præstegården i stedet skulle bygges ved siden af Hellevad Kirke. Dette var pastor Laurits Anders Nicolaj Tuxen (sognepræst i Hellevad-Ørum Sogne fra 1916 til 1921) meget imod. Og med biskoppens hjælp vandt han sagen og den nye præstegård blev bygget på samme grund, som den gamle, fortæller sognepræst Sandra Fossdal Nielsen. Byggeriet stod færdigt i 1920 og præstegården blev placeret ved kastanjetræerne. Stedet har antagelig været præstebolig for sognepræsten i Hellevad og Ørum i flere hundrede år.

Hvad der skal ske med gårdspladsen nu, hvor kastanjetræerne er væk, skal menighedsrådet og præstegårdsudvalget i den kommende tid besluttet. Men udsynet ned til præstegården er nu uforstyrret og forbipasserende kan nu iagttage når der flages. Desuden får sognepræsten nu glæde af morgensolen.