Sommertiltag fra Hellevad og Ørum Kirker

Efter en lang nedlukning afholdes der igen gudstjenester om søndagen i Hellevad og Ørum Kirker. Der må dog kun være et begrænset antal deltagere i kirkerne. Menighedsrådene har opmålt kirkerne ud fra retningslinjerne 1 person pr. 4 kvm. Det betyder at der kan være 34 i Hellevad Kirke og 18 i Ørum Kirke. Personalet tælles ikke med.

Præsten har genoptaget konfirmandundervisningen og en håndfuld mødre samles igen til babysalmesang.

Drop-in kirke og aftensang
Som nye tiltag inviteres til Åben Kirke, hvor man kan komme og nyde kirkerummets arkitektur, tænde et lys, lytte til afdæmpet orgelmusik, tag et inspirationskort eller en sten. Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen vil også være til stede for samtale.
– Man kan komme og gå som man vel inden for tidsrummet 16 og 17. Åben Kirke foregår i Hellevad Kirke den 11. og 24. juni, fortæller organist Lasse Christensen fra Hellevad og Ørum Kirker.

Han spiller et bredt repertoire fra orgellitteraturen, dog i den stille ende af skalaen.

Derudover inviteres der til Vi synger solen ned ved Ørum Kirke. Mange har sikkert sunget morgensang sammen med Phillip Faber siden midten af marts.
– Nogen har måske erfaret glæden ved at synge sammen, fundet storheden i den danske sangskat eller blot nydt at følge med fra sofaen. Uanset hvad er man velkommen til fælles aftensang, betoner Lasse Christensen.

Arrangementet foregår foran våbenhuset ved Ørum Kirke. Der bliver sat stole op, trykket sanghæfter, og klaveret bliver rullet udenfor. Organist Lasse Christensen sætter tonen an, og kirkesanger Mette Bjørn og sognepræst Sandra Fossdal Nielsen synger for. De vil også synge et par sange trestemmigt a cappella. Efterfølgende er menighedsrådet vært ved et glas kold vin. Foreløbigt er der afsat to datoer: 30. juni og 9. juli kl. 20. I tilfælde af dårligt vejr eller blæst foregår arrangementet i Ørum Kirke.