Alle indlæg af Webmaster

Barselsvikar for sognepræst

Menighedsrådene ved Hellevad og Ørum Kirker har per 1. april 2019 ansat cand.theol. Jette Bjørka Fosgaard som konstitueret sognepræst i et barselsvikariat for sognepræst Sandra Fossdal Nielsen. Indsættelsen i de to kirker finder sted søndag den 7. april.

 

Hellevad-Ørum: Den vikarierende sognepræst, cand.theol. Jette Bjørka Fosgaard, er 59 år og skal vikariere for sognepræst Sandra Fossdal Nielsen under dennes barselsorlov.

Foruden sin uddannelse som cand.theol. fra Aarhus Universitet er Jette Bjørka Fosgaard uddannet som folkeskolelærer fra Aalborg Seminarium, og hun er cand.mag. i Mellemøststudier fra Syddansk Universitet.

Jette Bjørka Fosgaard, der er gift og mor til fem voksne børn, er født og opvokset i Aalborg. Fritiden tilbringer Jette Bjørka Fosgaard gerne sammen med sin familie, hun nyder at lytte til musik og kan godt lide den nordjyske natur, hvor hun ofte går tur ved kysterne.

 

Indsættelsen af Jette Bjørka Fosgaard bliver søndag den 7. april 2019 foretaget af provst Lise Lundgreen i Ørum Kirke klokken 11 og i Hellevad Kirke klokken 19. Ved gudstjenesten i Ørum Kirke medvirker Hjallerup Sangkor. Ved gudstjenesten i Hellevad Kirke medvirker Klokkerholm Koret, og dåbsfadets 400-års jubilæum bliver også markeret.

Tag med os på en gåtur i Klokkerholm

Det går godt i Klokkerholm,
og vi går godt!

Hej – vi er en flok, som går ture i Klokkerholm. Turen plan-lægges fra gang til gang, og der er mulighed for opdeling af gruppen, alt efter hvor langt man ønsker at gå. Vi begynder altid fra Klubhuset på Hellevadvej 6.

Du er meget velkommen til at følges med os. Alle kan del-tage, og der er ingen tilmelding.

Vi går lørdage fra klokken 11 til 12,
og man- og torsdage fra klokken 17 til 18.

Henvend dig eventuelt til Aase Maribo eller Birthe Agerbæk.

Gåtur i Klokkerholm

Et 400-års jubilæum

Et 400-års jubilæum

“Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen!” I generation efter generation har sognebørnene i Hellevad Sogn fået deres navn sagt over dåbsfadet i Hellevad Kirke. I år fylder fadet 400-år.

KLOKKERHOLM: Døbefonte har været i danske kirker helt fra kristendommen indførelse i Danmark for 1000 år siden. Døbefonte fra den tid findes stadig i langt de fleste kirker fra middelalderen, som oftest er hugget i granit. En døbefont er beregnet til at rumme så meget vand, at et barn kan dyppes helt ned i det. Men det var ikke ufarligt. Kirkerne stod uopvarmet og vandet var iskoldt om vinteren.

Dåbsvandet, der i middelalderen var indviet vand, blev kun udskiftet en gang årligt, nemlig til påske. Derfor var påskedag en stor dåbsdag.

Traditionen med neddypning ved dåben bortfaldt i løbet af 1600-tallet. Det var af hensyn til barnets liv og helbred, og derefter blev dåbsfadene indført. Det siges, dog uden at der har kunnet findes belæg, at det var Christian IV, der befalede ordningen med dåbsfade indført, efter at et af hans mange børn døde af lungebetændelse, som følge af dåbshandlingen med neddypning i det iskolde vand.

Produktionen af dåbsfade var stor i 1500-1600-tallet, især i Nürnberg i Sydtyskland. Navnlig messingfade med bibelske motiver, fx ’Syndefaldet’, ’Spejderne fra Kanaan’ og ’Mariæ bebudelse’. Disse messingfade var grovpresset i forme af hårdt træ. Efter presningen eftergik håndværkere fadene med punsel og chisel, så motivet kom til at stå smukt og klart. Efter århundreders brug, samt brug af pudsemidler, er mange detaljer på dåbsfade i dag blevet en del udvisket.

