Høsttid er takketid
Årets høstgudstjeneste foregår i år i Ørum Kirke traditionen tro sidste søndag i september.
ØRUM: Det er en festlig dag, hvor kirken og menigheden fejrer året høst – trods et meget tørt forår og sommer. Kirken er flot pyntet og kirkekorene synger et høstrepertoire. Kirkens fælleskor medvirker også, og de synger sammen med kirkens børne- og ungdoms-, og kirkekor. Alle sangglade mennesker kan medvirke i fælleskoret, henvendelse sker til kirkens organist, Lasse Christensen. Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen prædiker ved gudstjenesten.
Efter gudstjenesten er der boder og aktiviteter for børn og voksne på kirkepladsen. Der bliver mulighed for at trække med geder og køre i hestevogn. Madklubben bidrager med frokosten – bondebrød med forskellige tilbehør.
Temaet er bonden – bonden i alle dens skikkelser. Vinbonde William Christensen fra Vestbjerg kommer på besøg. Han medbringer forskellige remedier, som bruges i vinproduktionen. Han har jublet i år, da hans vinmarker bærer meget frugt, modsat sidste år, hvor sommeren regnede væk. Man kan desuden prøve at mase vindruer med fødderne, og saften derfra kan efterfølgende prøvesmages. Derudover gæster en planteavler fra Klokkerholm også høstmarkedet.
Menigheden opfordres til at medbringe ting til salgsboden, fx rodfrugter, grøntsager, frugt/bær, hjemmebagt brød, honning, syltetøj, blomster eller andet, som vi kan sælge. Pengene går ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælp.
Arrangementet foregår i samarbejde med lokalområdets foreninger, heriblandt Klokkerholm Borgerforening, Klokkerholms Aktive Kvinder, Madklubben, samt menighedsrådene.
FAKTA
Hvad: Høstgudstjeneste med efterfølgende marked.
Hvor: Ørum Kirke, Vestermarksvej 2, Ørum Kirkeby.
Hvornår: Søndag den 30. september 2018 kl. 11.00.