Menigheden trodsede vejret og tog på vandring

Menigheden trodsede vejret og tog på vandring

Lidt småregn og en frisk blæst var vejrmeldingen Kristi himmelfartsdag, hvor menighederne i Hellevad, Ørum og Hjallerup Sogne skulle på pilgrimsvandring. Trods det tog knap 60 deltagere afsted til Gjøl på en pilgrimsvandring på ni kilometer.

Dagen begyndte med morgenandagt i Ørum Kirke, hvor sognepræst Marie Kirketerp gav et ord med på vejen. Vejret var lidt regnfuldt, men i løbet af busturen klarede det op. Turen denne gang gik til Gjøl. Ruten gik fra dæmningen, forbi Bjerget til sommerhusområdet, videre til havnen og kirken, hvor turen sluttede.

Dæmningen, som forbinder Gjøl og Øland, kan i år fejrer 100-års jubilæum. Et spændende sted at vandre med fjordudsigt, frisk luft og fugleliv. På Gjøl-siden ligger Bjerget – en 17 meter høj moræneaflejring bestående af sand, grus og sten, hvoraf der er mange stenrester af rombeporfyr, som stammer fra bjergområder ved Oslo. Materialerne er ført dertil af isen. Mange af pilgrimmene vandrede op på toppen for at nyde udsigten.

I sommerhusområdet blev frokosten spist ved et af sommerhusene,

cof
sdr
cof
cof
cof

inden turen gik videre til den fine havn og endemål i Gjøl Kirke. Efter en kort andagt var der stort kaffebord i sognegården inden hjemturen.

For ti år siden tog de tre kirker i Hellevad-Ørum og Hjallerup initiativ til en pilgrimsvandring på Kristi himmelfartsdag. Den gang gik turen til Lønstrup, forbi Mårup Kirkeruin og Rubjerg Knude Fyr med endemål i Rubjerg Kirke. Det blev en stor succes. Lige siden – kun afbrudt af et enkelt år – har de tre kirker arrangeret en pilgrimsvandring. I år var det Ørum Sogns Menighedsråd, som havde arrangeret turen. Denne gang til Gjøl.