I begyndelsen af 1600-tallet kom der også nederlandske messing dåbsfade til Danmark. De var af langt spinklere materiale end de tyske. Til gengæld står motiverne skarpere end på de tyske. Udover dåbsfade i messing findes der også flade i sølv, tin, kobber og glas.

400 år
Dåbsfadet i Hellevad Kirke er fremstillet i messing og har Mariæ bebudelse fra Lukasevangeliet kapitel 1 som motiv. Det er sydtysk oprindelse og stemplet RS i en firkant. På kanten står indskrevet ”CORDT VAN KÖLLEN 1619”, sandsynligvis fabrikanten. Det er det eneste fad i Aalborg Stift, som har denne indskrift. Fadet målet 46,5 i diameter.

I forbindelse med jubilæet har dåbsfadet været til reparation og istandsættelse hos en gørtler. Jubilæet markeres ved en Mariagudstjeneste søndag den 7. april i Hellevad Kirke klokken 19. Menighedsrådet er vært ved en forfriskning.

Bedemandens arbejde og etiske dilemmaer

Bedemandens arbejde og etiske dilemmaer

Få et indblik i bedemandens arbejde og dagligdag, om etiske dilemmaer og menneskelige situationer, som bedemanden bliver kaldet til. En aften om forholdet til døden og livets afslutning.

KLOKKERHOLM: Omsorg, nærvær og respekt. Det er nøgleord for bedemand Kent Sigsgaard fra Dronninglund. Han kommer til Klokkerholm og holder et foredrag om hans arbejde, samt de ting der knytter sig til jobbet. Kent Sigsgaard er både faglig uddannet bedemand og har mere end 20 år erfaring i faget. Derudover har han en uddannelse som blomsterdekoratør, og binder selv blomsterne til kistepynt, kranse og bårebuketter.

– Det bliver en aften som omhandler bedemandens hverdag, fra telefonen ringer til fakturaen er sendt. Om de praktiske forhold i forbindelse med dødsfald, enten om det er på sygehuset eller i eget hjem, samt om de situationer som man kan blive udsat for, fortæller bedemand Kent Sigsgaard og supplerer:

– Vi lægger op til en debat omkring emnet, så alle også kan få svar på de spørgsmål, de sidder med. Det bliver en aften både med humor og alvor.

Foredraget finder sted torsdag den 11. april klokken 19 i Konfirmandstuen, Bredkærsvej 22, Klokkerholm.

Gospelfest med Rune Herholdt

Gospelfest med Rune Herholdt

Årets konfirmander og B&U-kor synger til en gospelgudstjeneste i Hellevad Kirke. Forud har alle medvirkende været samlet hele dagen og øvet sangene under ledelse af gospelinstruktør Rune Herholdt.

– I en tid, hvor børnene skal finde deres “egne ben”, er det min ypperste opgave at fortælle konfirmanderne, at de er elsket, og at de ikke er alene. “You are not alone”, fortæller Rune Herholdt.

– Derudover ønsker jeg at vise konfirmanderne, hvor bred en Folkekirke vi har, samt fortælle dem om gospelmusikkens historie. Jeg har noget på hjerte og ønsker ikke bare at underholde, uddyber Rune.

Rune Herholdt er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, leder flere gospelkor, blandt andet Aarhus Gospel Singers – og synger desuden i flere kor og vokalgrupper. Hyppigt brugt som gospelinstruktør, har udgivet CD’er og medvirket i spillefilmen ‘O Happy Day’.

Gospelgudstjenesten finder sted lørdag den 30. marts i Hellevad Kirke kl. 15, og der er gratis adgang for alle.

Rock, Håb & Kærlighed

Rock, Håb & Kærlighed

I 60’erne opstod talemåden “Peace, Love & Understanding”. “Rock, Håb & Kærlighed” er en omskrivning af “Tro, Håb & Kærlighed”, som er titlen på en kommende koncert i Hellevad Kirke.

