Tag-arkiv: syng

Korstart efter sommerferien

Efter sommerferien kan du igen gå til korsang sammen med dine venner! Korskolen er et gratis fritidstilbud for alle børn fra 3. klasse og opefter – eneste forudsætning er lysten til at synge.
Du lærer en masse gode sange og salmer, vi arbejder med sangstemmen, og du bliver god til at synge sammen med dine kammerater. Vi medvirker til en række gudstjenester og koncerter i Hellevad og Ørum Kirker, og til december skal vi gå lucia til julekoncerten. Derudover deltager vi i et par korstævner i løbet af sæsonen.
Vi begynder torsdag den 25. august 2022 i musiklokalet på Klokkerholm Skole kl. 14.15 til 15.15. Tilmelding sker via hjemmesiden (www.hellevadkirke.dk) ved henvendelse til organist Lasse Christensen på lasse@hellevadkirke.dk / 28 39 77 90.

Aftensang fra den nye højskolesangbog

Aftensang fra den nye højskolesangbog

Kom til en hyggelig aften i kirkerummet, hvor organist Lasse Christensen spiller op til fællessang. Han har forberedt et program fra den nye højskolesangbog, der udkom i efteråret 2020. Programmet vil bestå af navnkundige sange og salmer, men også nye(re) sange. Alle sangene har iørefaldende melodier og indholdsrige tekster, som er værd at lære og synge.

Hør også korsang fra ‘De klokkerholmske skjalde’, refleksioner til eftertanke og aftenbøn ved sognepræst Sandra Fossdal Nielsen. Arrangementet afsluttes med en kop kaffe og et stykke kage.

Torsdag den 10. februar 2022 i Hellevad Kirke kl. 19. Gratis entré.

Vi synger og spiller på dansk i Hellevad Kirke

Vi synger og spiller på dansk i Hellevad Kirke

Oplev en aften med dansk musik i centrum. Hør toner af blandt andet John Høybye, Philip Faber, Thorvald Aagaard og Rued Langgaard. Alle får også mulighed for at synge med på fællessalmerne og -sangene.

Medvirkende er: Korskolen og kirkekoret, sangertrio (bestående af sognepræsten, kirkesangeren og organisten) og toner fra kirkens orgel.

Koncerten finder sted torsdag den 29. oktober i Hellevad Kirke kl. 19. Gratis entré.

Grundet COVID-19 er der tilmelding til koncerten, som sker via mail til: lasse@hellevadkirke.dk – skriv antal deltagere og om I skal sidde tæt eller med afstand.

 

Velkommen til Kulturkirken NICOLAUS.

Korsang og julestemning

Korsang og julestemning

Julens sange og salmer. Det er overskriften, når det lokale bykor fra Klokkerholm giver adventskoncert i Ørum Kirke. Koret synger et bredt repertoire af julens sange, og publikummet får også mulighed for at synge med.

Klokkerholm Koret blev oprettet i 1985, og er et blandet voksenkor med knap 30 medlemmer fordelt på fire stemmer. De øver hver onsdag aften i Konfirmandstuen i Klokkerholm fra september til april. Koret er en selvstændig forening med egen bestyrelse under Klokkerholm Fritidsskole.

Koret ledes af dirigent Line Marie G. Jensen, som er uddannet fra Nordjyske Musikkonservatorium. Hun overtog dirigentstokken i 2007, og virker også som professionel fløjtenist og er musikskolelærer i Frederikshavn Kommune. Hun leder foruden også Sundby Koret i Nørresundby.

Koncerten finder sted onsdag den 18. december klokken 19. Der er gratis entré. Efter koncerten serverer menighedsrådet et glas portvin.

Luciakor og julesalmemaraton

Der er lagt op til en stemningsfuld aften med luciaoptog og julesalmesang i Hellevad Kirke.

Juletiden har mange gode traditioner. Et af dem er luciaoptoget i Hellevad Kirke med kirkens børnekor. Koret er på smukkeste vis iklædt fine lucia-natkjoler, og går en vandring med lys i hånden gennem en mørklagt kirke. Undervejs synger koret en række lucia- og mariasange akkompagneret af organist Lasse Christensen.

