byen i landskabet

Repræsentantskabsmøde i Klokkerholm

Byen i landskabetCa. 70 medlemmer af foreningen mødte frem til repræsentantskabsmøde, som ud over en gennemgang fra udvalgene også bød på moralsk opbakning fra formanden, Lars Skiveren, i form af en redegørelse for hvem, der bestemmer, hvad der skal laves i byen.

Det gør nemlig de….

Referat

Repræsentantskabsmøde i Klokkerholm – Byen i landskabet d. 29. september 2011

Ca. 70 medlemmer af foreningen mødte frem til repræsentantskabsmøde, som ud over en gennemgang fra udvalgene også bød på moralsk opbakning fra formanden, Lars Skiveren, i form af en redegørelse for hvem, der bestemmer, hvad der skal laves i byen. Det gør nemlig de enkelte udvalg, og det er borgerne, som udvalgene står til regnskab overfor. Hvis man kunne forstille sig, at et udvalg kommer frem med et projekt, som ikke kan realiseres grundet en så stor modstand, at det har opsættende virkning, så har forarbejdet ikke været godt nok, og tiden er spildt. Derfor er det yderst vigtigt, at der er offentlighed om, hvad der foregår i projekter, så udvalgene konstant har mulighed for få tilkendegivelser i byen. Hertil kan byens hjemmeside www.klokkerholminfo.dk, som for nylig blev offentliggjort, fint benyttes.
Bestyrelses vigtigste formål er fortsat koordinering af aktiviteterne i udvalgene, og derfor er bestyrelsen altid repræsenteret i på udvalgsmøderne, så udvalgene har opdateret viden om, hvad der foregår i andre udvalg.

Markedspladsudvalget fremlagde to forslag til fremtidens anvendelse af bymidten, hvor SuperBest’s gamle bygning sammen med den tidligere bagerforretning, kan anvendes. Det vil gøre midtbyen til et parklignende område, hvor Hellevadvej snor sig gennem kirkepladsen over et brolagt stykke vej, som forbinder kirkepladsen med det nye parkområde. På de to forslag er det henholdsvis nyt byggeri på bagerens grund og et mulithus på den gamle SuperBest grund. Men første skridt vil nok være arbejdet for at få fjernet bygningerne og få etableret et torv med beplantning og fliser. Der var forskellige forslag mht. en evt. lukning af Toftelundsgade eller flytning af udkørslen mod Borgergade.

Stiudvalget har fået etableret tre stier som inden længe bliver mærket op med pæle. Den ene er den velkendte sti omkring Møllesøen. Den gule sti er løber ud af Hellevadvej, til højre ud over en markvej for at komme ud ved den gamle sognefogedgård på Brøndlundsvej, via Hornshøjvej og tilbage gennem byen på den grønne kile langs med skole og idrætspladsen. Den sidste er den røde tur (Gravhøjruten), som går ud af Møllebrovej, som går op over marken lige efter grenpladsen. På toppen af bakke drejes til højre og ud mod Allerupvej ved Kvindbjerghøje, ind over Kvindbjergvej og tilbage til Møllebrovej. En spændende tur, hvor man kommer forbi mange gravhøje. Se www.iform.dk Her er ruterne beskrevet. Ruterne vil blive indviet i nærmeste fremtid.

 Byportal- og hovedgadeudvalget er godt i gang med at få den gamle amtsvej til at se pænere ud. Træer er fjernet, og vejkanterne er blevet ryddet, og der er kommet pænt græs langs med vejene. Udvalget har lagt et stort arbejde i at få planlagt stier langs vejen samt overgange til Skansen. Der er søgt tilskud hjem til at få udarbejdet en helhedsplan for amtsvejen, så den kan komme til at fremstå som byens hovedgade. Byskiltene er blevet flyttet, så hastigheden på amtsvejen nu kun er 50km, altså byzone, og rastepladsen bliver fjernet.

Projekt Møllesø har arbejdet i flere underudvalg, og der arbejdes bl.a. med sheltere ved søen. En bro er ved at være projekteret. Planerne går på en meget lidt synlig bro i lav højde, som lige akkurat er høj nok til at fuglene kan komme under denne. Den Grønne kile, som er området fra skolen, op over idrætspladsen og ned mod søen, har måttet sande, at Prebens jord, ikke kan komme i anvendelse, og der forsøges derfor at etablere en anden forbindelse herfra og ned til søen.

Sportspladserne på den grønne kile har fået en overordnet plan for indretning med moderne udendørs fitness redskaber, legeplads for både børn og unge samt en multibane på skolen sportsplads. Sidstnævnte indeholder flere aktiviteter. Bl.a. en løbe / cykelbane rundt langs kanten af området.
Der arbejdes på at åbne mellem idrætspladsen og skolen sportspladsen ved at fælde træerne og etablere en bred trappe, som man kan sidde på og se fodboldkampe. Kommunen har indvilliget i at fælde måske hvert andet træ.

Vores erhvervs/turistchef Marianne Gade kom med et lille indlæg om stellpladser (autocamperplads) i kommunen, og kunne ved denne lejlighed oplyse, at der måske skal søges dispensation, hvis vi ønsker at anvende området ved grenpladsen til dette formål. Det er søbeskyttelsesloven, som vi kan komme lidt op at slås med, men hvis det er det, vi vil, så skal vi bare kæmpe videre.” Vi hjælper jer gerne”, siger Marianne Gade, som alternativt foreslog, at vi kunne lægge den på den gamle SuperBest grund midt i byen. Det skal efter sigende være mere attraktivt for den aktive autocampergeneration.

Lea fra AAU, som var en af hovedkræfterne bag projektet i udviklingsprojektet mellem Sparekassen Vendsyssels fond og AAU, fortalte lidt om det fortsatte arbejde på universitetet med etablering af forskningsprojektet ”Kanten af Danmark”. Hun har holdt mange indlæg på seminarer og i forbindelse med udvikling i andre kommuner, herunder Frederikshavn kommune. Og rigtigt mange steder i landet kender man Klokkerholm for at være en af de første landsbyer med så stærke tiltag i gang for at sikre fremtiden baseret på ildsjæle.” Bliv ved med det”, siger Lea og påskønner, at det er dejligt at se så positiv en udvikling i projekterne, og at de fremover stadig følger vores udvikling og vil bruge det som reference i deres fremtidige arbejde i forskningssammenhænge.

Mødet sluttede med opfordring om at deltage i kommunens arbejde med Hærvejen, som selvfølgelig skal gennem Klokkerholm.