KLOKKERHOLM: Orkestret Beatsalmer gæster igen Hellevad Kirke med en blanding af bibellæsninger, salmelæsninger og beatsange. Koncerten bygger på et “treenigheds-tema”, og selvfølgelig med henvisning til “Kærlighedens Lovsang” af Paulus, hvor der sluttes med: “Men størst af dem er kærligheden”.

Det er blevet sagt, at Den Danske Salmebog er danskernes anden Bibel – og i udlandet misunder de os vore store salmedigtere. Den poesibog, som salmebogen rettelig er, gives en ekstra opmærksomhed ved koncerten. “Rock, Håb og Kærlighed” yder hermed sit bidrag ved at sammenstille danske kernesalmer med stærke bibeltekster og klassiske rocksange.

Programmet består af blandt andet The Beatles ‘Got to get You into my Life’, Elvis Presleys ‘If I can dream’ og George Harrisons ‘Here comes the Sun’.

Medvirkende er Simon Mott Madsen, vokal, Bjørn Krog Thesbjerg, klaver, Tore Bjørn Larsen, orgel. Koncerten afholdes søndag den 10. marts 2019 kl. 19, og der er gratis adgang.

Da kvinderne tog kjolen på


De havde evner for husarbejdet og familien, men ikke nervesystem til præstegerningen, mente man for 70 år siden. I dag er kvindelige præster klart i overtal i Folkekirken. Forfatter Esther Rützou kommer til Klokkerholm torsdag den 7. marts og fortæller om de første kvindelige præster i Danmark.

Den 28. april 1948 gør biskoppen i Odense sig store anstrengelser for at bilde sig selv og andre ind, at det, han skal til at foretage sig, er helt dagligdags. Slet ikke sensationelt. Slet ikke historisk. Bare endnu en dag på kontoret. Men den er der ingen, der hopper på – heller ikke ham selv.

For allerede længe før, det går løs, er Odense Domkirke proppet. Og udenfor på gaden står odenseanere på tæer for at se, når de kommer forbi. De tre kvinder, som om lidt vil blive de første kvindelige præster i Den Danske Folkekirke.

Flere af Odenses skoler holder lukket, så eleverne kan komme hen og opleve historiens vingesus. Pressen er mødt talrigt op. Fotograferne er klar, og mangler bare at få at vide, hvor i kirken de må være.
De må overhovedet ikke komme ind i kirken, svarer biskoppen. – Det her er ikke en forestilling. Det er en ordination. En ganske almindelig ordination!

Det irriterer både biskop og de tre ordinander at medlemmer fra Dansk Kvindesamfund har fået møvet sig ind på de forreste bænke i domkirken. For det her er altså ikke et spørgsmål om ligestilling. Det er et teologisk anliggende.

Forud for begivenheden har der været en livlig diskussion – ja nærmest skænderier – mellem tilhængere og modstandere af kvindelige præster. Der er åbenbart rigtig mange måder at læse bibelen på. Paulus er naturligvis blevet citeret flittigt. Kvinder skal tie i forsamlinger, det står i Paulus’ breve til Korinterne. Fortalerne for kvindelige præster spørger drilsk, om modstanderne da også kræver, at kvinder har slør på, når de beder. Det foreskriver Paulus nemlig også. Og modstanderne svarer igen ved at henvise til, at Jesus selv kun valgte mænd som apostle, og at det i øvrigt er imod kirkens tradition med kvindelige præster. Ja, bølgerne gik højt. Over 500 præster truede med at sige op, hvis loven, der tillod kvindelige præster, bliver vedtaget.
Men vedtaget bliver den alligevel, og ingen sagde op. Ordinationen af de kvindelige præster var ikke bare de første i Danmark, men i verden.

Siden biskop Øllgaard havde sagde ja til at ordinere Johanne Andersen, Ruth Vermehen og Edith Brenneche Pedersen, modtog han hadefulde anonyme trusselsbreve. Han har set sig selv omtalt hånligt i artikler og læserbreve. Han ved, at adskillige af præsterne i hans eget stift vil udeblive fra domkirken og således demonstrativt tage afstand fra deres biskop.

