Kategoriarkiv: Nyheder

Ham takker alle vi med sang

Ham takker alle vi med sang
I høstsalmen Nu falmer skoven trindt om land lyder det i vers fem: »Ham takker alle vi med sang for alt, hvad han har givet«. Det er også overskriften, når kirkeklokkerne ringer til høstgudstjeneste i Hellevad Kirke i Klokkerholm; at takke for årets høst i fællessang og bønner. Kirken vil være pyntet med et overflødighedshorn af høstens afgrøder og blomster, og alterbrødet er ovenikøbet nybagt til lejligheden.
Efter højmessen serveres der boller og kaffe i kirkens våbenhus.
Søndag den 22. september i Hellevad Kirke kl. 11.

Valgforsamling i Hellevad og Ørum Sogne

Valgforsamling i Hellevad og Ørum Sogne
Der afholdes valg til menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne for den næste toårige funktionsperiode. Der skal vælges fem medlemmer fra Hellevad Sogn og fire medlemmer fra Ørum Sogn, samt to suppleanter hvert sted.
På valgforsamlingerne bliver der en orientering om begivenhedernes gang jævnfør gældende bestemmelser herom, og man kan derefter melde sit kandidatur. Efter en præsentation af alle kandidaterne vil der blive afholdt valg. Alle over 18 år og med medlemskab af folkekirken kan stemme og stille op som kandidat.
Valgforsamlingen finder sted tirsdag den 17. september 2024:
Hellevad Sogn: Konfirmandstuen kl. 19.
Ørum Sogn: Ørum Kultur- og Forsamlingshus kl. 19.
Spørgsmål og materialer om valget kan rekvireres ved henvendelse til valgbestyrelsen:
Hellevad: Trine Kart, 23 23 53 54. Ørum: Poul Larsen, 23 46 28 63.

Frokost i det grønne

Frokost i det grønne
Velkommen til vores årlige friluftsgudstjeneste i Oasens skønne omgivelser. Vi synger både nye og gamle salmer og lytter til beretningen om Jesus, der helbredelser den lamme ved Bethesda dam og siger de ikoniske ord: “Rejs dig, tag din båre og gå!”.
Efter gudstjenesten er menighedsrådet vært ved en let frokost.
Søndag den 1. september i Oasen (Digemarken 17, Ørum) kl. 11.
Deltagelse er gratis!

Den evige kamp mellem mennesker og hav

Den evige kamp mellem mennesker og hav
Lars Jakobsen Trio kommer igen til Ørum med en koncert, der omhandler kampen mellem natur og mennesker på et dramatisk. Om havets trusler og gaver, og om den kendte fiskerkone, sanger og sangskriver Inger Lauritzen. Om Rubjerg Knude, som symbol på kampen med og mod havet. En rejse gennem tiden fra et nøjsomt fiskersamfund til nutidens turistby.
Det bliver med et grin, kærlige og sjove fortællinger om Inger Lauritzen, hendes liv, sange og fortællinger. Og de vil naturligvis runde flytningen af fyret, og trække tråde op til vores dages mekka for kunst og kunsthåndværk, som startede da hippierne kom til Lønstrup i 70’erne.
Torsdag den 29. august i Ørum Kirke kl. 19.
GRATIS ENTRÈ

Midt på livets forvirrende veje

Midt på livets forvirrende veje
Sådan lyder overskriften for en fælles rockkoncert i Dronninglund Kirke. For tredje gang inviterer kirkerne i provstiet til en stemningsfuld aften med rock- og popnumre fremført af Bruuns Kapel blandet med tanker og refleksioner fra Jeanette Nymann Geller og Marie Kirketerp. Der vil blive spillet numre fra blandt andet TV-2, Carpark North og Rasmus Walter.
Du kan snuppe en forfriskning ved indgangen, sæt dig godt til rette i kirken og nyde smagen, musikken og ordene. Dørene åbner kl. 19.
Torsdag den 22. august i Dronninglund Kirke kl. 19.30.
GRATIS ENTRÈ

Optakt til Klokkerholm by Night

Optakt til Klokkerholm by Night
Som optakt til byfesten i Klokkerholm inviterer vi til en cafékoncert under åben himmel på Planetpladsen overfor Hellevad Kirke. Som musikalsk underholdning kommer Brønderslev Harmoniorkester under ledelse af Mogens B.B. Jensen og spiller. Vi har kaffe, kølige drikke og kage klar.
Arrangeres i samarbejde med Brønderslev Harmoniorkester og Klokkerholm Borgerforening, og støttes af kulturpuljen i Brønderslev Kommune.
Fredag den 16. august på Planetpladsen i Klokkerholm kl. 15.15.
DELTAGELSE ER GRATIS.

