Kategoriarkiv: Nyheder

Babysalmesang fra august

Har du en baby mellem 0 og 10 måneder? Vil du gerne synge for dit barn? – så tilmeld dig vores babysalmesangshold. Vi samles en ugentlig onsdag formiddag kl. 10 fra den 18. august i Hellevad Kirke, hvor vi synger en række gode salmer, mens vi laver håndtegn, gynger og danser med baby, kigger på stjerner, tænder lys etc. Efter lektionen hygger vi os med lidt kaffe.

Tilmelding sker til organist Lasse Christensen, gerne via mail: lasse@hellevadkirke.dk eller tlf./sms: 28 39 77 90.

Ved tilmelding bedes du oplyse følgende: – Navn på den forælder, som deltager – Telefonnummer og mailadresse – Navn på baby – Kaffe- eller tedrikker, vand eller juice

Tilbuddet foregår i et tæt samarbejde med Hjallerup Kirke, så alle interesserede kan deltage på tværs af sognegrænserne. Det er gratis at deltage.

Du danske sommer, jeg elsker dig

I juli måned, hvor sommeren er på sit højeste, arrangerer Hellevad og Ørum Kirker to aftner med fællessang fra den danske sangskat.

– Programmet er blandt andet navnkundige sommersange fra Højskolesangbogen og nye salmer fra salmebogstillægget 100 salmer. Derudover synger vores kirketrio, bestående af præsten, kirkesangeren og undertegnede, et par trestemmige korsatser, fortæller Lasse Christensen, der er organist ved Hellevad og Ørum Kirker og som slår tonen an til fællessangen på klaveret.

Han oplyser, at i tilfælde af godt og solrigt vejr ruller de klaveret ud og sætter vi stole op ude foran kirken. Efter en lille time med sang og musik serverer menighedsrådet en kold forfriskning. Der er gratis entré, ingen tilmelding, men der kræves coronapas.

Sangaftenerne finder sted den 1. juli i Ørum Kirke kl. 19 og den 22. juli i Hellevad Kirke kl. 19.

Langsigtet udviklingsplan for Ørum Kirkegård

Langsigtet udviklingsplan for Ørum Kirkegård

På kirkegården i Ørum sker der i de kommende år en markant forandring. Menighedsrådet har vedtaget en langsigtet og spændende udviklingsplan for kirkegården, og omlægningen er allerede gået i gang i området nord for kirken. Denne del af kirkegården kommer fremover til at hedde paradislunden, hvor der kommer en hel ny begravelsesform. I stedet for traditionelle gravsteder med perlegrus og hæk bliver gravstederne et mindre kvadrat med opretstående gravsten og et lille bed, omkranset af to rækker chaussésten. Gravstederne i paradislunden bliver både for urne og kister. Flerstammede paradisæbletræer bliver plantet, som kommer til at afgrænse paradislunden. Der er netop anlagt et nyt gravsted på denne del af kirkegården.

En smuk og værdig kirkegård
– Omlægning af en kirkegård er en langvarig proces. På Ørum Kirkegård er fredningstiden 30 år for kister og 10 år for urner og eventuelle forlængelser. Der vil i forbindelse med dette arbejde blive mulighed for en overgangsordning for udvalgte gravsteder, fortæller graver Mette Bjørn.

Målet er en smuk og værdig kirkegård, der kan imødekomme ønsket om et udbud af forskellige kiste- og urnegravsteder i forskellige miljøer, som i antal er tilpasset aktuelle og kommende behov. Herunder områder med et mere uformelt præg. I planen er indbygget en fleksibilitet, så gamle og fremtidige gravstedstyper kan integreres.

– Generelt er der behov for en væsentlig reduktion i antallet af traditionelle kistegravsteder, enten på grund af ønsket om et mindre vedligeholdelseskrævende gravsted, billigere gravstedstyper eller ønsket om et gravsted med et mere enkelt og naturligt præg, fx plade i plæne og skovkirkegård, konstaterer Mette Bjørn.

