Over tusind gæster har allerede taget del i kirkernes kulturliv
Efter et vellykket halvår med mange kulturbegivenheder i Hellevad og Ørum Kirker, ser organist Lasse Christensen frem mod et rigt efterårsprogram med koncerter, fællessang og stemningsfulde gudstjenester.
KLOKKERHOLM/ØRUM: Her inden sommerferien gør organist Lasse Christensen fra Hellevad og Ørum Kirker status over det første halvårs kulturprogram – og ser samtidig frem mod en ny sæson fyldt med spændende oplevelser frem mod jul.
– Vi har haft 14 kulturbegivenheder omkring kirkerne siden januar med samlet set over 1.000 deltagere, fortæller han og udtrykker stor glæde over det flotte fremmøde, der har været.
Udover at være organist ved kirkerne er han også formand for aktivitetsudvalget og står for planlægningen af alle kulturbegivenhederne. Han ser allerede frem til efterårets store program:
– Jeg har de seneste år forsøgt at dyrke sommerperioden – først med morgensang og “Syng solen ned”-arrangementer. Nu har vi også flere sommerkoncerter i både juni og august, som har været særdeles velbesøgte.
I august arrangeres igen i år en sommercafékoncert med Brønderslev Harmoniorkester forud for byfesten i samarbejde med Klokkerholm Borgerforening og med støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Klokkerholm. Ugen efter byder på en fælles sommermatiné, hvor Lasse Christensen og hans kollega fra Hjallerup, Ulrika Jensen, spiller sammen med deres musikvenner: Hanne Elkjær på trompet og Line M.G. Jensen på tværfløjte.
Et nyt tiltag har været musik fra Hellevad Kirkes klokketårn. I juni kunne man for første gang høre 20 minutters tårnmusik efter aftenringningen, fremført af blæsere fra Brønderslev Harmoniorkester. Dette initiativ gentages sidst i august og er støttet af kommunens kulturpulje.
Efterår med musik, foredrag og fællessang
Efteråret byder på et varieret program: Der er koncerter med den lokale trio Kilschow Band og en 40-års jubilæumskoncert med Klokkerholm Koret. Organist Lasse Christensen spiller to orgelkoncerter – én med musik af Mozart og én med filmmusik.
Kirkekoret medvirker både ved en koncert i oktober under titlen ”Når korsangen får vinger” og ved julekoncerten i december, hvor korskolen går luciaoptog gennem kirken.
Derudover arrangeres der i oktober et kursus om kriseberedskab afholdt af Borgerberedskabet. I november kan man høre mere om Kornets Hus, når husets direktør, Ole Høyer, gæster sognene til et spændende foredrag. Begge arrangementer afholdes i samarbejde med borgerforeningen.
Fællessang er også en vigtig del af programmet: I begyndelsen af august er der morgensang med kaffe og rundstykker; i slutningen af september sangaften med vokalgruppen Prima Vista under temaet “Sange til håb og handling”; og i slutningen af november synges december ind sammen med Klokkerholms Aktive Kvinder. Her vælger en række lokale borgere en julesang og fortæller kort om, hvad den betyder for dem.
Gudstjenester med stemning og eftertanke
Ud over de mange kulturbegivenheder tilrettelægger Lasse Christensen og sognepræst Sandra Fossdal Nielsen også en række særlige gudstjenester i årets løb. Til august ringes der til aftensang med orgelmeditationer over høsten og en friluftsgudstjeneste med frokost; til september holdes en festlig høstgudstjeneste; første søndag i november er alle helgens dag, hvor der er stemningsfulde mindegudstjenester i begge kirker, og senere på måneden holdes en stillegudstjeneste med nadver og plads til eftertanke.
I december er der arrangementer alle adventssøndagene – herunder julemusikgudstjeneste med vokalgruppen og aftensang med julens salmer. Og så får børn og voksne besøg af den ægte grønlandske julemand til den traditionelle juletræsfest i Ørum Kultur- og Forsamlingshus.
Alle arrangementer med datoer, tidspunkter og steder kan ses på kirkernes hjemmesider. Her kan man også hente en brochure med et samlet overblik over hele efterårsprogrammet.