Alligevel skridter han roligt hen mod domkirken fulgt af de tre ordinander. For ham er sagen klar. Der er intet i det nye testamente, der taler imod kvindelige præster. Da Jesus genopstod påskemorgen, viste han sig først for kvinderne, og sendte dem hen for at fortælle om det til de øvrige disciple. Hvis Jesus selv kunne bruge kvinder til at forkynde sin opstandelse, så kunne biskop Øllgaard også.

Fortæller og forfatter Ester Rützou kommer dybere ned i emnet og begivenheden 70 år siden. Det sker torsdag den 7. marts i Konfirmandstuen i Klokkerholm kl. 19, der er gratis adgang. Undervejs serveres kaffe og brød. Arrangementet arrangeres i samarbejde med menighedsrådene i Hellevad og Ørum Sogne og Klokkerholm Borgerforening.

Det var lige godt kattens

Fastelavn nærmere sig, hvilket betyder at katten skal slås af tønden. Men oprindeligt var højtiden en voksenfest, hvor både mænd og kvinder klædte sig ud og festede med rigelige mængder mad og drikke i flere dage.

 

KLOKKERHOLM: I dag er det mest børnene, der fejrer fastelavn, hvilket også gælder søndag den 3. marts i Klokkerholm. Børn i alle aldre er netop inviteret til fastelavnsgudstjeneste i Hellevad Kirke klokken 14. Eftermiddagen starter med en gudstjeneste i kirken, hvor året konfirmander deltager, og kirkens børne- og ungdomskor synger undervejs. Efterfølgende inviterer menighedsrådene til tøndeslagning, boller og kakao i præstegården. Kattekongen og -dronningen bliver selvfølgelig også kronet, og der vil være tre tønder – en for de mindste, lidt ældre og ældste.

 

Fastelavn førhen

Ifølge traditionen var fastelavnssøndag en af de sidste dage, hvor man førhen måtte spise kød. Man fastede i 40 dage indtil påskelørdag. Fastelavnstiden kaldes også for karnevalstiden – karneval som i ”carne vale”, altså ”farvel kød” eller ”uden kød”. Men højtiden har traditionelt også handlet om at bekæmpe ondskaben.

 

Helt op til omkring år 1900 var fastelavn stort set en voksenfest. En af traditionerne var at karlene red fra gård til gård og fik en dram hvert sted, inden de mødtes ved gadekæret, hvor hele landsbyen samledes for at se de unge mænd slå katten af tønden. Katten var engang et symbol på ondskab og ved at slå den ihjel i tønden, som man gjorde langt op i 1800-tallet, så blev ondskaben bogstaveligt talt slået ihjel, mente man.

På samme måde blev fastelavnsriset brugt til at slå de syndige tanker og dermed ondskaben ud af mennesket.

 

I dag benytter flere fasten til at afskære sig fra det, som står i vejen for både åndelig og personlig fordybelse, for eksempel afhængighed af noget, stressende hverdagsaktiviteter eller uhensigtsmæssige handlingsmønstre. En periode, hvor man reflekterer over hvad der har betydning – både materielt og menneskelige relationer.

Ny præstetavle i Hellevad Kirke

Ny præstetavle med ny placering

I mange danske kirker hænger der en tavle over tidligere præster i sognet, som regel fra reformationen til dags dato. I Hellevad Kirke var præstetavlen helt fyldt ud, og der var ikke plads til navnet på sognets nye præst, Sandra Fossdal Nielsen. Menighedsrådet bestilte derfor en tavle mage til, som netop er hængt op. Tavlen er fremstillet hos tømrer- og snedkerfirmaet Magnus Thomsen Eftf. i Aalborg Øst.

Præstetavlen har i midlertidig fået en ny placering i våbenhuset, hvor det gamle Carl Blocks maleri hang. Blocks maleri hænger nu i tårnrummet.

