Endnu et guldfund på Byrhøj ved Klokkerholm?

Det vil vise sig! Vendsyssels historiske museum og Klokkerholm – byen i landskabet holder et detektorrally for 3. år i træk. Denne gang afsøges et helt nyt område ved Byrhøj. Sidste år blev der gjort et betydeligt guldfund, som blev udlånt af nationalmuseet og udstillet på museet i Hjørring i sommerens udstilling Guld, magt og slægt.
Nu bliver området igen gennemsøges af en flok detektorfolk, og i spidsen står Vendsyssel historiske museum og arkæolog Morten Larsen.
Byrhøj er en del af bopladsen Stentinget, som ligger på en højderyg lige i udkanten af Klokkeholm. Netop placeret her lige i midten af Vendsyssel. På dette tidspunkt fra år 500 e.Kr. og 400 år frem, førte alle veje i Vendsyssel til Klokkerholm? Eller helt præcist til handels-, værksteds og magtcenteret Stentinget. Stentinget ligger oppe på Jyske Ås. Stentinget har altså eksisteret takket være et veludbygget og omfattende vejnet, der har kunnet muliggøre, at Stentinget kunne opretholde bebyggelsens status. Fra pladsen og gravhøjen Byrhøj er der en fantastisk udsigt mod syd og vest. Områdets overhoved har her haft et godt overblik over Vendsyssel –
Området blev delvist udgravet i 1990 og her blev der gjort betydelig fund. Disse fund består hovedsageligt af smykker, vægtlodder og smykker, som i dag kan ses på Nationalmuseet. Der er tale om en stor handelsplads, og flere arkæologer mener, at her kan der gøres endnu flere fund. Lørdag den 2.9 skal bopladsen Stentinget og Byrhøj ved Klokkerholm gennemsøges ved hjælp af et korps af inviterede detektorfolk. Hele arrangementet er sat i stand i at samarbejde mellem Vendsyssel historiske museum og ”Natur og historie” under byen i landskabet i Klokkerholm. Dagen igennem er det muligt for alle interesserede at komme på Byrhøj og følge detektorfolkets arbejde på pladsen. Arealet omkring Byrhøj bliver opmålt og skal gennemsøges, hvorefter alle fund bliver registreret.
Dette detektorrally er en gentagelse af undersøgelserne de to foregående år. Det er blot andre felter, der skal afsøges. Dette er måden, hvorpå man kan registrere hyppigheden af fundene og med en opmåling af, hvor de nøjagtigt er fundet. Fundene den 2.9 er afgørende for, om udvalget og museet gennemfører endnu et detektorrally næste år.
”Natur og historie” står for den praktiske del, dog med hjælp. Fredag den 1.9 er Klokkerholm skoles 5. og 6. kl. sat i spidsen for opmålingen af de mange felter. Samtidig kan eleverne blive klogere på vores historie og arkæologers arbejde. Eleverne har arbejdet med Byrhøj inden arrangementet og er velkomne til også at komme og hjælpe om lørdagen. Invitationen gælder også de forældre, som kunne være interesserede i at deltage.
Udvalget har ansøgt fredningsnævnet om at få udført de tiltag, som er beskrevet i fredningen fra 1990. Dette indebærer at få etableret en parkeringsplads og en sti til Byrhøj i efteråret, så det bliver nemmere at besøge dette unikke sted. Desuden bliver der lavet infotavler og et område med borde/bænke i ”gryden” i Byrhøj.  Der er mange planer, som skal gøre området mere tilgængeligt for publikum, så området ikke kun besøges en gang om året.
Lørdag den 2.9 er det muligt for alle interesserede at komme på Byrhøj og følge museets arbejde og høre mere om fundene. Lokalhistorisk arkiv i Klokkerholm har lavet en plancheudstilling om Byrhøjs historie, som kan ses i teltet ved Byrhøj på detektordagen. Samtidig søger lokalhistorisk arkiv interesserede, som vil være med til at starte en studiekreds om emnet.
 
Mvh
Jette Skiveren