Lutter Luther høstfest i Klokkerholm
Hellevad og Ørum Kirker fejrer i lighed med sidste år fælles høstgudstjeneste den sidste søndag i september. Samtidig fejres den ’høst’ som kirke og samfund har fået af reformationen jævnfør 500 års-fejringen af reformationens begyndelse. Kom i god tid og mød afladsprædikanten Johan Tetzel og reformatoren Martin Luther samt en middelalderduoen på skalmeje og tromme.
Ved gudstjenesten medvirker kirkens børne- og ungdomskor, kirkekoret og fælleskoret, foruden trompetist på fællessalmerne.
Arrangementet afvikles i Hellevad Kirke samt i et opstillet telt på kirkens torv, hvor der efter gudstjenesten er suppe- og salgsboder, børneaktiviteter og bogbord. Medbring gerne en høstgave i form af årets frugt, grønt, bagværk, marmelade, som børn bærer frem ved gudstjeneste og efterfølgende sælger til fordel for nødhjælps og socialt arbejde. De to menighedsråd samarbejder med frivillige fra borgerforeningen, aktive kvinder, madklubben, blå spejdere, Ørum Amatørscene, kirkekor og konfirmander.