Torsdag d. 10. september kl. 19 i Klokkerholm Hallen
Ud over status på en lang række af aktiviteter i Klokkerholm, herunder evt. fund på Byrhøj i den kommende weekends detektorrally, vil mødet handle om Klokkerholms fremtidige skole.
I dag d. 1. september sidder Børne og Skoleudvalget i Brønderslev kommune, og gennemgår svarene og ikke mindst de spørgsmål der er blevet stillet i forbindelse med høringsfasen. Der er nemlig i forbindelse med høringsfasen rejst flere spørgsmål end tilkendegivelser vedrørende den nye skolestruktur.
Skolerne i Klokkerholm, Asaa og Jerslev står til at miste overbygningerne. Men som Klokkerholm skolebestyrelse spørger ”Så længe der er elever til to spor på Klokkerholm Skole, kan vi lave en knaldhamrende god skole. Så hvorfor fjerne en totalt velfungerende overbygning?”.
Overbygningen vil ellers blive lagt ind under Hjallerup skole, som de i de næste 10 år ikke vil have plads til.
Så det er ikke bare skoleeleverne, som skal transporteres langt. Også lærer og ledere vil pendle mellem skolerne og spilde vigtig tid på landevejen. Tid som burde komme elever og samarbejde mellem lærerne til gode.
Mange af disse spørgsmål vil vi få mulighed for at få svar på det kommende borgermøde, hvor Lone Lex fra Børne og Skoleudvalget deltager. Efterfølgende vil vores skoleleder på Klokkerholm skole, Helle Faber, fortælle om de udfordringer, Klokkerholm skole rent fagligt står over for ved en evt. godkendelse af skolestrukturen i byrådet d. 16. september.
Vi vil også høre lidt om den kommende Halloween-fest i Klokkerholm, som skal involvere hele byen og gerne mange fra oplandet d. 31. oktober i år.
Programmet er som:
– Fordele/ulemper ved den kommende skolestruktur v/Lone Lex
– Udfordringer/muligheder for folkeskolen v/ Helle Faber
– Halloweenfest i Klokkerholm v/Margit Chemnitz
– Nyt fra Borgerforeningen
– Hvad fandt vi på Byrhøj v/Søren Sillesen
– Status ”byen i landskabet” v/Lars Skiveren
Der vil blive serveret kaffe og en bid brød
Hvis du ikke har set det nye fitnesscenter i hallen, vil der også være mulighed for dette før og efter mødet.
Bestyrelsen
Klokkerholm – Byen i landskabet