På den gamle præstetavle kan man blandt andet læse, at en tidligere munk fra Børglum Kloster, Peder Stiinbeen, var præst ved kirken omkring 1555, at Jens Jensen Jetzmark skænkede prædikestolen, to alterstager og dels altertavlen, at Christen Gertsen Kobberup skænkende epitafiet. Sidst nævnte fik desuden også bygget hvælvingerne i koret, og betalte selv halvdelen af omkostningerne.

 

Om en tidligere præst

Det fortælles at Christen Gertsen Kobberup var en særdeles stridbar person. I 1658 red en svensk dragon ind i præstegården, hvor han blev modtaget særdeles uvenligt af præsten. Da han efter en lang svada vendte sig for at gå ind i præstegården, trak svenskeren sin pistol og skød efter ham. Han ramte imidlertid ikke, og kuglen borede sig i stedet ind i dørstolpen, hvor den blev siddende i mange år.

Han var også en meget foretagsom mand, og i 1622 byggede han helt nyt stuehus til præstegården. Anden pinsedag i 1660 skrev han i kirkebogen: “Jeg havde en Vielse i Hellevad Kirke. Efter Vielsen ofrede Brudgommen kun 14 Skilling og Bruden 8 Skilling. Dem kaste jeg efter Dem!”. Forklaringen har helt sikkert været, at offergaven til præsten, som var en fast skik og et supplement til præstelønnen, efter hans mening var alt for ringe.

Christen Gertsen Kobberup var præst i sognet i 49 år.

 

Gammel altertavle

I 1893 blev altertavlen i Hellevad Kirke skiftet ud med Carl Blochs ’Kristus i Gethsemane’. Ved restaureringen i 1941 blev malerierne på ny ombyttet til det oprindelige, som stadig hænger som altertavle.

Da brygger J.C. Jacobsen opbyggede Frederiksborg Slotskirke efter branden i 1859, bestilte han 23 bibelske malerier hos Carl Bloch til Christian IV’s bedekammer. Det blev Blochs hovedværk. Originalerne, malet mellem 1865 og 1879, findes stadig på Frederiksborg. Flere end 100 kirker har haft den slags kopier hængende som altertavler, heriblandt Hellevad Kirke.

 

Maleren Carl Bloch

Carl Heinrich Bloch var født i 1834 København og døde i 1890 samme sted. Han indtager en væsentlig og betydningsfuld plads i dansk kunst i anden halvdel af det 19. århundrede. Han spændte vidt både med hensyn til teknik og motiver. I sin samtid blev han regnet for en af Danmarks største malere, men i tiden efter hans død i 1890 var dommen over hans kunst mere forbeholden og kritisk, hvilket skyldtes nye strømninger i kunsten. Carl Bloch må betragtes som den sidste store i rækken af senromantiske historiemalere.

Fremtids idéer og ønsker for Ørum Sogn

Fremtids idéer og ønsker for Ørum Sogn

Hvad vil vi i fremtiden? Hvilke tiltag ønsker vi? Hvordan kan vi fortsat bevare et fællesskab i byen og sognet?

ØRUM: Menighedsrådet ved Ørum Kirke har taget initiativ til et menigheds- og borgermøde i Ørum Kultur- og Forsamlingshus.

– Vi vil gerne vil invitere alle borgere, klubber og foreninger i Ørum Sogn til at deltage i en inspirationsdag, hvor vi hver især kan fortælle om hvad vi laver i foreningerne, og hvad vi forventer os af fremtidens sogn, fortæller Mille Kjær Nielsen og Else Marie Pedersen, henholdsvis kirkeværge og formand i menighedsrådet.

– Vi håber, at dette kan give inspiration og gerne støtte for hinanden i sognet. Alle er forinden også velkommen til kyndelmissegudstjenesten i Ørum Kirke, hvor fælleskoret medvirker.

Menigheds- og borgermødet løber af stablen søndag den 3. februar 2010 kl.  12. Personalekonsulent Anni Sloth er inviteret til at komme og lede slagets gang, samt komme med input. Menighedsrådet er desuden vært ved et mindre traktement. Tilmelding sker til kirkeværge Mille Nielsen eller formand Else Marie Pedersen.

Jævnfør menighedsrådsloven skal menighedsrådene en gang årligt indkalde til et menighedsmøde, hvor menighedsrådet blandt andet redegør for regnskabet og arbejdet i rådet.