Alletiders orgelmusik med to naboorganister

Alletiders orgelmusik med to naboorganister
Organist Ulrika Sandström Jensen (Hjallerup) og organist Lasse Christensen (Hellevad-Ørum) har sat hinanden stævne og spiller en fælles sommermatiné på orglet i Hellevad Kirke. Det bliver en orgelkoncert, hvor der bliver spillet på alle tangenter, og hvor orglet bliver præsenteret på forskellig vis. Der bliver spillet muntre dansestykker for orgel, brudemarcher og melodier fra folkemusiktraditionen, sommerstemninger og musik af den største orgelmester.
De spiller begge et program på cirka 20 minutter. Efter koncerten serveres kølige drikke.
Fredag den 9. august i Hellevad Kirke kl. 14.
GRATIS ENTRÈ

Musik- og kulturoplevelser for andet halvår

Musik- og kulturoplevelser for andet halvår
Vi har tilrettelagt et mangfoldigt kulturprogram for andet halvår i begge sogne. Du kan opleve en række kirkekoncerter, foredragsaftner og fællessang.
Allerede fra august holder vi tre sommerkoncerter, i efterårsmånederne bliver vi klogere på danskhed syd for grænsen ved Viggo Jacobsen, Aalborg Klosters 600-års lange historie ved Flemming Møller Mortensen, og folkesygdommen stress og livet i almindelighed ved Hans Bilde.
Kirkekoret medvirker dels til en fællessangskoncert, stillegudstjeneste og julekoncerten i december, og organist Lasse Christensen spiller to gange aftenmusik i skumringen med temaerne ‘Små klassiske perler’ og ‘Blomstre som en rosengård’.
Læs mere meget om vores kulturprogram på www.hellevadkirke.dk

NYHED: Far på barsel

NYHED: Far på barsel
I august 2022 trådte der nye barselsregler i kraft, hvilket ændrede på fordelingen af barselsperioden mellem forældrene. Dette har ført til, at flere fædre nu tager længere barselsorlov end tidligere.
Som følge heraf vil vi gerne præsentere et nyt tilbud til fædre på barsel, som adskiller sig fra den traditionelle babysalmesang. Vi inviterer til babyrytmik og far-café – en hyggelig time med musikalske aktiviteter for de små og samtidig mulighed for at nyde en kop kaffe og en god samtale.
Tilbuddet sker i samarbejde mellem Hjallerup, Hellevad og Ørum Sogne, og det er organisterne Ulrika S. Jensen og Lasse Christensen der inviterer fædrene fra alle tre sogne.
Holdstart er onsdag den 4. september i Hjallerup Kirkehus kl. 14.15 til 15.15. Vi mødes seks gange frem til efterårsferien. Tilmeldinger foregår via www.hellevadkirke.dk/tilmeldinger

Det er fedt at synge i kor!

Det er fedt at synge i kor!
Efter sommerferien kan du igen gå til korsang! Korskolen er et gratis fritidstilbud for alle børn fra 3. klasse og opefter – eneste forudsætning er lysten til at synge.
Vi medvirker også til en række familiegudstjenester og koncerter i Hellevad og Ørum Kirker, derudover deltager vi i et par korstævner i løbet af sæsonen. Du lærer en masse sange og salmer og får mange gode musikoplevelser i fællesskab med dine venner.
Vi begynder torsdag den 22. august 2024 i musiklokalet på Klokkerholm Skole kl. 14 til 15. Tilmelding sker via www.hellevadkirke.dk/tilmeldinger eller ved henvendelse til organist Lasse Christensen på tlf. 28 39 77 90 / lasse@hellevadkirke.dk