KIFs nye klubhus

I kan være stolte af, hvad I har opnået

Formanden for Fritids- og Kulturudvalget, Eskild Sloth Andersen, roste KIF og Klokkerholm for at have et godt sammenhold, som nu har resulteret i et nyt klubhus

Solen skinnede i mere end én forstand, da omkring et par hundrede mennesker samlede sig på det område på stadion i Klokkerholm, som engang for mange år siden blev brugt til skøjtebane. Det var tydeligt at se på ansigterne, at det, der nu skulle ske, var noget dejligt og længe ventet. Det var nemlig første spadestik til det nye klubhus, som KIF har arbejdet så hårdt og intenst for i mange år. Formanden for KIF, Margit Chemnitz, gik rundt og så helt henført ud. Op til flere gange sagde hun: ”Det er simpelthen fantastisk, det her!”

Et godt samlingspunkt

Eskild Sloth Andersen, som er formand for kommunens Fritids- og Kulturudvalg, tog det første spadestik. I sin tale fremhævede han, at han var både stolt og beæret over at være med til at starte et projekt, som har været så længe undervejs. ”Der har været en del besværligheder undervejs, men I har stået sammen om det her i Klokkerholm, både private og erhvervsdrivende. I har støttet op om det og kan være stolte af, hvad I har opnået. Det, som starter i dag, bliver et godt samlingspunkt for byen.”

To afgørende faktorer

Så var det Margits tur til at tage et spadestik. Hun måtte om nogen være selvskreven til det. Selvfølgelig har hun haft et udvalg bag sig, men hun har i alle årene været frontfiguren, som har oplevet både glæder og nedture i forbindelse med klubhus-projektet, men nu var det glæden, som var i højsædet. Hvor meget det betød for hende, kunne høres på hendes stemme, da hun sagde: ”Det her har vi glædet os til gennem snart 10 år! I allerførste omgang blev projektet skrinlagt af økonomiske grunde, men nu er det en realitet, og det skyldes mange personers indsats gennem årene, men jeg vil især fremhæve to faktorer, som har ført til det lykkelige resultat: For det første den enorme opbakning i byen – både økonomisk og moralsk. Det fortæller os, at dette ikke blot bliver KIFs hus, men hele byens, og at det kan bruges til andre formål end lige fodbold. For det andet er det Hellevad-Ørum Sparekasses Fond, som har bevilget en virkelig pæn sum i flere omgange. Selve arbejdet starter i løbet af en uges tid med lokale håndværkere. Vi glæder os ualmindeligt meget til at se, hvordan det skrider frem.”

Rejsegilde i september

Efter at Maurice som en af de yngste af de kommende brugere af huset havde taget det sidste spadestik, steg han sammen med Eskild og Margit op på bladet af en stor gummiged fra Ørum Maskinstation for at lade den forsamlede verdenspresse forevige øjeblikket. Gummigeden kommer som nævnt hurtigt i gang på pladsen, for allerede om en uges tid starter jordarbejdet som noget af det første.

Det ca. 400 kvm. store klubhus opføres i gule mursten med sort tag og koksgrå vinduer, og man regner med, at der bliver rejsegilde i begyndelsen af september, og hvis alt går efter planen indvielse i marts 2010.

 

 

 

Indviet i 1947

Arne Andersen, Calle Haase, Henning Pedersen, Ove Testholm og Ove Chemnitz var specielt inviteret til begivenheden, idet de er æresmedlemmer af KIF. ØA fik bagefter en snak med Arne Andersen fra Hallund, som er tidligere formand for Kulturudvalget i den gamle Brønderslev Kommune og tidligere formand for KIF. Arne Andersens barndomshjem lå i Hellevad, og han spillede fodbold i KIF. Barndomshjemmet brændte på et tidspunkt, og da hans far var i gang med at ansøge om materialer til en genopbygning af gården, fik han besøg af daværende sognerådsformand Martin Jørgensen, som spurgte, om han ikke ville søge lidt ekstra materialer hjem, så det overskydende kunne bruges til et klubhus på stadion.

 

Det gik som planlagt, og 8. juni 1947 kunne man indvi det nuværende klubhus, og Arne Andersen, som dengang var 10 år, deltog sammen med resten af byens ungdom i festlighederne.

Der vil løbende blive informeret om arbejdet på det nye klubhus på www.klokkerholmif.dk