Et helle i byen
Ørum Kirke er en lille, hvidkalket, charmerende kirke uden tårn, opført i munkesten omkring år 1250 i senromansk stil og fremstår generelt velbevaret. Våbenhuset er bygget til i anden halvdel af 1800-tallet. Klokkestablen er senest fornyet i 2012. Kirken ligger centralt placeret hvor byens to gennemgående veje mødes, og er et vigtigt samlingspunkt i Ørum.

– Kirkegårdens beliggenhed i selve Ørum by inviterer til, at man kan kigge indenfor på den daglige gåtur, og besøgende skal føle sig velkomne. Det er hensigten, at udviklingsplanen skal tilvejebringe gode adgangsforhold for alle herunder rollator- og kørestolsbrugere. Det gælder såvel adgangen til selve kirken som fremkommeligheden på kirkegårdens stier, fortæller graver Mette Bjørn og fortsætter:

– Generelt skal rammen omkring den samlede kirkegård styrkes. Der skal skabes rolige og fredfyldte områder til forskellige gravstedstyper. Hvert område skal fremstå som en harmonisk helhed, uanset antallet af benyttede gravsteder.

Hun pointerer at urnelunden bevares, som den er. Der bliver foruden paradislunden et område med hvidtjørn, et lapidarium med plads til udvalgte gravminder og et område med de traditionelle gravsteder.

Man er velkommen til at kontakte graveren for at høre nærmere om de nye tiltag og selvfølgelig kigge forbi kirkegården.

 

To store træer fældet

To store træer fældet

I Prædikerens Bog fra Det Gamle Testamente står der: Alting har sin tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. Lørdag den 15. maj 2021 var en historisk dag i Hellevad Sogn, da to anselige og majestætiske kastanjetræer på gårdspladsen i præstegården blev fældet. Menighedsrådet havde bestilt en rapport over træernes tilstand fra en professionel skovhugger, der beskrev kastanjetræerne som i alarmerende dårlig forfatning og udgjorde en stor risiko for person- og husskade, hvis træerne pludselig kollapsede. De var gået i forrådnelse indefra.

– Kastanjetræerne er efter kilder hele grunden til præstegårdens placering. Det blev nemlig diskuteret for over 100 år siden, da den nuværende præstegård blev opført, om præstegården i stedet skulle bygges ved siden af Hellevad Kirke. Dette var pastor Laurits Anders Nicolaj Tuxen (sognepræst i Hellevad-Ørum Sogne fra 1916 til 1921) meget imod. Og med biskoppens hjælp vandt han sagen og den nye præstegård blev bygget på samme grund, som den gamle, fortæller sognepræst Sandra Fossdal Nielsen. Byggeriet stod færdigt i 1920 og præstegården blev placeret ved kastanjetræerne. Stedet har antagelig været præstebolig for sognepræsten i Hellevad og Ørum i flere hundrede år.

Hvad der skal ske med gårdspladsen nu, hvor kastanjetræerne er væk, skal menighedsrådet og præstegårdsudvalget i den kommende tid besluttet. Men udsynet ned til præstegården er nu uforstyrret og forbipasserende kan nu iagttage når der flages. Desuden får sognepræsten nu glæde af morgensolen.

Nye retningslinjer i kirkerne

Nye retningslinjer i kirkerne

Pr. 21. april er der kommet nye retningslinjer for folkekirkens område. De konkrete ændringer i retningslinjerne er følgende:

Ændrede forsamlingsforbud, både indendørs og udendørs, herunder bortfald af de særlige undtagelser for udendørs begravelser/bisættelser samt for udendørs gudstjenester m.v.
Lempelse af arealkrav fra 7,5 kvm. pr. person til 2 kvm. pr. person ved siddende arrangementer (4 kvm. hvis der ikke i det væsentlige siddes ned). Det betyder, at indendørs forsamlingsforbud ikke gælder for folkekirken i lokaler, som de råder over, når der afholdes gudstjeneste, barnedåb og begravelse/bisættelse eller lignende religiøse handlinger. Folkekirken er i de situationer igen alene omfattet af et arealkrav, der er lempet fra 7,5 kvm. pr. person til 2 kvm. pr. person ved siddende arrangementer (4 kvm. hvis der ikke i det væsentlige siddes ned).
Ved udendørs aktiviteter, herunder gudstjenester vielser, barnedåb, begravelse/bisættelse eller lignende religiøse handlinger samt menighedsaktiviteter gælder det udendørs forsamlingsforbud på 50 personer.
Ændret anbefaling om afstand fra generelt 2 meter til generelt mindst 1 meter, dog mindst 2 meter hvis der synges.
Anbefalingerne om varighed og sang ved indendørs gudstjenester og kirkelige handlinger er ophævet.
Undtagelse fra forsamlingsforbuddet for indendørs foreningsliv for børn og unge under 18 år (ekskl. sangaktiviteter). Det betyder, at der nu er mulighed for indendørs konfirmand- og minikonfirmandundervisning med indtil 25 deltagere. Da sangaktiviteter ikke er omfattet, gælder denne mulighed ikke for børnekor o.l
Præcisering af anbefaling om udluftning. Særligt ved aktiviteter med en varighed på mere end 2 timer.

Du kan altid holde dig orienteret via vores hjemmeside om seneste nyt fra biskoppen og Kirkeministeriet.

Arealkravet i folkekirken har siden januar været 7,5 kvm. pr. person, hvilket betyder for Hellevad og Ørum Kirker henholdsvis max 13 og 8 deltagere i kirkerne, for at kunne overholde afstandskravene – personalet tæller dog ikke med. Dette har været en udfordring, især ved de kirkelige handlinger, hvor kun de nærmeste har kunne deltage. Med de nye retningslinjer kan der igen sidde væsentlige flere i begge kirker.

Vi har desværre – ligesom det øvrige kulturliv – måtte aflyst alle arrangementer i år, men nu kan vi igen begynde at planlægge og arrangere sognearrangementer, kirkekoncerter og meget mere. Vi glæder os til at se jer alle til kommende arrangementer i kirkeligt regi.

Begge kirker er alle dage åben for andagtssøgende, pilgrimme og øvrige besøgende i kirkernes åbningstider. Husk at der kun må være samme antal i kirken efter gældende forsamlingsrestriktioner – og husk mundbind og håndsprit.

Husk dåben

Husk dåben

Kan barnet ikke passe dåbskjolen? Frygt ikke. Det er ikke et krav, at man skal være i en dåbskjole, når man skal døbes. Det er altid muligt at afholde en dåb uanset alder. Og vi afholder dåb selvom meget af samfundet er lukket ned.

Dåben er en gave. Og i dåben takker vi Gud for vores barn og beder samtidig Gud om at være med ham eller hende gennem hele livet. Barnet bliver velsignet og får Guds løfte om, at Han altid vil følge barnet, som var det hans eget barn. Dåben er Guds gave til os og samtidig vores tak til Gud. Vi takker for vores liv og vores barns liv. Tak for livets gave.

Har du et barn eller er du selv ikke døbt, så er dette altid en mulighed. Det eneste man skal gøre, er at ringe til sognepræsten og aftale en tid.

Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen.

Pilgrimsvandring på Kristi himmelfartsdag

Pilgrimsvandring på Kristi himmelfartsdag

Vi inviterer traditionen tro til pilgrimsvandring på Kristi himmelfartsdag den 13. maj. Dagen begynder med en morgengudstjeneste i Hellevad Kirke (eller ved gravhøjen afhængig af vejret) kl. 9.30. Efterfølgende kan man gå en eller flere ruter rundt i lokalområdet; Møllesøen Rundt, Gravhøjssporet, Brøndlundsruten eller Hjertestien. Vi har et kort over alle ruter og en pakke med en forfriskning, som man kan tage med sig. Man kan gå alene eller sammen i en mindre gruppe alt efter behag. Der er ingen tilmelding. Vel mødt!