Derudover skal synges igennem. Et udpluk af adventstidens og julens salmer er valgt, og julesalmesangen bliver forstærket med hjælp af Hjallerup Sangkor. Et lille julesalmemaraton med både gamle og nye julesalmer. Undervejs lyder der læsninger fra Bjarne Reuters gendigtning af Biblen, ’Bogen’.

Der venter kort sagt en meget spændende og stemningsfuld luciakoncert i Hellevad Kirke, som man bør opleve. Koncerten afholdes torsdag den 12. december kl. 19, og der er gratis adgang.

De små synger julen ind

Forældre på barselsorlov inviteres til at synge julesalmer sammen med deres små babyer i Hellevad Kirke.

I løbet af december måned kommer mange forskellige institutioner forbi kirken til julegudstjenester – det gælder for eksempel dagplejere, børnehaver og skoler. Nu kan forældre på barselsorlov også komme til julesammenkomst i kirken, når Hellevad Kirke inviterer forældre med små babyer til julesalmer, hygge og æbleskiver.

– Vi opretter flere gange om året et forløb med salmesang for babyer for samme målgruppe. Efter opfordring fra deltagere på det seneste hold, inviterer vi at samles en enkelt gang før jul med julesalmer, udtaler organist Lasse Christensen fra Hellevad Kirke, som står for undervisningen.

– Vi skal synge ti advents- og julesalmer mens vi slår på små fingerbækken, laver fagter, vugger i tæpper og danser om juletræet. Efterfølgende serverer vi æbleskiver, og ønsker hinanden en glædelig jul, uddyber Lasse Christensen.

Alle forældre på barsel kan deltage, også selvom man ikke bor i sognet. Arrangementet foregår onsdag den 18. december klokken 10 i Hellevad Kirke, og der er tilmelding til organist Lasse Christensen på mail eller SMS.

28 39 77 90 / lasse@hellevadkirke.dk

De vandt en sølvmedalje

Nordjysk Pigekor vandt sølvmedalje ved kor-konkurrencen European Choir Games i Göteborg i Sverige. Torsdag den 3. oktober giver de koncert i Hellevad Kirke i Klokkerholm.

KLOKKERHOLM: Nordjysk Pigekor deltog i begyndelsen af august i European Choir Games i Göteborg. Ved seneste kor-konkurrence i Rom i 2017 konkurrerede Nordjysk Pigekor i åben klasse og klarede det så flot, at koret i år kunne rykke et niveau op, og blive bedømt i klassen Champions Competition i kategorien Youth Choirs ved European Choir Games 2019.

Her er pointsystemet et andet, og niveauet var væsentligt højere. I alt skulle syv dommere fra henholdsvis Sverige, Rusland, Kina, Tyskland, Danmark, England og Belgien bedømme hver sang i forhold til intonation, klang, præcis nodegengivelse og kunstnerisk udtryk. Nordjysk Pigekor blev bedømt på sangene Gloria, It’s not up to you, Underlige Aftenlufte og Ave Maris Stella – og de fik sølvmedalje for deres præstation.

Ved konkurrencen deltog 6000 korsangere fra 48 nationer og Danmark vandt den samlede første plads, efter en flot præstation af koret Vocal Line.

Koret blev dannet i tresserne
Nordjysk Pigekor er et traditionsrigt kor, som har eksisteret siden begyndelsen af tresserne. Dog blev koret egentlig oprettet i trediver som et børnekor i Frederikshavn, men blev senere overtaget af komponisten Tage Mortensen og fik derved navnet Nordjysk Pigekor.

Koret består af dels pigekoret og et juniorkor. Pigekoret tager ud og synger koncerter flere gange om året og ledes af dirigent Christina Kjærulff. Juniorkoret er en forskole til pigekoret, som arbejder med at udvikle stemmerne og dygtiggøre sangerne, så de kan blive optaget i pigekoret.

Stilistisk tager Nordjysk Pigekor afsæt i den danske sangskat og favner både kirkelig og verdslig kormusik. De er kendt for den rene, nordiske klang og høj musikalitet.

Pigekoret er fast gæst, når Aalborg Symfoniorkester afvikler deres årlige julekoncert – Englesang og Messingklang – og når Musikkens Hus hvert år afholder Sct. Hans Koncert. Hvert andet år deltager koret i internationale korkonkurrencer for dels at opretholde sit høje niveau, og for dels at hente ny inspiration og styrke det sociale sammenhold.