…og nu kom Kjørmes-Knud!

…og nu kom Kjørmes-Knud!

 

HELLEVAD-ØRUM: Der knytter sig mange traditioner til tidspunktet omkring Kyndelmisse, fx pandekager og øl, status på vinterforrådet og lysmesser i kirkerne. Netop det sidste fejres i både Hellevad og Ørum Kirker

 

Lysmesse i kulturkirken

I Hellevad Kirke fejres lysets komme med en Lysmesse, hvor Hellevad-Ørum Kirkekor medvirker med sange om lys. Koret synger under ledelse af organist Lasse Christensen, som også sidder på orgelbænken. Koret består dels af kirkens børne- og ungdomskor og kirkekoret, i alt 30 korsangere.

 

– ”Messen er opbygget som en veksling mellem læsninger om lyset, og sange, der knytter sig til teksterne. Derudover fællessang og orgelmusik”, fortæller organist Lasse Christensen.

– ”Teksterne, som bliver oplæst, er dels fra Den Nye Aftale, som er Det Nye Testamente på nydansk, og nye udgivelser af ny oversættelser af Det Gamle Testamente”, uddyber han.

Udover korsangen og orgelmusikken vil kirken være oplyst af levende lys og korrummet med farvede projektører. Lysmessen finder sted torsdag den 31. januar kl. 19.

 

Kulturkirken NICOLAUS

Som noget nyt er organist Lasse Christensen i gang med at skabe en kulturkirke. Formålet er at anvende de nuværende rammer i Hellevad og Ørum Kirker, og fortsat arrangere både spændende og anderledes kulturelle- og kulturbærende arrangementer. Alt sammen sker i samarbejde med menighedsrådene.

 

– ”Visionen er at styrke og fremme de kulturelle tilbud i samspil med de lokale foreninger og andre interesserede. Kulturkirken bliver således et vartegn for kirkekoncerterne og andre aktiviteter, som arrangeres under paraplyen Kulturkirken NICOLAUS”, fortæller organist Lasse Christensen.

 

Der har gennem årene været arrangeret mange forskellige kulturbærende arrangementer i kirkerne. Det arbejde vil forsætte under navnet Kulturkirken NICOLAUS, og lysmessen den 31. januar bliver det første arrangement i kulturkirken.

 

Kyndelmisse om søndagen

Om søndagen den 3. februar, fejres Kyndelmissen også i forbindelsen med højmessen i Ørum Kirke. Kirkens fælleskor medvirker også under ledelse af organist Lasse Christensen. Fælleskoret synger et par sange under gudstjenesten, og synger selvfølgelig også med under salmesangen.

 

Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen prædiker, og vil tale om det at vende blikket indad, og tænke over det lys, som vi alle er med til at sprede. Gudstjenesten begynder kl. 11.

 

Kyndelmisse betyder lysmesse

Kyndelmisse er den danske oversættelse af det latinske ord for lysmesse Candelarum Missa: Candelarum betyder lys og missa betyder messe. I folkemunde kaldtes dagen førhen også for Kjørmes Knud. Kyndelmisse betyder altså lysmesse og markeres som dagen, hvor halvdelen af vinterhalvåret mellem den 1. november og den 1. maj er gået, nemlig den 2. februar. Kyndelmisse betragtes ofte som vinterens vendepunkt og kaldes også midvinter.

 

I en kristen tradition kaldes kyndelmisse også Marias renselsesdag. Dagen har fået sin religiøse betydning fra historien om jomfru Maria, der 40 dage efter Jesu fødsel tog ham med i templet. Ifølge jødisk tradition var kvinden uren i 40 dage efter, hun havde født. Da de 40 dage var gået, kunne hun tage i templet for at blive renset.

 

De første vidnesbyrd om kyndelmissefejringer er fra tiden omkring år 385, hvor man i Jerusalem fejrede Marias renselsesfest 40 dage efter helligtrekongersnat. Denne nat regnede man nemlig dengang for dagen for Kristi fødsel.