Vi graver ikke længere gravene med håndkraft
Graver Henrik Jul Larsen ved Hellevad Kirke kan 1. marts fejre 25-års jubilæum.
25 år på samme arbejdsplads. Det er ikke alle, der kan bryste sig af, og ikke en selvfølge på arbejdsmarkedet længere, men graver Henrik Jul Larsen kan fejre 25-års jubilæum ved Hellevad Kirke i Klokkerholm og se tilbage på mange gode år.
Henrik er født i Torslev i en søskendeflok på fem, men opvokset i Hjallerup, hvor han gik i skole. Efter endt skolegang kom han i lære som automekaniker og blev udlært i 1982. Dagen efter svendeprøven var bestået, blev han indkaldt til militærtjeneste som rekrut. Den første periode var på Høvelte Kaserne ved Birkerød på Sjælland, og senere kom han til Hvorup Kaserne i Nørresundby. Værnepligten varede dengang ni måneder.
Han fik efterfølgende arbejde som automekaniker i Nørresundby, men værkstedet lukkede i slutningen af 1989. I løbet af 1990 spurgte Friedlev Møgelmose, som på det tidspunkt var formand for menighedsrådet, om han havde lyst til et kort sommerafløserjob for graveren ved Hellevad Kirke, hvilket han takkede ja til. Her fik Henrik smag for graverjobbet og begyndte at overveje denne mulighed som et kommende erhverv. Han har altid haft lidt grønne fingre og holder egen have. Bedstefaren havde i øvrigt været graver ved Hellum Kirke.
Dog var han først forbi Post Danmark, hvor han blandt andet kørte lastbil med breve og pakker til og fra posthuse og virksomheder og sorterede post.
– I 1995 søgte Hellevad Kirke en ny gravermedhjælper. Jeg søgte og fik jobbet og begyndte 1. marts, fortæller Henrik Jul Larsen og fortsætter:
– I 2001 gik kirkens daværende graver, Tage Pedersen, på pension. Jeg søgte stillingen og var så heldig at blive ansat som graver og kirketjener, og jeg har som bekendt været her lige siden.
I tiden som medhjælper tog han de obligatoriske grønne AMU-kurser for kirkegårdsansatte, som kræves for at blive ansat som graver. Efterfølgende har han taget kurser i sorgbehandling, ledelse og diverse kurser inden for kirkegårdsdrift. Mekanikeruddannelsen gør stor gavn, når kirkegårdens maskinpark skal serviceres og istandsættes.
Arbejdsglæde og selvledelse
Henrik tøver ikke et sekund på, hvad der motiverer i jobbet som graver:
– Afveksling i jobbet med mange forskellige arbejdsopgaver, fleksibilitet og selvledelse med frihed og tillid under ansvar, og ikke mindst gode kolleger hele vejen rundt, er noget jeg værdsætter rigtig højt på arbejdspladsen. Derudover et godt samarbejde med skiftende menighedsråd er altafgørende, betoner Henrik Jul Larsen og supplerer:
– Trivsel er en vigtig faktor på en arbejdsplads, og at vi kan snakke pænt, ordentlig og respektfuldt til hinanden. Vi har heldigvis aldrig haft interne konflikter, og jeg har aldrig været træt af at skulle på arbejde.
Han ser selvledelse som en stor kvalitet, og en tillid han også giver videre til sine medhjælpere. Det fungerer uproblematisk og til glæde og gavn for alle.
Ellers nyder Henrik desuden at følge de skiftende årstider og kontakten til kirkegårdens besøgende. Han sætter en ære i, at kirkegården fremstår flot og velholdt.
25 års udvikling på kirkegården
I det store hele ligner kirkegården sig selv. Dog er alting blevet dyrere med årene.
– For 25 år siden var en begravelse gratis. I dag koster en kistebegravelse omkring 10.000 kroner, og der er kommet færre kistebegravelser, men flere bisættelser, konstaterer Henrik Jul Larsen og uddyber:
– Det faldende antal af kistebegravelser kan ses på kirkegården, da der er blevet flere tomme gravsteder. Denne udvikling gør, at vi arbejder på at samle gravsteder for nybegravelser således, at flere arealer kan lægges i græs, så kirkegården fremstår som en helhed.
Traditionen med familiegravsteder er efterhånden også slut. Det betyder også, at større arealer bliver ledigt, når et familiegravsted nedlægges.
– Udviklingen gennem tiden har lettet arbejdet på kirkegården. Der er kommet flere hjælpemidler, automatisk klokkeringning og knap så meget tungt manuelt arbejde. For 25 år siden gravede vi gravene med håndkraft, når en kiste skulle i jorden. I dag kommer smeden med gravemaskinen, men dækningsarbejdet foregår stadig med håndkraft, fortæller Henrik Jul Larsen.
Større projekter i tidens løb
Renovering af digerne, etablering af nyt lapidarium, nyt blytag på kirken og indvendig renovering af kirken har været større og spændende projekter i Henriks tid som graver. Han var formand for byggeudvalget i forbindelse med kirkerenoveringen i 2017 og har generelt været kontaktpersonen til håndværkere, som har skullet udføre et stykke arbejde på eller ved kirken. Han husker især, da kirken fik nyt blytag, hvor tagpladerne blev støbt på stedet. Et spændende projekt og meget specielt og nichepræget arbejde.
Urnenedsættelse i plæne med plade blev etableret for en årrække siden. Der blev stor efterspørgsel efter denne begravelsesform, så området blev udvidet efter få år.
Digitaliseringen har også ramt kirkegårdene
Den digitale udvikling er også en realitet for kirkegårdene. Kirkegårdskortet og administrationen heraf er blevet digitaliseret.
– Førhen var der kartotekskort, og regningerne blev skrevet i hånden. Regningerne bliver i dag sendt over e-boks, og kartotekskortene medførte i sin tid et stort detektivarbejde, når et gravsted udløb, fortæller Henrik, og fortæller videre:
– I dag er systemet knyttet op på CPR-registret, så når en gravstedsindehaver skifter adresse, bliver systemet automatisk opdateret herom. Derudover får skifteretten automatisk besked, når boet skal gøres op efter en afdød person, som var indehaver af et gravsted. Dødsanmeldelser kommer desuden også digitalt.
Med det digitale kirkegårdskort er det nemt at søge efter oplysninger på kirkegården, lave udskrifter fra kirkegården til brug ved det daglige arbejde og andre formål. Den digitale udvikling har dog ikke medført mindre administrativt arbejde, men mange positive fordele.
Fremtiden på kirkegården
Henrik spår, at kirkegården groft sagt vil ligne sig selv om yderligere 25 år. Dog med flere grønne arealer og flere forskellige begravelsesformer end de nuværende. I øjeblikket er der fire forskellige muligheder; almindeligt gravsted, urne i plæne med plade, urnegravsted, ukendtes grav både som urne- eller kistebegravelse.
Trods 25 år samme sted har Henrik aldrig tænkt at søge andet. Han betragter kirkegården som en passende størrelse, der er overskuelig, og da han kun er 58 år, så har han mange år endnu som graver ved kirken.
Henrik bor i Allerup med sin kone, Helle, og har to voksne døtre, som bor i henholdsvis Brønderslev og Nørresundby.
I forbindelse med jubilæet inviterer menighedsrådet til morgenkaffe og brød i forbindelse med højmessen søndag den 8. marts i Hellevad Kirke. Alle er velkomne fra klokken 10, og gudstjenesten begynder klokken 11.