Arrangementet foregår i samarbejde mellem menighedsrådene i Hellevad, Ørum og Hjallerup Sogne.

Gåture i Klokkerholm

Gåturene i Klokkerholm fortsætter. Foråret er på vej og dagene er blevet lysere.

Så fra mandag den 15. marts går vi fra Klubhuset på Hellevadvej mandag og torsdag fra 17 til 18, og lørdag fra 11 til 12.

Der er ingen tilmelding, du kan bare møde op, og alle er velkomne!

Evt henvendelse til Aase Maribo eller Birthe Agerbæk.

Ændring af juleaftensgudstjeneste

Julen sig nærmer, og dermed også de traditionsrige juleaftensgudstjenester i Hellevad og Ørum Sogne.

Det er tidligere meldt ud, at der i år afholdes fire juleaftensgudstjenester den 24. december. Dette fastholdes, dog med en enkelt ændring. Den sidste julegudstjeneste afholdes i Klokkerholm Hallen. På denne måde skulle det være muligt at tilgodese alle og sikre, at ingen kommer til at gå forgæves til årets julegudstjeneste.

I år vil der således være følgende juleaftensgudstjenester:
Kl. 13 Ørum Kirke
Kl. 14 Hellevad Kirke
Kl. 15 Ørum Kirke
Kl. 16 Klokkerholm Hallen – dørene åbnes kl. 15.15.

Alle gældende regler omkring sprit, mundbind og afstand overholdes. Der er ingen tilmelding til gudstjenesterne.

Ønsker familien ikke at deltage i år på grund af Covid-19, henviser vi til øvrige muligheder via vores hjemmeside eller Facebook-side, fx radio- eller TV-gudstjenester (fx på TV2 Nord), juleprædikenen på hjemmesiden.

Bemærk: På grund af den aktuelle situation med Covid-19 kan der komme yderligere ændringer. Følg derfor med via vores hjemmeside eller Facebook-side.

Julepose

Julen i år vil blive særlig på alle mulige måder. Nogle føler sig derfor ikke trygge ved at komme ud og risikere at blive smittet. Derfor har vi i kirkerne besluttet os for at lave juleposer til dem, der ikke vover sig ud til jul. I juleposen vil der være sanghæfte med juleevangeliet og julens salmer og sange. Der vil være nogle julegodter, en julehilsen og andet godt. Man kan som familie samles sig en dag og åbne juleposen og hygge sig sammen.

Ønsker man sig sådan en julepose, så skriv en mail til julen2020@hellevadkirke.dk og angiv, hvor mange der er i husstanden og hvor mange børn der er. Man kan i december måned afhente poserne oppe i kirken. Når vi har fået de første bestillinger ind, vil man få en besked om, hvordan de kan hentes.

Med venlig hilsen
Hellevad og Ørum Sognes Menighedsråd
Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen

Julen står for døren

Snart begynder julemåneden. Vi arrangerer julekoncerter, de ni læsninger og selvfølgelig julegudstjenester. Se alle gudstjenester og arrangementer på hjemmesiden under rubrikken [Det sker].

Julens gudstjenester afholdes således: 23. december: Lillejuleaften Julegudstjeneste for børnefamilier i Hellevad Kirke kl. 11.

  1. december: Juleaften Juleaftensgudstjenester i Ørum Kirke kl. 13 og 15, Hellevad Kirke kl. 14 og i Klokkerholm Hallen kl. 16 (NB ændring!).
  2. december: Juledag Julegudstjeneste i Hellevad Kirke kl. 11.
  3. december: Julesøndag Aftengudstjeneste i Ørum Kirke kl. 19.

Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen prædiker ved alle gudstjenesterne.