Dagligliv i Danmark – i yngre jernalder og vikingetid.
Hvordan har vi fået viden om livet i en så fjern fortid?
Der fandtes ikke skriftsprog ud over runer, indholdet er ofte meget tyndt: som ”Sasser rejste sten og gjorde bro” .Vi har en del nedskrevne beretninger fra nabolande syd for Danmark, men de er upålidelige, nogle gange havde den skrivende ikke været her. Ofte er det skrevne meget farvet af forfatterens politiske og religiøse interesser.
Heldigvis har arkæologien siden 1960erne givet os meget ny viden. Store udgravninger, mange fund, ikke mindst med metaldetektorer og ny teknik til undersøgelse af fund har haft stor betydning.
Landsbyer.
I jernalder og vikingetid var næsten alle danskere bønder og i høj grad selvforsynende. De fleste boede i landsbyer, men der var også gårde, der lå for sig selv. Ved store udgravninger er det lykkedes at påvise, at mange landsbyer blev flyttet nogle hundrede meter indenfor samme område – med mellemrum på 75-300 år. Man flyttede bygningerne, fordi agerjorden blev udpint, og jorden på gårdsplads meget næringsrig. Huse og hegn af træ var heller ikke så holdbare. Ved at se på sporene af den samme landsby gennem tiden kan man se udvikling og forandringer i bygninger, marker og hegn. Ofte kan man også se spor af det liv, beboerne levede. Da man nåede til 1100-1200-tallet blev der i mange landsbyer bygget kirker. Landsbyerne lå nu på samme sted, ind til de store jordreformer i 1700-tallet (udflytning og ophævelse af fæsteeje.). Udgravningerne har givet et fantastisk indblik i udviklingen af bygninger og hegn – og livet i den samme landsby gennem århundreder.

Huse og hegn.

Jernalderby, Vingsted

Gårdene var ofte omgivet af et hegn eller grøft. I løbet af jernalderen blev det indhegnede område større, sandsynligvis fordi den enkelte gårds produktion øgedes. Hovedhuset var et såkaldt langhus, ofte 5-6 meter bredt med to rækker parallelle stolper der bar taget af strå eller senere træspåner. Husene lå ofte øst -vestlig retning, mod vest boede menneskene, den østlige del var stald og måske lade. Der var to indgange i langsiden, ingen vinduer. I midten mellem de bærende stolper var ildstedet og i kanten af beboelsesdelen bænke til at sidde på og sove på. Fra omkring år 900 blev der bygget særskilte staldbygninger.
Indenfor og tidligst i perioden bygget sammen med hegnet var en del småhuse til dyr, til afgrøder eller til tjenestefolk. Disse huse bliver i perioden større og mere solide. Fra det 5. århundrede ses også grubehuse til de enkelte gårde, det vil sige værkstedshuse ofte med forsænket gulv. Grubehuse har man fundet i stort antal på specialpladser med værksted og handel, som Byrhøj.
I løbet af perioden ses fælles brønd i landsbyerne, veje med stenbelægning eller med træ, nogle landsbyer har også en fælles åben plads i midten af byen.

Landbrug.
Der kunne bo én familie med aftægtsfolk og tjenestefolk på hver gård, nogle gange kunne der måske bo flere familier. I stalden ( den del af huset, der vendte mod øst) stod familiens malkekvæg og andre dyr der havde brug for beskyttelse. På gårdspladsen havde man høns og gæs, hunde og katte. Udenfor hegnet lå gårdens ”indmarker” hvor man dyrkede korn. Man brugte sædskifte og braklægning, byg er kendt fra bronzealderen, men i løbet af jernalderen blev rug også almindeligt, ofte som vintersæd og dette gav mere stabilitet mht udbyttet. Fra omkring år 900 blev muldfjælsploven almindelig og afløste den mere primitive plov, arden, som kun løsnede jorden uden at vende den. Man dyrkede også andre afgrøder, eksempelvis havre, hvede og hør. Den almindelige bonde brugte okser foran ploven, og også som trækdyr til vogne og slæder. Heste krævede bedre foder og kunne ikke så nemt anvendes til føde når de var udtjente. Storbønder brugte heste.

Husdyrene var små, måske var heste som vore dages islændere

Gute får, som man havde i vikingetiden på Gotland

På udmarken, som i skovområder blev til overdrev, græssede køer og får året rundt. Antallet af dyr var større i de egne af Danmark, hvor jorden ikke gav så godt udbytte. Grisehold var også meget almindeligt, i skovegne levede grisene godt af agern og bog Man samlede frugt og bær, vilde grøntsager og rødder. I kystegne eller langs åer og søer med fisk udgjorde fiskeri en ekstra kilde til den daglige mad.
At opretholde livet som jernalder-vikinge familie har været yderst arbejdskrævende. Man kan tænke på hvad det krævede at fabrikere tøj af fårenes uld. Hvis man havde overskud i landbrugsproduktion, kunne man bytte sig til redskaber eller varer lavet af håndværkere.
Ud fra gravfund har man konkluderet at sult var almindeligt forekommende, nok specielt om foråret. Børnedødeligheden var høj og man blev sjældent over 35-40 år.

Samfundsforhold

De mange arkæologiske udgravninger viser tegn på overordnet styring af landsbyen Fra det 7.årh ses også fælles anlæg som brønd og vejbelægning. Gravfund viser, at nogle mennesker var meget rige, ofte boede de på en større gård uden for den almindelige landsby. Den nye kongemagt havde brug for ”medherskere” eller ”stormænd” til opretholdelse af magten. Der blev betalt skat og afgifter til herskerne, som til gengæld måske har ydet en form for beskyttelse. Der er udgravet gårde tilhørende disse herremænd, feks i Lejre og Tissøe. I samfundets bund finder vi de ”ufrie” som var slaver uden rettigheder og tvunget til det hårdeste arbejde. Nogle var folk fanget på vikingernes togter, men også andre kunne leve under slavelignende forhold.
Der kan have ligget en Stormandsgård med tilknytning til handelspladsen Byrhøj-Stentinget, tæt ved eller måske længere væk. Der har sikkert også ligget en landsby i området på Byrhøjs tid.

Jernalderlandsbyen Hvolris (se siden om ‘vikingeaktiviteter’)

Kilder: Klokkerholm i 100 år. Tekst af Aksel Kristensen
Danmarks oldtid Yngre jernalder og Vikingetid 400-1050 e.Kr.
af Jørgen Jensen
Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 3. Da Danmark blev Danmark
Fra ca 700- 1050
af Peter Sawyer
Jernalderlandsbyen Hvolris (se siden om ‘vikingeaktiviteter