Midvinteren nærmere sig. 2. februar er dagen, hvor vi er nået halvvejs igennem vinteren, og hvor man i traditionen har gjort forrådet op.
Kirkekoret ved Hellevad og Ørum Kirker synger midvinteren i møde med en lyskoncert, hvor der bliver sunget en række sange om lyset, spillet musik for trompet og orgel, og læst tekster fra Biblen om lyset. Derudover fællessalmer hvor alle kan synge med. Koncerten ledes af organist Lasse Christensen, som dirigerer koret og spiller på orglet. Viggo Theilgaard medvirker på trompet.
Kyndelmisse, som betyder lysmesse, har både kristne og folkelige rødder. På den ene side mindes man Marias renselse, på den anden side markerer man midvinter. Den kristne kyndelmisse er relateret til begivenheden omkring Mariæ Renselsesdag og fremvisningen af Jesus i templet, hvor Simeon kalder ham for verdens lys. Den folkelige kyndelmisse markerer vinterens midte. Bønderne forbandt dagen med mange ritualer og vejrvarsler, og det hed sig, at man skulle helst have halvdelen af vinterforrådet tilbage for at kunne klare sig. Man afholdte også Kjørmes-gilder, hvilket er en tradition, som kendes fra 1600-tallet, men muligvis er endnu ældre.
Koncerten afholdes torsdag den 30. januar i Ørum Kirke klokken 19, og der er gratis entré.