Det er et kor i top form, som giver koncert i Hellevad Kirke torsdag den 3. oktober 2019 klokken 19. Der er gratis adgang for alle.

Gospelfest med Rune Herholdt

Gospelfest med Rune Herholdt

Årets konfirmander og B&U-kor synger til en gospelgudstjeneste i Hellevad Kirke. Forud har alle medvirkende været samlet hele dagen og øvet sangene under ledelse af gospelinstruktør Rune Herholdt.

– I en tid, hvor børnene skal finde deres “egne ben”, er det min ypperste opgave at fortælle konfirmanderne, at de er elsket, og at de ikke er alene. “You are not alone”, fortæller Rune Herholdt.

– Derudover ønsker jeg at vise konfirmanderne, hvor bred en Folkekirke vi har, samt fortælle dem om gospelmusikkens historie. Jeg har noget på hjerte og ønsker ikke bare at underholde, uddyber Rune.

Rune Herholdt er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, leder flere gospelkor, blandt andet Aarhus Gospel Singers – og synger desuden i flere kor og vokalgrupper. Hyppigt brugt som gospelinstruktør, har udgivet CD’er og medvirket i spillefilmen ‘O Happy Day’.

Gospelgudstjenesten finder sted lørdag den 30. marts i Hellevad Kirke kl. 15, og der er gratis adgang for alle.

Mød mig i en stemningsmelodi

Mød mig i en stemningsmelodi

ØRUM: Sidste torsdag i august arrangeres en sensommerkoncert i Ørum Kirke. De medvirkende er ægteparret Helle og Dynes Skovkjær fra Bjerringbro, som tilsammen danner duen 'Toner af Guld'.

Koncerten har overskriften 'Mød mig i en stemningsmelodi': "Mange danske filmklassikere husker vi gennem tonerne derfra. Kai Normann Andersen, Aage Stentoft Svend Gyldmark og Bent Fabricius-Bjerre tegner sig for en anseelig del af disse stemningsmelodier, som vi nostalgisk har kastet os over", udtaler Helle Skovkjær om koncertens program.

Helle har sunget hele sit liv, blandt andet som barn i et kirkekor. Hun er uddannet pædagog og skolelærer, og har sideløbende med lærerjobbet medvirket i forskellige lyst- og amatørspil, samt solist ved forskellige private og offentlige arrangementer. Siden 2014 freelance solosanger og kirkesanger, og arbejder med musik og teater med børn og voksne.

Dynes er ligeledes uddannet skolelærer, og har arbejdet som lærer i mange år på en fri- og efterskole på Fyn, og senere som skoleleder på en friskole i Midtjylland. Sideløbende aktiv som amatørskuespiller og musiker. I dag arbejder han som bedemand i Viborg.

Publikum tages med på en rejse fra 30'ernes første tonefilm hen over dansk films guldalder, der strækker sig til slutningen af 60'erne.

Det er Ørum Sogns Menighedsråd som arrangerer koncerten, og der er gratis entré. Menighedsrådet er desuden vært ved et glas efter koncerten.

 

FAKTA
Dato: Torsdag den 30. august 2018.
Tid: 19.00.
Entré: Gratis.
Sted: Ørum Kirke, Vestermarksvej 2, Ørum Kirkeby, 9320 Hjallerup.
Arrangør: Ørum Sogns Menighedsråd

 

Nye sangere til kirkekoret

Nye sangere til kirkekoret

Vi søger nye unge sangere til kirkekoret. Koret medvirker ved søndagens gudstjeneste(r), hvor de altid medvirker med introitus (indgangsmusik), motet (korsats efter prædiken) og sang under nadveren. Derudover medvirker koret også til koncerter. Vi synger 2-3 stemmer (SA, SSA eller SAB) på enten dansk, engelsk og latin.

Vi øver kun i forbindelse med gudstjenesterne, hvor vi til gengæld møder 1½ til 2 timer før gudstjenesten. Forinden sendes salmer og korsatser ud pr. mail – ofte også med lydfiler. Op til koncerter mødes vi dog til ekstra korprøver.

Du skal have en god og ren sangstemme, være over 16 år og rimelig mødestabil om søndagen. Du bliver lønnet for hver enkelt tjeneste.

