Stort anlagt Reformationsjubilæum i Hjallerup

Stort anlagt Reformationsjubilæum i Hjallerup

 

500 års-jubilæet for Reformationen bliver fejret med en stor familiekoncert i Hjallerup Idrætscenter, hvor Sigurd Barrett kommer og fortæller ’Alt om Luther på 60 minutter’.

 

HJALLERUP: Hvad er reformationen for noget? Hvem var ham der Martin Luther? Og hvad betyder reformationen for os i dag? Det kan nok både børn og voksne undre sig over og mange spørgsmål melder sig. Sigurd Barrett og tøjdyret Snapper har sammensat en koncert, hvor Sigurd fortæller Reformationens historie i ord og toner ledsaget af eget orkester og kirkernes børnekor fra hele gl. Dronninglund Kommune. Arrangementet bliver afholdt i Hjallerup Idrætscenter søndag den 29. oktober 2017 – to dage før reformationsdatoen, som er den 31. oktober. På denne dag i 1517 hamrede Martin Luther 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg – 95 udsagn mod afladen, som kirken skulle gøre op med.

 

Arrangementet ”Alt om Luther på 60 minutter” er blevet til i et samarbejde mellem Hjallerup Borgerforening, Klokkerholm Borgerforening og kirkerne i den østlige del af Brønderslev Kommune. I efteråret 2016 spurgte Hjallerup Kirke de to borgerforeninger og de øvrige kirker, om der var stemning for at samarbejde om projektet. Det har der i høj grad været, og siden da er der blevet holdt en række fælles planlægningsmøder, hvor opgaverne er blevet fordelt på bedste vis.

 

”Det er en stor glæde at samarbejde lokalt omkring konkrete projekter som dette”, fortæller sognepræst Marie Kirketerp fra Hjallerup Kirke, og fortsætter: ”Vi kan alle byde ind, med hvad vi hver især kan, og så styrker det fællesskabet i lokalsamfundet.”

 

Ud over de lokale arrangører er der også lokale sponsorer til arrangementet. Her skal nævnes: Hjallerup Musikforening, Dronninglund Sparekasse og Brønderslev Kommunes kulturpulje, som har støttet med 30.000 kr. Billetter kan købes via Hjallerup Borgerforenings hjemmeside til 50 kr. pr. person.

 

 

Dato: søndag den 29. oktober 2017 kl. 12.30.

Entré: 50. kr. pr. person. Billetter kan købes her: https://hjallerupborgerforening.nemtilmeld.dk/8/

Medvirkende: Sigurd Barrett og orkester, Snapper og områdets børne- og ungdomskor.

Arrangør: Menighedsrådene i gl. Dronninglund Kommune, Hjallerup- og Klokkerholm Borgerforening.

Sponsorer: Brønderslev Kommunes kulturpulje, Dronninglund Sparekasse, Hjallerup Musikforening, Sparekassen Vendsyssels Fond Klokkerholm.