Cohen-musik i Hellevad Kirke
Søndag den 19. november kan man opleve en spændende Leonard Cohen-gudstjeneste i Hellevad Kirke i Klokkerholm ved bandet ’Brothers of Mercy’.
Gudstjenesten følger Cohens forsøg på at nå både Gud og Kvinden med sit 'Hallelujah' i sange, der i musik og ord omfavner deres bibelske referencer. Disse vil blive læst op i løbet af gudstjenesten som optakt til et udvalg af Cohens sange, der samtidig sætter dem i et nyt lys. Temaet er 'Det uperfekte menneske'.
Den canadiske digter Leonard Cohen har med sine tekster igennem de sidste knapt 60 år udforsket grænseområdet mellem himmel og jord. Kærlighed til Gud og til Sandheden væver sig i Cohens mytisk-religiøse univers tæt sammen med kærlighed til Kvinden. Det er kærligheden, der med Cohens egne ord er "overlevelsens eneste drivkraft".
Brothers of Mercy er Sune Liisberg (bas), Carsten Tranberg-Krab (guitar) og Peter Danielsen (vokal og guitar). Bandet har i over 15 år optrådt i hele landet med personlige fortolkninger af Leonard Cohens sange. De to sognepræster og idéhistorikeren har spillet en lang række koncerter i kirker, caféer, fængsler og festivaler. Ud over at optræde med Leonard Cohen fortolkninger har de tre udgivet 2 CD'er, med egne sange som "The Great Event" og en enkelt CD med Cohen-fortolkninger.