Kunne du tænke dig at være med? Du kan ansøge organist Lasse Christensen om optagelse i koret. Forinden bliver du indkaldt til en optagelsesprøve.

Mere info på telefon 28 39 77 90 eller mail: lasse@hellevadkirke.dk

Korstart

Korstart

  • Kan du lide at synge?
  • Har du lyst til at blive bedre?

– så er kirkens børne- og ungdomskor lige noget for dig! 🙂

Vi starter igen op efter sommerferien torsdag den 23. august 2018 i musiklokalet på Klokkerholm Skole. Elever fra 3.-5. klasse møder klokken 14.00-15.00. Elever fra 6.-9. klasse og opefter møder klokken 15.00-16.00. Elever, som måtte have lektiecafé/UUV er efter aftale med skolen fritaget, så de kan komme til korsang.
I koret lærer vi en masse gode sange og salmer, arbejder med stemmen og bliver god at synge sammen. Vi skal deltage i et stort korstævne i Aalborg til november, gå luciaoptog til julekoncerter, synge juleaften og til konfirmationer. Derudover medvirker vi til et antal gudstjenester og synger ved Spil Dansk-, lysmesse- og forårskoncerter i begge kirker.

Kom og vær med – vi får det sjovt og efter endt prøvetid på tre måneder tjener man også lidt lommepenge.

Du bliver god til…

  • at bruge stemmen, udvikle den og synge solo.
  • støtte, vejrtrækning, hovedklang, kropsholdning, stemmetræning mv.
  • salmer og sange – både klassiske og rytmiske, nye og gamle.
  • en- og flerstemmighed.
  • at optræde i kirken til gudstjenester og koncerter.

Vi forventer… 

  • at du møder op så tit du kan.
  • at du kan lide at synge.
  • at du bidrager positivt til det sociale samvær. Tilmelding

…sker ved henvendelse til organist Lasse Christensen – gerne via mail: lasse@hellevadkirke.dk eller telefon/SMS: 28 39 77 90.

Tag en forårsstemning med hjem

Tina Siel, Tine Lilholt og Knud-Erik Thrane og giver torsdag den 15. marts 2018 en kirkekoncert i Hellevad Kirke med deres stemningsfulde og glade forårsrepertoire. De kalder sig for Den Unikke Trio.

Tina Siel er kendt for sin fløjlsbløde stemme, skønne fortolkninger af salmer og sange og sit altid gode humør.

Tine Lilholt er kendt fra sine mange år i Lars Lilholt Band. Tine spiller både fløjter og harpe og er et geni til at finde ind i fløjtens sjæl i sine flotte improvisationer. Tine vil ligeledes ved denne koncert spille harpe, som hun nu mestrer og vil akkompagnere på dette svære instrument.

Pigerne vil blive professionelt understøttet af pianist Knud-Erik Thrane, som med sin indføling og smukke harmonier vil fuldende trioens ramme for en meget hyggelig og stemningsfyldt koncertoplevelse.

Koncerten indeholder både danske, svenske, norske og engelske sange og salmer samt et par smukke ballader. Trioen indlægger altid et par fællessange, ligesom der også vil være solopræstationer på de forskellige instrumenter.

 

Den Unikke Trio har arbejdet sammen i 14 år og har med succes rejst rundt i landet, hvor der alle steder bliver meldt om fulde huse, og gruppen har fået virkelig gode anmeldelser. Trioen startede som en julekoncert-trio, men spiller nu hele året rundt, med et repertoire, som består af traditionelle danske, svenske, norske mere eller mindre kendte sange, instrumentale numre, som kan være både lidt klassiske og nyere, samt egne kompositioner. Den Unikke Trio har også indspillet to CD´er.

 

Der er lagt op til en smuk kirkekoncert, hvor man kan tage en skøn forårsstemning med hjem.

 

 

FAKTABOKS

Medvirkende: Den Unikke Trio bestående af Tina Siel, Tine Lilholt og Knud-Erik Thrane.

Dato: Torsdag den 15. marts 2018.

Tid: Klokken 19.00.

Sted: Hellevad Kirke, Klokkerholm.

Entré: Gratis entré.

Arrangør: Hellevad Sogns Menighedsråd.