Tag-arkiv: Hellevad-Ørum Kirke

Fortællinger fra Østvendsyssel

Fortællinger fra Østvendsyssel
En aften med spændende fortællinger og historier fra det østlige Vendsyssel ved Fortællekreds Jyske Ås. Hør autentiske beretninger fra lokalområdet, blandt andet om valget til sogneforstanderskabet i Hellevad, Ørum og Hellum Sogne for 180 år siden, som var det første demokratiske valg på sogneniveau.
Torsdag den 17. marts 2022 kl. 19 i Konfirmandstuen. Gratis entré (kaffe/brød 20 kr.).

Kirkekoncert med Elkjær Trio i Hellevad Kirke

Kirkekoncert med Elkjær Trio i Hellevad Kirke

Elkjær Trio er opstået i et samspil mellem tre erfarne konservatorieuddannede musikere, Hanne Elkjær, Martin Kjeldgaard og Peter Søvad, på henholdsvis trompet/flygelhorn, klaver og kontrabas. Trioen spiller musik, vi alle kender, eksempelvis I skovens dybe stille ro, Bach´s Air, Amazing Grace, What af wonderful World og My heart will go on. Aftenens program vil være et mix af årstidens melodier og navnkundige toner.

Så læn dig tilbage og lad dig tanke op med afslappende, behagelige og velkendte klange, og for en stund give hjernen et frirum. Det hele vil være krydret med gode historier undervejs, serveret med humor og varme.

Tirsdag den 8. marts 2022 i Hellevad Kirke kl. 19. Gratis entré.

Fra prædikestol til pensel og palet

Fra prædikestol til pensel og palet

Tidligere sognepræst i Hellevad-Ørum, Ole Skov Thomsen, har siden han gik på efterløn i september 2017 haft lejlighed til at fordybe sig i en gammel interesse, nemlig maleri og kunsthistorie. Han tog springet fra prædikestol til pensel og palet, og nu godt fire år senere bliver der lejlighed til at se, hvor det har bragt ham hen.

Vi inviterer derfor til fernisering på en udstilling af hans malerier. Ole Skov Thomsen vil være til stede og introducere sine billeder inden et let traktement. Karakteristisk for hans billeder er den symbolik, der opstår i maleprocessen, mens han fokuserer på et motiv. Ofte hjælpes denne dimension på vej af overraskende tilføjelser i billedet. Naturen med den vækster og liv er yndede motiver, og senest har han arbejdet med at tænke natur og kirke sammen. Dette ud fra den erfaring, at naturen til tider rummer et nærvær og en storhed af nærmest bekræftende eller hellig karakter, som ikke er kirken og gudstjenesten fremmed.

Ferniseringen finder sted søndag den 6. marts 2022 i Ørum Kultur- og Forsamlingshus. Dagen begynder med højmesse i Ørum Kirke kl. 11. Udstillingen bliver hængende i forsamlingshuset i en periode.

SLÅ KATTEN AF TØNDEN!

SLÅ KATTEN AF TØNDEN!

Hvem mon bliver årets kattekonge og -dronning? Vi inviterer til fastelavnsfest for hele familien, og alle må gerne komme udklædte! Dagen begynder med en familiegudstjeneste i Hellevad Kirke kl. 14, hvor korskolen også medvirker, og efterfølgende samles vi i Klokkerholm Hallen til tøndeslagning. Når tønderne er slået ned, serveres der boller og saft, og kattekongen og -dronningen krones. Deltagelse er gratis.

Søndag den 27. februar 2022 i Hellevad Kirke kl. 14.

NYTÅRSKONCERT MED BRØNDERSLEV HARMONIORKESTER

NYTÅRSKONCERT MED BRØNDERSLEV HARMONIORKESTER

Der bliver spillet for fuld musik, når Brønderslev Harmoniorkester spiller nytårskoncert i Hellevad Kirke. Programmet bliver festligt, folkeligt og flot, og der bliver også mulighed for at synge med på et par af numrene.

Brønderslev Harmoniorkester består af 30 musikere i alderen 19 til 80 år. De spiller et bredt repertoire fra den klassiske musik til den populære musik. Orkesteret ledes af dirigent Mogens B.B. Jensen og spiller årligt en del koncerter, som trækker fulde huse. De sætter en ære i at underholde på bedste vis med musik og sjove indslag. Der er således lagt op til en festlig nytårskoncert i Hellevad Kirke, hvor alle er velkomne.

Efterfølgende er Klokkerholm Borgerforening vært ved kransekage og boblevand.

Tirsdag den 22. februar 2022 i Hellevad Kirke kl. 19. Gratis entré.

Det nordjyske feta-eventyr set fra min kontorstol

‘Det nordjyske feta-eventyr set fra min kontorstol’

Kender du historien om fetaeventyret i Ørum? Else Marie Pedersen vil fortælle om mejeriet set fra hendes kontorstol. Else Marie arbejdede på mejeriet i en årrække, hvor der skete en stor udvikling med eksporten af feta til Iran.

Ørum Mejeri blev i 1960’erne overtaget af Jens Kjær, som efter først at have drevet det som traditionelt mejeri gik over til storproduktion af ost – især feta til eksportmarkedet. Senere blev det opkøbt af Mejeriselskabet Danmark, som desværre ret hurtigt lukkede det og flyttede produktionen andetsteds hen.

Tirsdag den 15. februar 2022 i Ørum Kultur- og Forsamlingshus kl. 19. Gratis entré (kaffe/brød 20 kr.).

Aftensang fra den nye højskolesangbog

Aftensang fra den nye højskolesangbog

Kom til en hyggelig aften i kirkerummet, hvor organist Lasse Christensen spiller op til fællessang. Han har forberedt et program fra den nye højskolesangbog, der udkom i efteråret 2020. Programmet vil bestå af navnkundige sange og salmer, men også nye(re) sange. Alle sangene har iørefaldende melodier og indholdsrige tekster, som er værd at lære og synge.

Hør også korsang fra ‘De klokkerholmske skjalde’, refleksioner til eftertanke og aftenbøn ved sognepræst Sandra Fossdal Nielsen. Arrangementet afsluttes med en kop kaffe og et stykke kage.

Torsdag den 10. februar 2022 i Hellevad Kirke kl. 19. Gratis entré.

Korsang og kyndelmisse

Korsang og kyndelmisse

Oplev en stemningsfuld lysmesse, når Hellevad-Ørum Kirkekor synger om lyset ved midvintertid. Koncerten består af læsninger, korsang og salmesang, hvor lyset spiller en central rolle. Teksterne, som bliver oplæst, er fra Bibelen 2020. Koret synger under ledelse af organist Lasse Christensen, som også ledsager salmesangen og spiller et par musikstykker på kirkens orgel. Hele tiden vil være oplyst i stemningsfulde farver.

Koncerten finder sted torsdag den 3. februar 2022 i Ørum Kirke kl. 19. Der er gratis entré.

Foredrag om berømte citater

Foredrag om berømte citater

Berømte citater har det med at dukke op i mange forskellige sammenhænge. De bruges af politikere, talere, forfattere, sangskrivere og alle os andre. Citaterne er i sig selv tiltalende og fascinerende, men ofte ligger der en endnu bedre historie bag. Det er blandt andet disse anekdoter journalist, Peder Rasmussen dykker ned i og deler med os. Vi skal også høre om falske citater, omskrevne citater, sjove citater, misforståede citater og citater som, bliver lagt i munden på andre.

Foredraget finder sted torsdag den 27. januar 2022 i Konfirmandstuen kl. 19. Gratis entré (kaffe/brød 20 kr.).

Syng de smukke julesalmer

Syng de smukke julesalmer

Holder du også meget af julens salmer? Dét gør vi, og derfor vil vi gerne synge julen ind sammen med dig. Vi inviterer til en lille julesalmemaraton i Ørum Kirke, hvor vi synger julens smukke melodier til orgelbrus og i stearinlysets skær. Klokkerholm Koret støtter os på fællessangen, og medvirker også med et par numre. Ved orglet/klaveret sidder organist Lasse Christensen.

Vi synger julen ind søndag den 19. december 2021 i Ørum Kirke kl. 16.

Julekoncert med Hellevad-Ørum Kirkekor i Hellevad Kirke

Julekoncert med Hellevad-Ørum Kirkekor i Hellevad Kirke

Kom i julestemning og oplev en stemningsfuld aften med julens smukke melodier. Hør korsang ved kirkekoret, juletoner fra kirkens orgel og oplæsninger af julens begivenheder skrevet af Bjarne Reuter. En god optakt til julen, som man ikke må gå glip af. Korskolen medvirker blandt andet med et luciaoptog undervejs i koncerten.

Koncerten finder sted torsdag den 16. december 2021 i Hellevad Kirke kl. 19. Gratis entré.

Arrangør: Menighedsrådene.

De ni læsninger i Hellevad Kirke

De ni læsninger i Hellevad Kirke

De ni læsninger er en musikgudstjeneste, hvor der gennem ni bibeltekster fortælles om syndefaldet, Guds udvælgelse og frelse, sådan som den udspilles i den bibelske historie. Traditionen med de ni læsninger stammer fra England, hvor den blev holdt første gang i 1918 i Kings College Chapel i Cambridge. I England holdes de ni læsninger juleaften, men i Danmark er det blevet en tradition at holde de ni læsninger i adventstiden.

Kirkekoret medvirker under ledelse af organist Lasse Christensen. Liturg er sognepræst Sandra Fossdal Nielsen.

Musikgudstjenesten finder sted søndag den 5. december i Hellevad Kirke kl. 11.